Grass Roots

Helligåndskirken

Helligåndskirken, som indtil 1881 bar navnet Helliggeist eller Helliggæst, repræsenterer et væsentligt afsnit af byens historie. Bygningen ligger ud til Amagertorv og Valkendorfsgade. Allerede 1296 opførtes et helligåndshus i København, som var stiftet af Roskilde-bispen Jens Krag. Adskillige af disse helligåndshuse fandtes rundt om i landet, deraf nogle fra før midten af 1200-årene.

Ordenen var stiftet 1198 af Guy de Montpellier. 1204 grundlagde pave Innocens 3. det berømte hospital S. Spirito in Sassia i Rom, hvis første forstander blev Guy de Montpellier, og det blev herefter moderkloster for hospitalsordenen. Den var organiseret som en tiggerorden med sygepleje som hovedopgave. Præsterne levede efter Skt. Augustins regel, og i klostrene var ansat ammer, da man også tog sig af hittebørn. Det antages, at Christian l. 1469 stiftede helligåndsklosteret i København, hvis område var vidtstrakt, fra Amagertorv til Gråbrødretorv og fra Købmagergade til Klosterstræde. Selve klosteret bestod af et firfløjet anlæg omkring en urtegård. I den søndre længe var kirken indrettet, mens den vestlige som endnu er bevaret, tjente som hospitalets sygeafdeling. Fløjen har dog undergået store ombygninger, især i Christian 1.s tid, men rummer rester af middelalderligt murværk. Den blev yderligere hårdt restaureret af professor H. B. Storck. 1918-57 fungerede bygningen som folkebibliotek, men blev derefter istandsat for at kunne tjene diverse kulturelle formål. I underetagen, hvor sygesalen vist nok har været, er to rækker krydshvælv båret af slanke granit piller.

Kirken er antagelig opført i begyndelsen af 1300-årene og som byggematerialer har man anvendt den traditionelle munkesten. Oprindelig stod den som en tre-skibet basilika i fem fag og med et et-fags kor. 1469 lod man koret udvide med to fag og gav det efter gotikkens tradition en polygonal afslutning mod øst. Christian 2. påbegyndte tårnet ved nordsiden af det oprindelige kor, men det blev først afsluttet 1582-94 af Kristoffer Valkendorf.

1530 ændredes hospitalet til en verdslig fattigstiftelse under navnet Byens almindelige Hospital. Helligåndskirken blev i slutningen af 1530rne protestantisk sognekirke, og blandt dens første protestantiske præster var den lærde Niels Hemmingsen. Han erhvervede ca. 1542 sin magistergrad i Wittenberg, hvor Melanchton, en af Luthers nærmeste medarbejdere, havde sit virke. 1543 udnævntes Niels Hemmingsen til professor i græsk ved Københavns Universitet og 1547 fulgte stillingen som sognepræst ved Helliggeist. Hans håndbog i Dogmatik og Moral blev kendt uden for landets grænser.

Som den første af hovedstadens kirker fik Helliggeist 1649 opsat et hollandsk klokkespil, som var på 19 sangklokker og bekostedes af Christian 4. Holberg var ikke begejstret for deres ofte alt for lange bimlen. I Jacob von Tyboe siger Jesper Oldfux: "Han er saa ravgal, at jeg kand bilde ham ind, at han har gjort langt større Bedrifter i Verden end Alexander Magnus, at Printz Absalon er ikke at ligne med ham udi Skønhed, og at hver Gang Sangklokkerne gaar, at det er for et Fruentimmer, som er død af Kiærlighed til ham". Så indbildsk var von Tyboe i hans øjne. 1728 fik branden også fat i tårnet, og for sidste gang hørte borgerne klokkerne spille salmen Afvænd din Vrede, Herre Gud af Naade. Det nuværende klokkespil er fra 1949.

