Grass Roots

Hvad var Fødselsstiftelsen? Fødselsstiftelsen var en institution, hvor ugifte kvinder kunne føde uden at opgive hverken deres eget eller faderens navn til myndighederne. Man håbede ved oprettelsen i 1750 at kunne forebygge "den saa ofte forekommende Barnefødsel i Dølgsmaal og oftest derpaa følgende Fosternes Ombringelse". Det skulle ske ved ikke blot at give mødrene lejlighed til at føde anonymt og få gratis fødselshjælp, men også ved at overlade børnene til stiftelsens forsorg. Trods den lovede anonymitet findes der for tiden efter 1805 i mange tilfælde oplysninger om moderens identitet i stiftelsens arkiver, hvorimod faderen kun sjældent kan identificeres. Der er specielle adgangsbestemmelser for Fødselsstiftelsens arkivalier - disse omtales sidst i folderen.

Historie Stiftelsen har gennem tiden varetaget tre funktioner. Fødselsanstalten ydede fødselshjælp, og her fik jordemoderelever og lægestuderende undervisning. I Plejeanstalten fandtes ammestuerne, hvor børnene fik den første pleje, indtil de blev overladt til Opfostringsanstalten. Herfra blev de udsat til plejeforældre eller deres egne mødre mod en ugentlig understøttelse. Med den kongelige stiftelse af 1750 oprettedes en fødselsanstalt, som havde til huse i en jordemoders to ejendomme i Gothersgade. Da jordemoderen døde i 1759, blev anstalten flyttet ind på Frederiks Hospital, der var blevet oprettet i 1756. Først i 1787 fik Fødselsstiftelsen, der samtidig blev udvidet med en plejeanstalt, sine egne bygninger i Amaliegade. Disse bygninger blev skænket af enkedronning Juliane Marie, fordi pladsen var blevet for trang i Frederiks Hospital. Den første stiftelse af 1750 havde også ansvar for at opfostre de af børnene, der blev overladt til stiftelsens forsorg - de såkaldte "hittebørn". Denne opgave overtoges imidlertid af Den kongelige Opfostringsstiftelse, der blev oprettet som selvstændig institution i 1770 og har dannet sit eget arkiv. I 1771 blev der i Fødselsstiftelsen indrettet en kasse, hvor mødre uden at blive set kunne henlægge deres børn og ringe på en klokke. Derefter blev barnet indtaget på stiftelsen. Denne indretning blev imidlertid ophævet igen allerede i 1774, fordi den blev "skammelig misbrugt". Der findes således eksempler på, at gifte folk lagde deres eget barn i kassen og derefter fik det udleveret af stiftelsen mod plejebetaling. Fra 1804 samledes stiftelserne under samme ledelse, og den nye institution, der kom til at hedde Fødsels- og Plejestiftelsen, varetog fra nu af både fødselshjælpen, børnenes pleje og deres opfostring. Denne organisation forblev uændret, indtil stiftelsen i 1910 blev lagt ind under Rigshospitalet og blev til dettes fødeafdeling.

Mødrenes identitet Mange slægtsforskere har fundet en forfader i en af Fødselsstiftelsens kirkebøger og ærgret sig over, at der ikke står noget navn på moderen. Som oftest oplyser kirkebogen kun barnets navn og fødsels-/dåbsdato samt det såkaldte "hovedprotokolnummer" for såvel barnet som moderen. Dette henviser til stiftelsens hovedprotokol over fødte, hvoraf det blandt andet fremgår, om barnet blev udsat i pleje for stiftelsens regning. Hvis dette var tilfældet, findes der her en henvisning til udsætterprotokollen, hvor der gives oplysninger om den eller de personer, der fik barnet i pleje. Da barnet efter en ændring i lovgivningen i 1812 meget ofte blev sat i pleje hos moderen, har vi i udsætterprotokollerne langt den vigtigste kilde til identificeringen af mødrene (se afsnittet "Adgangsbestemmelser"). Rigsarkivet har udsætterprotokollerne op til 1861; efter denne tid skal oplysningerne søges på Rigshospitalets Kordegnekontor. I perioden 1805-1815 vil det ofte være muligt at supplere oplysninger fra udsætterprotokollerne med indførslerne i ammeprotokollerne. Mange af især de fattigste mødre overgik efter fødslen til ammestuerne, hvor de tog sig af deres eget og til tider også andres efterladte børn. Når man søger oplysninger om ugifte kvinder, der har født på Fødselsstiftelsen, må man være forberedt på, at det undertiden ikke er muligt at fremskaffe oplysningerne. Dette skyldes, at retten til anonymitet kunne indebære, at ikke engang Fødselsstiftelsen vidste, hvem kvinderne var. Det gælder således for praktisk taget alle fødslerne i 1700-tallet og stadig for en del i 1800-tallet, at der intet er optegnet om forældrenes identitet i arkiverne.

