Grass Roots

Vestgrønningen 32, Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

matr.nr. 113

Niels Erichsen er sandsynligvis den første beboer her på stedet. Han havde tilnavnet den yngre for ikke at blive forvekslet med den noget ældre lods af samme navn. Niels blev født omkring 1717, men det vides ikke, hvorfra han stammede. Hans hus har været på 5½ fag. Han var i 1740 blevet gift med Trein Jansdatter Bacher, som vistnok havde trådt sine barnesko henne på Kongevejen. Trein fødte mange børn – omkring 13 stykker blev det til, men kun to døtre, Anna og Leisbeth, nåede gennem barnealderen.

Niels ernærede sig som matros. Måske er han identisk med den halvbefarne matros, der i 1749 og 1753 var udkommanderet et par gange.

I december 1743 var Niels med til at bjerge en grundstødt galiot, der stod på sydenden af Saltholm. Under arbejdet drev skibets jolle pludselig fra dem, og med den kraftige nordvestlige vind regnede man med, at den ville ramme Skanør. Næste morgen blev Niels og en anden matros, Anders, sent til Skåne for at finde jollen, men her blev de arresteret og indsat i Malmøs arrest, anklaget for at være desertører. Selv om de forsøgte at forklare deres situation, blev de ikke troet, for de havde ingen papirer på sig. Efter nogle dage fandt man det i Dragør påfaldende, at de ikke kom tilbage. Der gik mere end en måned, inden Niels og hans makker kom hjem til Dragør, men da havde amtmanden også været indblandet i sagen.

Senere hen blev Niels Erichsen vognmand, og her har hans hus nok haft en ideel beliggenhed ud til Vestgrønningen, der dengang har været en græsmark med et hjulspor.

Midt i 1770’erne skulle der anlægges en ny vej ud over Amager – den nuværende Amager Landevej. Befolkningen blev beordret til at anskaffe sten i store mængder, og arbejdet skulle udføres som pligtarbejde. Men mange folk var genstridige og mødte ikke frem. Vognmand Niels Erichsen og smed Niels Bendtsen havde begge køretøjer og blev i september 1778 tilsagt til at køre grus inde ved Accisseboden forrest på Amager, men de mødte ikke frem og havde kun dårlige undskyldninger at forsvare sig med. De fik hver en bøde på 1 rdl.

Trein Jansdatter døde i 1763. Først 5 år senere giftede Niels sig igen. Men han glemte da at skifte med sine to døtre, hvilket vil sige at tildele dem deres retmæssige arv efter deres mor. Så længe pigerne ikke var gift, har det vel ikke hastet, men i 1777 fik den ældste, Anna, sig en ægtemand, lodsen Rasmus Larsen Giørtler, og han har forståeligt nok gerne set, at hans hustru fik sin mødrene arv, der var på 300 sletdaler.

Da så Anna døde allerede 9 måneder senere under fødslen af sit første barn, er der ikke noget at sige til, at Rasmus gerne så sin svigerfar punge ud med denne arv. Han beklagede sig i juli 1779 til amtmanden – både over sin svigerfar, men også over den foregående og den nuværende schout, at disse som skifteforvaltere ikke havde behandlet denne arvesag efter loven. Endnu den følgende sommer foreligger der i amtets arkiv skrivelser angående denne arvesag.

Niels Erichsens nye kone hed Anna Mads Wærth. Hun var enke efter en styrmand, Jens Jensen Smed, der var druknet inde i Københavns havn. Anna og Niels fik ingen børn. Engang - formodentlig i første del af 1780’erne - har de skilt sig af med huset og er flyttet hen på Slippen 4. Her har de boet til leje, og i 1787 blev Niels betegnet som en ”fattig uden næringsvej”. Niels døde i juli 1792 og Anna 2 år senere.

Næste beboere på Vestgrønningen 32 var skipper Jan Cornelissen Major, som var søn af skipper Cornelis Reiersen på Kongevejen 6. Han var i 1783 blevet gift med fogeddatteren Marchen Jacob Bertelsen, og det er nok omkring dette tidspunkt, at de overtager huset her. De fik to døtre, der døde som spæde samt en datter, Grith, der nåede frem til giftealderen, foruden en søn, Cornelius, hvis skæbne er ukendt, bortset fra at han nåede at blive konfirmeret.

I 1790’erne og begyndelsen af 1800-tallet sejlede Jan med jagten ”Catharina” på 28½ læster. Under og efter Englandskrigen var det jagten ”Emanuel” på 21 læster, han førte, og det var hovedsagelig i indenrigsfart, at han sejlede.

Marchen døde i 1815, mens Jan levede til 1820. Hans hus var da på 7 fag med 4 fag udhus. Det blev deres eneste datter, Grith, der overtog huset. Hun var i 1805 blevet gift med Jan Palmsen Palm fra Skipperstræde 15. De nåede at få to børn – en søn, der døde straks og en datter, Anne Jan Palm - inden Jan døde i 1809. 4 år senere giftede hun sig med Niels Crillesen Rasmus fra Chr. Mølstedsgade 8, med hvem hun fik en søn og to døtre.

Det blev Ane Jan Palms datter Sidse Peter Broders, gift med Skipper Dirch Carlsen Jans, der i 1848 overtog huset.

Vestgrønningen Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

Dragørs gamle grænse mod vest lå langs Vestgrønningen, som var et åbent areal.

Vest for byen lå kun ejendommene Elisenborg og gården på Stautz Allé. I 1741 var Dragør Skoles bygning kommet til. Skolens placering var bestemt af lodsernes krav om, at der ikke måtte bygges i en vis afstand fra den gamle bydels vestlige grænse. De havde brug for uhindret at kunne navigere efter nogle sømærker, der stod nord for byen.

Vejens bredde på hele 45 meter var derfor ikke et udtryk for storstadsdrømme blandt dragøerne, men derimod en naturlig og praktisk foranstatning.

I 1906 – da lodserne for længst havde fået andre mærker at styre efter - tog foreningen Dragørs Fremme initiativ til at beplante Vestgrønningen med lindetræer, og kommunen påtog sig at regulere vejen, som den fik den boulevard-agtige karakter, der har idag. Samtidig tilskyndede man grundejerne ud til vejen at anlægge små haver.

I 1960’erne blev Vestgrønningen præget af trafikken til sverigesfærgerne og langs vejen blev der anlagt parkeringspladser, i forbindelse med at den gamle bydel blev gjort bil-fri. Den voksende trafik gjorde det nødvendigt at flytte fastelavnsridningen, der i mange år var holdt på Vestgrønningen.