Våbenhuset, som er opført af små røde sten, stammer fra Christian 4.s tid. Den stærkt svungne gavl er i bruksbarok. I portalens gesims ses årstallet 1620 og den har været bestemt for Børsen, men opsattes på Helliggeist omkring 1630. Topstykket bærer Christian 4.s monogram og derover en Helligåndsdue. Kirkens altertavle er udført af Didrick Gercken og skænkedes 1732 af Christian 6. Skulpturerne skyldes Just Wiedewelt. Altertavlen er stærkt påvirket af den tilsvarende i Vor Frelser på Christianshavn, som Nicodemus Tessin tegnede. 1727 leverede Hendrich Krock alterbilledet, hvor Himmelfarten er fremstillet. Hele arrangementet har barokkens vægt på det arkitektoniske og effektfulde.

Historien om Kommunehospitalet og Center for Sundhed og Samfund

Fra gammelt hospital til moderne universitet

Fortalt af Thorkild I. A. Sørensen, Professor i klinisk epidemiologi, Institut for Sygdomsforebyggelse, Region H, Institut for Folkesundhedsvidenskab, KU

"Jeg vil gerne berette lidt om historien bag centeret, men skal straks understrege, at jeg ikke er historiker, så den historie, jeg fortæller jer, er som jeg har fået fortalt den og ser den med de mulige fejl og misforståelser, der kan være i dette. Hvis nogen kender til gode historier om stedet her af almen interesse er I meget velkomne til at fortælle dem til mig personligt på tias@ipm.regionh.dk.

Drømmen om et ny hospital

Koleraen hærgede København indenfor voldene i midten af 1800-tallet. Sygdommen dræbte tusinder og gjorde andre tusinder meget syge og svage.

Datidens hospitaler inde i byen kunne slet ikke klare de mange syge, og drømmen om et hospital, der kunne, hvis epidemien vendte tilbage, opstod.

Chr. Hansen virkeliggør drømmen

Der blev udskrevet en arkitektkonkurrence, men ingen bød.

Den berømte arkitekt, Kgl Bygningsinspektør og professor på Kunstakademiet, Chr. Hansen, var kommet hjem fra Grækenland og blev tilbudt opgaven at tegne et nyt hospital og stå for bygningen af det. Han sagde ja, og gik i gang i 1859.

Det skulle være stort, lyst og med frisk luft omkring sig, også inden i bygningerne. Man fandt grunden udenfor voldene mellem den østre del af gaden, hvor man kunne fare i mag - Øster Farimagsgade - og bredden af Sortedamssøen langs Kærlighedsstien - nu Øster Søgade - hvor Søren Kierkegaard ofte gik sine ture og indimellem mødte den forsmåede Regina med et uudgrundeligt blik.

Chr. Hansen lod sig inspirere af den smukke græsk-byzantiske byggekunst.

Hospitalet kommer til verden

Allerede i september 1863 - fire år senere - stod dette imponerende bygningsværk klar til fremvisning for byens borgere.

Kong Frederik den VII kom på besøg, og fra den 19. september 1863 kunne patienterne modtages, så denne dag regnes for den offcielle åbning.

Først med mangt og meget

Fra starten var det et pionerhospital, der var først i landet med mangt og meget i den lægevidenskabelige udvikling: •Første patologiske institut til undersøgelse af det syge væv •Første øjenafdeling •Første brug af antiseptik mod sårinfektioner •Første brandsårsafdeling •Første fjernelse af en betændt blindtarm •Første røntgenundersøgelser •Første insulinbehandling af sukkersyge udført af Hagedorn, som senere grundlagde Niels Steensens hospital og Nordisk insulinlaboratorium i Gentofte, der blev til NovoNordisk •Første diagnose af blodrop i kranspulsårene hos en levende patient ved den senere professor Warburg •Første undersøgelse af sygdomme i musklerne via deres elektriske signaler, •Første dialyse for nyresvigt •Første dannelse af et koronarafsnit for patienter med blodprop i kranspulsårene ved min egen senere chef, professor Kurt Iversen.

Første studenter i universitetshospitalet i 1873

Ti år efter åbningen blev hospitalet også til et universitetshospital.

Forståelsen af at et universitetshospital både skulle uddanne og forske har været stor i alle årene, og kreative forskningsmiljøer i hospitalet fik deres egne forskningsinstitutter med tilknytning til forskellige afdelinger, så lægerne udover at passe patienterne, som deres hovedopgave, også kunne bidrage til videreudvikling af faget med forskning.