Hvad var Fødselsstiftelsen? Fødselsstiftelsen var en institution, hvor ugifte kvinder kunne føde uden at opgive hverken deres eget eller faderens navn til myndighederne. Man håbede ved oprettelsen i 1750 at kunne forebygge "den saa ofte forekommende Barnefødsel i Dølgsmaal og oftest derpaa følgende Fosternes Ombringelse". Det skulle ske ved ikke blot at give mødrene lejlighed til at føde anonymt og få gratis fødselshjælp, men også ved at overlade børnene til stiftelsens forsorg. Trods den lovede anonymitet findes der for tiden efter 1805 i mange tilfælde oplysninger om moderens identitet i stiftelsens arkiver, hvorimod faderen kun sjældent kan identificeres. Der er specielle adgangsbestemmelser for Fødselsstiftelsens arkivalier - disse omtales sidst i folderen.

Historie Stiftelsen har gennem tiden varetaget tre funktioner. Fødselsanstalten ydede fødselshjælp, og her fik jordemoderelever og lægestuderende undervisning. I Plejeanstalten fandtes ammestuerne, hvor børnene fik den første pleje, indtil de blev overladt til Opfostringsanstalten. Herfra blev de udsat til plejeforældre eller deres egne mødre mod en ugentlig understøttelse. Med den kongelige stiftelse af 1750 oprettedes en fødselsanstalt, som havde til huse i en jordemoders to ejendomme i Gothersgade. Da jordemoderen døde i 1759, blev anstalten flyttet ind på Frederiks Hospital, der var blevet oprettet i 1756. Først i 1787 fik Fødselsstiftelsen, der samtidig blev udvidet med en plejeanstalt, sine egne bygninger i Amaliegade. Disse bygninger blev skænket af enkedronning Juliane Marie, fordi pladsen var blevet for trang i Frederiks Hospital. Den første stiftelse af 1750 havde også ansvar for at opfostre de af børnene, der blev overladt til stiftelsens forsorg - de såkaldte "hittebørn". Denne opgave overtoges imidlertid af Den kongelige Opfostringsstiftelse, der blev oprettet som selvstændig institution i 1770 og har dannet sit eget arkiv. I 1771 blev der i Fødselsstiftelsen indrettet en kasse, hvor mødre uden at blive set kunne henlægge deres børn og ringe på en klokke. Derefter blev barnet indtaget på stiftelsen. Denne indretning blev imidlertid ophævet igen allerede i 1774, fordi den blev "skammelig misbrugt". Der findes således eksempler på, at gifte folk lagde deres eget barn i kassen og derefter fik det udleveret af stiftelsen mod plejebetaling. Fra 1804 samledes stiftelserne under samme ledelse, og den nye institution, der kom til at hedde Fødsels- og Plejestiftelsen, varetog fra nu af både fødselshjælpen, børnenes pleje og deres opfostring. Denne organisation forblev uændret, indtil stiftelsen i 1910 blev lagt ind under Rigshospitalet og blev til dettes fødeafdeling.

Mødrenes identitet Mange slægtsforskere har fundet en forfader i en af Fødselsstiftelsens kirkebøger og ærgret sig over, at der ikke står noget navn på moderen. Som oftest oplyser kirkebogen kun barnets navn og fødsels-/dåbsdato samt det såkaldte "hovedprotokolnummer" for såvel barnet som moderen. Dette henviser til stiftelsens hovedprotokol over fødte, hvoraf det blandt andet fremgår, om barnet blev udsat i pleje for stiftelsens regning. Hvis dette var tilfældet, findes der her en henvisning til udsætterprotokollen, hvor der gives oplysninger om den eller de personer, der fik barnet i pleje. Da barnet efter en ændring i lovgivningen i 1812 meget ofte blev sat i pleje hos moderen, har vi i udsætterprotokollerne langt den vigtigste kilde til identificeringen af mødrene (se afsnittet "Adgangsbestemmelser"). Rigsarkivet har udsætterprotokollerne op til 1861; efter denne tid skal oplysningerne søges på Rigshospitalets Kordegnekontor. I perioden 1805-1815 vil det ofte være muligt at supplere oplysninger fra udsætterprotokollerne med indførslerne i ammeprotokollerne. Mange af især de fattigste mødre overgik efter fødslen til ammestuerne, hvor de tog sig af deres eget og til tider også andres efterladte børn. Når man søger oplysninger om ugifte kvinder, der har født på Fødselsstiftelsen, må man være forberedt på, at det undertiden ikke er muligt at fremskaffe oplysningerne. Dette skyldes, at retten til anonymitet kunne indebære, at ikke engang Fødselsstiftelsen vidste, hvem kvinderne var. Det gælder således for praktisk taget alle fødslerne i 1700-tallet og stadig for en del i 1800-tallet, at der intet er optegnet om forældrenes identitet i arkiverne.

Hvad var Fødselsstiftelsen? Fødselsstiftelsen var en institution, hvor ugifte kvinder kunne føde uden at opgive hverken deres eget eller faderens navn til myndighederne. Man håbede ved oprettelsen i 1750 at kunne forebygge "den saa ofte forekommende Barnefødsel i Dølgsmaal og oftest derpaa følgende Fosternes Ombringelse". Det skulle ske ved ikke blot at give mødrene lejlighed til at føde anonymt og få gratis fødselshjælp, men også ved at overlade børnene til stiftelsens forsorg. Trods den lovede anonymitet findes der for tiden efter 1805 i mange tilfælde oplysninger om moderens identitet i stiftelsens arkiver, hvorimod faderen kun sjældent kan identificeres. Der er specielle adgangsbestemmelser for Fødselsstiftelsens arkivalier - disse omtales sidst i folderen.

Historie Stiftelsen har gennem tiden varetaget tre funktioner. Fødselsanstalten ydede fødselshjælp, og her fik jordemoderelever og lægestuderende undervisning. I Plejeanstalten fandtes ammestuerne, hvor børnene fik den første pleje, indtil de blev overladt til Opfostringsanstalten. Herfra blev de udsat til plejeforældre eller deres egne mødre mod en ugentlig understøttelse. Med den kongelige stiftelse af 1750 oprettedes en fødselsanstalt, som havde til huse i en jordemoders to ejendomme i Gothersgade. Da jordemoderen døde i 1759, blev anstalten flyttet ind på Frederiks Hospital, der var blevet oprettet i 1756. Først i 1787 fik Fødselsstiftelsen, der samtidig blev udvidet med en plejeanstalt, sine egne bygninger i Amaliegade. Disse bygninger blev skænket af enkedronning Juliane Marie, fordi pladsen var blevet for trang i Frederiks Hospital. Den første stiftelse af 1750 havde også ansvar for at opfostre de af børnene, der blev overladt til stiftelsens forsorg - de såkaldte "hittebørn". Denne opgave overtoges imidlertid af Den kongelige Opfostringsstiftelse, der blev oprettet som selvstændig institution i 1770 og har dannet sit eget arkiv. I 1771 blev der i Fødselsstiftelsen indrettet en kasse, hvor mødre uden at blive set kunne henlægge deres børn og ringe på en klokke. Derefter blev barnet indtaget på stiftelsen. Denne indretning blev imidlertid ophævet igen allerede i 1774, fordi den blev "skammelig misbrugt". Der findes således eksempler på, at gifte folk lagde deres eget barn i kassen og derefter fik det udleveret af stiftelsen mod plejebetaling. Fra 1804 samledes stiftelserne under samme ledelse, og den nye institution, der kom til at hedde Fødsels- og Plejestiftelsen, varetog fra nu af både fødselshjælpen, børnenes pleje og deres opfostring. Denne organisation forblev uændret, indtil stiftelsen i 1910 blev lagt ind under Rigshospitalet og blev til dettes fødeafdeling.