Et skur til Niels Rydberg Finsen's lys

Helt særligt i historien står Niels Rydberg Finsen's opdagelse af kulbuelysets helbredende kraft overfor hudtuberkulose, et nyt princip, som han fik Nobelprisen for i 1903, som den første dansker.

Han fik i 1896 et skur opsat på Kommunehospitalets grund ved udkørslen til Gammeltoftsgade og brugte det til behandlingerne indtil 1901, hvor Finsens Medicinske Lysinstitut blev indviet på Østerbro.

Ligesom i den store verden...

Central i lægevidenskabens udvikling gennem århundreder har været og er stadig det detaljerede kendskab til den raske og den syge krops opbygning, væv og funktion, både i forskning og uddannelse.

... kom der verdensnyheder herfra

Dette skulle også til på Kommunehospitalet, og også her blev der gjort opdagelser, som var verdensnyheder.

Således blev den første vævsprøve af nyrerne taget her af professor Claus Brun, hvilket muliggjorde diagnostik af nyresygdommene på et helt nyt niveau.

Opdagelsen af de store forskningsmuligheder i immunsystemet ved studier af den arveligt pelsløse, nøgne mus, som også mangler brisselen, og dermed en vigtig evne til opbygning af immunforsvaret, blev gjort af professor Jørgen Ryggaard.

Ryggaard opfandt ovenikøbet en ny slags mikroskop beroende på fluoroscens, der gjorde at man kunne se forandringer i vævene, som man ellers var afskåret fra.

I tæt samarbejde med amerikanske forskere lykkedes det professor Fini Schulsinger at påvise en vis arvelige indflydelse på flere alvorlige sindsygdomme, men samtidigt kunne de dermed vise, at der også er andre forhold end arveanlæggene, der kan have betydning.

Kommunehospitalet lukker og slukker

Alt har dog en ende, også dette pragthospital. Vinterens kulde sneg sig ind.

Den nødvendige reorganisering af Københavns Sundhedsvæsen ved dannelsen af H:S, Hovedstadens Sygehusfællesskab, ledet af administrerende direktør, Erik Juhl førte til beslutning i 1995 om at lukke hospitalet.

Det udløste voldsomme borgerprotester, men blev politisk fastholdt med Sundhedsborgmester Lars Engberg i spidsen. Hospitalsledelsen lukkede og slukkede i 1999.

Danskernes dødelighed i 1995

Vi tager lige et lille nødvendigt sidespring, som imidlertid fik afgørende betydning for hvad der videre skulle ske med Kommunehospitalet. I 1995 kom en rappport om danskernes middellevetid, som ikke var rar læsning. Alt for mange danskere døde for tidligt, faktisk ca 6000 for mange i erhversaktiv alder i forhold til andre europæiske lande. Det svarer til styrt af 20 jumbojets med 300 erhvervsaktive passagerer - pr år. Dødeligheden i Danmark var ikke faldet nævneværdigt siden 1960 sammenlignet med et stadigt fald i Finland, Frankrig, Holland, Norge og Sverige.

Det var klart for os i Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, at vi også måtte bidrage til at løse dette problem, men det var også oplagt, at det ikke alene var et lægevidenskabeligt problem, selvom de fleste dødsfald forudgås af svær sygdom. Samfundsbaseret forebyggelse skulle til, som lægeuddannelsen, der i sin natur forkuserer på den enkelte syge person og det biologiske grundlag herfor, ikke giver den fornødne kompetence til.

Der var brug for en betydelig styrkelse og professionalisering af indsatsen i folkesundhedsvidenskaben i bred forstand, så vi tog initiativ til at starte nye uddannelser på dette felt, og de skulle jo også have et sted at være.

Samling af forskning og uddannelse i sundhed og samfund

Så snart lukningen var besluttet i 1995, udløste det overvejelser om hvad man kunne bruge bygningerne til. I Københavns Universitet var den første indskydelse at nu var chancen der for at få det permanent midlertidige KUA flyttet tilbage til midtbyen, men det blev hurtigt klart at dette ville kræve overtagelse af større bygningskomplekser i nabolaget, for eksempel boligblokkene over mod Israels plads eller DSB's hovedkontor i Sølvgade.