Mødrenes identitet Mange slægtsforskere har fundet en forfader i en af Fødselsstiftelsens kirkebøger og ærgret sig over, at der ikke står noget navn på moderen. Som oftest oplyser kirkebogen kun barnets navn og fødsels-/dåbsdato samt det såkaldte "hovedprotokolnummer" for såvel barnet som moderen. Dette henviser til stiftelsens hovedprotokol over fødte, hvoraf det blandt andet fremgår, om barnet blev udsat i pleje for stiftelsens regning. Hvis dette var tilfældet, findes der her en henvisning til udsætterprotokollen, hvor der gives oplysninger om den eller de personer, der fik barnet i pleje. Da barnet efter en ændring i lovgivningen i 1812 meget ofte blev sat i pleje hos moderen, har vi i udsætterprotokollerne langt den vigtigste kilde til identificeringen af mødrene (se afsnittet "Adgangsbestemmelser"). Rigsarkivet har udsætterprotokollerne op til 1861; efter denne tid skal oplysningerne søges på Rigshospitalets Kordegnekontor. I perioden 1805-1815 vil det ofte være muligt at supplere oplysninger fra udsætterprotokollerne med indførslerne i ammeprotokollerne. Mange af især de fattigste mødre overgik efter fødslen til ammestuerne, hvor de tog sig af deres eget og til tider også andres efterladte børn. Når man søger oplysninger om ugifte kvinder, der har født på Fødselsstiftelsen, må man være forberedt på, at det undertiden ikke er muligt at fremskaffe oplysningerne. Dette skyldes, at retten til anonymitet kunne indebære, at ikke engang Fødselsstiftelsen vidste, hvem kvinderne var. Det gælder således for praktisk taget alle fødslerne i 1700-tallet og stadig for en del i 1800-tallet, at der intet er optegnet om forældrenes identitet i arkiverne.

Hvad var Fødselsstiftelsen? Fødselsstiftelsen var en institution, hvor ugifte kvinder kunne føde uden at opgive hverken deres eget eller faderens navn til myndighederne. Man håbede ved oprettelsen i 1750 at kunne forebygge "den saa ofte forekommende Barnefødsel i Dølgsmaal og oftest derpaa følgende Fosternes Ombringelse". Det skulle ske ved ikke blot at give mødrene lejlighed til at føde anonymt og få gratis fødselshjælp, men også ved at overlade børnene til stiftelsens forsorg. Trods den lovede anonymitet findes der for tiden efter 1805 i mange tilfælde oplysninger om moderens identitet i stiftelsens arkiver, hvorimod faderen kun sjældent kan identificeres. Der er specielle adgangsbestemmelser for Fødselsstiftelsens arkivalier - disse omtales sidst i folderen.

Historie Stiftelsen har gennem tiden varetaget tre funktioner. Fødselsanstalten ydede fødselshjælp, og her fik jordemoderelever og lægestuderende undervisning. I Plejeanstalten fandtes ammestuerne, hvor børnene fik den første pleje, indtil de blev overladt til Opfostringsanstalten. Herfra blev de udsat til plejeforældre eller deres egne mødre mod en ugentlig understøttelse. Med den kongelige stiftelse af 1750 oprettedes en fødselsanstalt, som havde til huse i en jordemoders to ejendomme i Gothersgade. Da jordemoderen døde i 1759, blev anstalten flyttet ind på Frederiks Hospital, der var blevet oprettet i 1756. Først i 1787 fik Fødselsstiftelsen, der samtidig blev udvidet med en plejeanstalt, sine egne bygninger i Amaliegade. Disse bygninger blev skænket af enkedronning Juliane Marie, fordi pladsen var blevet for trang i Frederiks Hospital. Den første stiftelse af 1750 havde også ansvar for at opfostre de af børnene, der blev overladt til stiftelsens forsorg - de såkaldte "hittebørn". Denne opgave overtoges imidlertid af Den kongelige Opfostringsstiftelse, der blev oprettet som selvstændig institution i 1770 og har dannet sit eget arkiv. I 1771 blev der i Fødselsstiftelsen indrettet en kasse, hvor mødre uden at blive set kunne henlægge deres børn og ringe på en klokke. Derefter blev barnet indtaget på stiftelsen. Denne indretning blev imidlertid ophævet igen allerede i 1774, fordi den blev "skammelig misbrugt". Der findes således eksempler på, at gifte folk lagde deres eget barn i kassen og derefter fik det udleveret af stiftelsen mod plejebetaling. Fra 1804 samledes stiftelserne under samme ledelse, og den nye institution, der kom til at hedde Fødsels- og Plejestiftelsen, varetog fra nu af både fødselshjælpen, børnenes pleje og deres opfostring. Denne organisation forblev uændret, indtil stiftelsen i 1910 blev lagt ind under Rigshospitalet og blev til dettes fødeafdeling.

Mødrenes identitet Mange slægtsforskere har fundet en forfader i en af Fødselsstiftelsens kirkebøger og ærgret sig over, at der ikke står noget navn på moderen. Som oftest oplyser kirkebogen kun barnets navn og fødsels-/dåbsdato samt det såkaldte "hovedprotokolnummer" for såvel barnet som moderen. Dette henviser til stiftelsens hovedprotokol over fødte, hvoraf det blandt andet fremgår, om barnet blev udsat i pleje for stiftelsens regning. Hvis dette var tilfældet, findes der her en henvisning til udsætterprotokollen, hvor der gives oplysninger om den eller de personer, der fik barnet i pleje. Da barnet efter en ændring i lovgivningen i 1812 meget ofte blev sat i pleje hos moderen, har vi i udsætterprotokollerne langt den vigtigste kilde til identificeringen af mødrene (se afsnittet "Adgangsbestemmelser"). Rigsarkivet har udsætterprotokollerne op til 1861; efter denne tid skal oplysningerne søges på Rigshospitalets Kordegnekontor. I perioden 1805-1815 vil det ofte være muligt at supplere oplysninger fra udsætterprotokollerne med indførslerne i ammeprotokollerne. Mange af især de fattigste mødre overgik efter fødslen til ammestuerne, hvor de tog sig af deres eget og til tider også andres efterladte børn. Når man søger oplysninger om ugifte kvinder, der har født på Fødselsstiftelsen, må man være forberedt på, at det undertiden ikke er muligt at fremskaffe oplysningerne. Dette skyldes, at retten til anonymitet kunne indebære, at ikke engang Fødselsstiftelsen vidste, hvem kvinderne var. Det gælder således for praktisk taget alle fødslerne i 1700-tallet og stadig for en del i 1800-tallet, at der intet er optegnet om forældrenes identitet i arkiverne.

Hvad var Fødselsstiftelsen? Fødselsstiftelsen var en institution, hvor ugifte kvinder kunne føde uden at opgive hverken deres eget eller faderens navn til myndighederne. Man håbede ved oprettelsen i 1750 at kunne forebygge "den saa ofte forekommende Barnefødsel i Dølgsmaal og oftest derpaa følgende Fosternes Ombringelse". Det skulle ske ved ikke blot at give mødrene lejlighed til at føde anonymt og få gratis fødselshjælp, men også ved at overlade børnene til stiftelsens forsorg. Trods den lovede anonymitet findes der for tiden efter 1805 i mange tilfælde oplysninger om moderens identitet i stiftelsens arkiver, hvorimod faderen kun sjældent kan identificeres. Der er specielle adgangsbestemmelser for Fødselsstiftelsens arkivalier - disse omtales sidst i folderen.