Erkendelsen af at en universitær indsats for folkesundheden også måtte indebære et samspil med kompetencer i samfundsvidenskabelige fag ledte til tanken om samling af forskning og uddannelse i sundhed og samfund i et center i disse bygninger. Det blev hurtigt klart, at der var en stor interesse for den idé, også fordi det kunne løse en række andre problemer for institutter i pladsnød, der var unødigt spredt rundt omkring i byen.

Politik, politik og atter politik

Det var dog ikke helt nemt at få ideen til at slå rødder længere inde i byen.

Regeringen arbejdede ganske vist på et folkesundhedsprogram som svar på den stagnerende middellevetid, men en ustyrlig mastodont som et sådant center ville blive med en vrimmel af selvstændigt tænkende, arbejdende og talende forskere og undervisere var måske ikke lige sagen.

Flere af Folketingets politikere fandt dog idéen interessant, og formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Yvonne Herløv Andersen, fremsatte forslag om at danne et sådant center i Folketinget. Der kom en god debat derinde med udtrykt sympati fra flere ordførere, men ak ....

Sundhedsminister Carsten Koch, sekunderet af forskningsminister Jan Trøjborg, gav dog et rungende nej til dette forslag med argumentet om at det ville koste ca. en milliard, og den havde de ikke lige ved hånden.

Salg - men hov - det skal fredes

I 1999 satte H:S så bygningerne til salg, og der ankom 6 bud. Vi sendte også et forslag om at danne et center for sundhed og samfund. Tre af forslagene, inklusive vores, blev dog straks taget af bordet, da der ikke var nogen penge med, som H:S skulle bruge til sin gældsafvikling.

Efter at bygningerne var sat til salg, blev der rejst en fredningssag, og den endte med en kraftig udvidelse af den oprindelige fredning, der kun omfattede de ældste bygninger. Selv det grønne plankeværk ud mod Øster Søgade blev fredet.

To af budgiverne havde i deres bud betinget sig at de kunne rydde søfrontens bygninger og bygge nyt, så de ville ikke længere være med. Kun een budgiver, Ejendomsselskabet Norden, havde vel mest for syns skyld afgivet et ubetinget men så lavt et bud at de ikke havde regnet med at få bygningerne.

Hvad mon det gamle hus kunne bruges til?

Overrumplet over dette, måtte Nordens Direktion jo spørge sig selv, hvad de dog skulle stille op med det gamle hus, nu fredet i næsten alle afkroge og dermed stort set umuligt at ændre på. De var heldigvis straks med på ideen om at overtage vores planer om at danne et Center for Sundhed og Samfund.

Fra servitut til lokalplan

En gammel servitut sagde, at bygningerne skulle anvendes til hospital eller lignende, så den nye idé måtte udløse en lokalplan for området.

Efter en del politisk tumult i Borgerrepræsentationen blev den vedtaget. Konkurrencen stod overfor ønsker om genetablering af hospitalsfunktionerne, som H:S ikke kunne påtage sig, og om indretning af boliger, som jo ville være yderst vanskelig efter fredningen.

Et Center for sundhed og samfund var trods alt også en slags gestus overfor befolkningen, som var skuffet over lukningen af hospitalet. Det ville også politisk give god mening at bygningerne blev brugt til at uddanne de kommende generationer af unge; til at give os et bedre samfund og mere sundhed.

Den hemmelige SEA-ordning

Men hvor skulle universitetet og de andre institutter, der skulle herind dog få pengene fra til at leje sig ind her i private lejemål, og så med den lave husleje? Havde de de penge, som Carsten Koch og Jan Trøiborg ikke kunne finde.

Heldigvis havde en anden del af regeringens ministerier samtidig arbejdet på at løse dette for os i al hemmelighed.