Historie Stiftelsen har gennem tiden varetaget tre funktioner. Fødselsanstalten ydede fødselshjælp, og her fik jordemoderelever og lægestuderende undervisning. I Plejeanstalten fandtes ammestuerne, hvor børnene fik den første pleje, indtil de blev overladt til Opfostringsanstalten. Herfra blev de udsat til plejeforældre eller deres egne mødre mod en ugentlig understøttelse. Med den kongelige stiftelse af 1750 oprettedes en fødselsanstalt, som havde til huse i en jordemoders to ejendomme i Gothersgade. Da jordemoderen døde i 1759, blev anstalten flyttet ind på Frederiks Hospital, der var blevet oprettet i 1756. Først i 1787 fik Fødselsstiftelsen, der samtidig blev udvidet med en plejeanstalt, sine egne bygninger i Amaliegade. Disse bygninger blev skænket af enkedronning Juliane Marie, fordi pladsen var blevet for trang i Frederiks Hospital. Den første stiftelse af 1750 havde også ansvar for at opfostre de af børnene, der blev overladt til stiftelsens forsorg - de såkaldte "hittebørn". Denne opgave overtoges imidlertid af Den kongelige Opfostringsstiftelse, der blev oprettet som selvstændig institution i 1770 og har dannet sit eget arkiv. I 1771 blev der i Fødselsstiftelsen indrettet en kasse, hvor mødre uden at blive set kunne henlægge deres børn og ringe på en klokke. Derefter blev barnet indtaget på stiftelsen. Denne indretning blev imidlertid ophævet igen allerede i 1774, fordi den blev "skammelig misbrugt". Der findes således eksempler på, at gifte folk lagde deres eget barn i kassen og derefter fik det udleveret af stiftelsen mod plejebetaling. Fra 1804 samledes stiftelserne under samme ledelse, og den nye institution, der kom til at hedde Fødsels- og Plejestiftelsen, varetog fra nu af både fødselshjælpen, børnenes pleje og deres opfostring. Denne organisation forblev uændret, indtil stiftelsen i 1910 blev lagt ind under Rigshospitalet og blev til dettes fødeafdeling.

Mødrenes identitet Mange slægtsforskere har fundet en forfader i en af Fødselsstiftelsens kirkebøger og ærgret sig over, at der ikke står noget navn på moderen. Som oftest oplyser kirkebogen kun barnets navn og fødsels-/dåbsdato samt det såkaldte "hovedprotokolnummer" for såvel barnet som moderen. Dette henviser til stiftelsens hovedprotokol over fødte, hvoraf det blandt andet fremgår, om barnet blev udsat i pleje for stiftelsens regning. Hvis dette var tilfældet, findes der her en henvisning til udsætterprotokollen, hvor der gives oplysninger om den eller de personer, der fik barnet i pleje. Da barnet efter en ændring i lovgivningen i 1812 meget ofte blev sat i pleje hos moderen, har vi i udsætterprotokollerne langt den vigtigste kilde til identificeringen af mødrene (se afsnittet "Adgangsbestemmelser"). Rigsarkivet har udsætterprotokollerne op til 1861; efter denne tid skal oplysningerne søges på Rigshospitalets Kordegnekontor. I perioden 1805-1815 vil det ofte være muligt at supplere oplysninger fra udsætterprotokollerne med indførslerne i ammeprotokollerne. Mange af især de fattigste mødre overgik efter fødslen til ammestuerne, hvor de tog sig af deres eget og til tider også andres efterladte børn. Når man søger oplysninger om ugifte kvinder, der har født på Fødselsstiftelsen, må man være forberedt på, at det undertiden ikke er muligt at fremskaffe oplysningerne. Dette skyldes, at retten til anonymitet kunne indebære, at ikke engang Fødselsstiftelsen vidste, hvem kvinderne var. Det gælder således for praktisk taget alle fødslerne i 1700-tallet og stadig for en del i 1800-tallet, at der intet er optegnet om forældrenes identitet i arkiverne.