Man indførte en ny hemmelig ordning, SEA-ordningen: Statsinstitutioner som bebor statsejede bygninger fik tilskrevet en husleje til deres budget, som dog straks blev fjernet igen, hvis de blev hvor de var. Ville de derimod flytte kunne de tage pengene med sig, og ville de bo dyrere måtte de selv finde pengene i deres budgetter. Fandt de billigere steder at bo, kunne de beholde pengene på budgettet og bruge dem til noget andet.

SEA-ordningen - også kaldet selvforvaltet ejendomsadministration - var løsningen, der muliggjorde at universitet som statsinstitution kunne flytte ind.

Sådan fik vi et Center for Sundhed og Samfund

Så var det hele på plads, og efter flere års planlægning og ombygning har vi nu omsider fået et Center for Sundhed og Samfund som en ægte universitetscampus midt i vores herlige by.

Bygningernes historie giver noget at leve op til for de nye beboere. KH ånden forventer det, men hjælper også til som en rigtig god ånd.

Thorkild I. A. Sørensen

Vestre Kirkegård (København)

Vestre Kirkegård er en dansk kirkegård, der er beliggende i Københavns Sydhavn på Vesterbro tæt ved Carlsberg. Kirkegården blev indviet i 1870, anlagt og bebygget af blandt andre Hans J. Holm og Edvard Glæsel[1], og er på 537.000m² og dermed Skandinaviens største kirkegård.

Industriens, filosofiens, kunstens og politikkens markante skikkelser er rigt repræsenteret på denne næsten 100 tønder land store kirkegård. Noget ganske særligt er de danske statsministres panteon rundt om søen.

19 britiske forhenværende krigsfanger døde i København i årsskiftet 1918-1919 på vej hjem fra tyske krigsfangelejre. Iblandt var en canadier, en inder og en australier fra Tasmanien. Alle døde af den spanske syge undtagen inderen som fik et hjertetilfælde. Soldaterne fik en militær begravelse, og ”Commonwealth War Grave” gravsten. Et flot mindesmærke blev på Vestre Kirkegård sat til deres ære af danske venner, og blev afsløret af H.N. Andersen i 1920. Her findes desuden begravet 5 britiske sømænd, som døde i tiden efter krigen og som ligeledes blev hædret med ”krigs-gravsten”.

Desuden findes her Danmarks eneste massegrav, hvor mange tusinde tyskere, der døde som flygtninge i Danmark i årene efter befrielsen i 1945, ligger begravet. 4.643 af de 10.250 soldater fra Det Tredje Rige, der er begravet i Danmark, ligger på Vestre Kirkegård. Mange af soldaterne blev begravet efter at de hårdt sårede eller døende var kommet til Danmark fra Østfronten.

Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge bruger hvert år flere hundrede millioner kroner på at lokalisere, identificere, begrave og mindes de hundrede tusindvis af tyske soldater, der faldt og efterlod deres jordiske rester på slagmarker rundt omkring i Europa.

På Vestre Kirkegård findes der to kapelsale i Nordre Kapel – store og lille sal – flot beliggende lige ved søen. Desuden findes en række specialafdelinger i brug, som er tiltænkt særlige befolkningsgrupper: Frelsens Hærs grave, Færøsk Afdeling, grønlandsk afdeling og de muslimske afdelinger. Desuden er der de særlige æresgrave ved søen, som kun kan erhverves efter ansøgning. Endelig ligger ved Vestre Kirkegård også Vestre Katolske Kirkegård og Mosaisk Vestre Begravelsesplads, der er en jødisk kirkegård.

Esajas Kirke

Opført 1903, 1912

Esajas Kirke ligger i Malmøgade på Østerbro i Københavns Kommune.

Kirken er opført 1903-1912 og tegnet af arkitekt Thorvald Jørgensen. Kirken er opført i senromansk stil som en korskirke i røde mursten med granitkvadre i som fundament. Over korsskæringen er et centraltårn med pyramidespir, i østgavlen er en lille apsis, mod vest to tårne med pyramidespir. Hovedindgangen i vest er ad en granitportal, der flankeres af to engle udført af Anders Bundgaard. Kirkeskibet er tredelt. Midterskibet og korsarmene har tøndehvælv, korsskæring og sideskibe har krydshvælv.[1]