Grass Roots

Faddere: Anna, Jens Nielsens Kone i Munkelund Boel Pedersdatter i Tikøb Bent Sørensen fra Langerød Jacob Pedersen og Frederik Pedersen fra Gurre

Ømosen

Til hver gård var ved udskiftningen udlagt omkring 100 tdr. land og en huslod på 6 tdt. land. I Ømosen (=Øerne) fik hver gård en tørvelod omtrent på 2 tdr land. Borsholmgaard havde derimod 254 tdr. ld. og en tørvelod på 6 tdr. ld. ligeledes i Ømosen. Gårdens huslodder lå derimod på overdrevet på ved Horserød Skov. Huslodden til Højgaard (nu Munkhøjgaard) var den tidligere skolelod, der hvor nu Borsholm skole ligger. Alle huslodderne skulle efter gældende lov afstås til husmænd, men da ingen ville have lodderne fra Borsholmgaard, blev de ved gården. Omtrent alle overdrevene til gårdene er nu bortsolgte og tilhører nu parcellister. Omkring 1860 solgte Borsholmgaard Havrevangen og Brøndmarken, hvilke arealer blev tillagt Havegaard.

Før udskiftningen gik om sommeren alle Kreaturer fra hele byen løse i flok og de lod dem gå langt ud over byens grænser, endog helt på den anden side af Teglstrup Hegn. De blev malket på et bestemt sted, som kaldtes for Malkeledet, et navn, det endnu har.

Den 28. januar 1793 udstedtes der kongeligt arvefæsteskøde til "den hæderlige bondemand Jens Nielsen og hans arvinger på den under Cronborg amt beliggende og hidindtil af hannem selv i fæste havende gård i Tikøb sogn, Borsholm By, Højgaard kaldet, af hartkorn 6-2-3-2½, med al dens tilliggende efter den i året 1784 fuldendte udskiftning og jorddeling" ( ). Og dermed gik gården så over i selveje.

Om denne periode og tiden forinden, har Otto Peder Mathiasen (som ejede gården 1873-1916) følgende erindringer:

I mine oldeforældres tid var der mange hjorte, som om sommeren gik og ødelagde den smule sæd, som var på marken, hvorfor bønderne måtte holde en fælles hjorterydder. Det var en skomager, som havde på taget sig det hverv, og han havde bygget en hytte på Munkehøj, hvor han drev sin provision ved siden af , samtidig med at han havde to store hunde der, som ahn sendte efter hjortene, når de kom i sæden. De var nemlig ikke sådan at jage for mennesker, som ofte blev angrebet af dem, navnlig i "brommetiden" lod hanhjortene sig ikke bortjage og det kunne være slemt nok for hundene. Skræderen var dog kun på vagt i sommermånederne, hvor han blev aflønnet af bylauget.

Siden vi nu er ved hjortene, vil jeg fortælle en lille tildragelse som passerede samme skomager Lars Pedersen, kaldet "Hjortshyren". Han boede hvor nu Kistroppens hus ligger, og der havde han i haven nogen grønkål, som en hjort havde fået smag på. Den gik imellem to blommetræer ind i haven. Han satte da en snare imellem blommetræerne, og ud på natten gik hjorten i den opsatte snare. Han dræbte den, slæbte den ind og fik saltet den. En sypige, som var husbestyrer for ham, hjalp ham. Det var nu ikke uden stor straf at dræbe en hjort: Enten livsstraf eller tugthus på livstid !

En søndag kort derefter, var der kogt et stykke og stod på skomagerens bord med en dug over. Da kom pludslig skovfogeden ind ad døren, da han ønskede at skomageren skulle ordne noget fodtøj for ham. De kunne nu ikke få kødet bort, og da skovfogeden havde stået der lidt, sagde han: "Jeg kan fandeme godt lugte hvad du har der", hvorpå han gik hen og tog dugen af kødet. Skomageren blev morderlig bange og tænke: "Nu er det forbi med mig". Imidlertid sagde han til skovfogeden: "Sæt dig hen til bordet og få lidt mad med", og skovfogeden tog til takke med indbydelsen, hvorefter de drak en mængde snapser til. Stemningen blev hurtig god, og dermed var den "hjortesag" til ende. Jens Nielsen solgte i 1810 gården til sin svigersøn Ole Mathiasen. Jens Nielsen døde den 8. oktober 1817. Ole Mathiasen var født i Skibstrup ca 1781, som søn af gmd. Mathias Olsen og hustru Ane Nielsdatter. Han fik skøde på Højgaard efter sin svigerfader den 24. oktober 1810 ( ) mod "at opfylde og i tiden at udbetale til mine børn de i en imellem og under dags dato oprettet aftægtskontrakt bestemte summa ialt 600 rdl, som er købesummen for denne gård." Umiddelbart efter overtagelsen giftede Ole Mathiasen sig med Jens Nielsens datter, Marie Jendatter. Hun døde den 16. september 1865, efter at hun i en årrække havde boet i et lille hus ved gården. Hun havde været enke i mange år, da Ole Mathiassen allerede døde den 16. april 1826. Enken stod derfor for gården i en lang årrække. Først i 1843 solgte hun gården til den ældste søn, Mathias Olsen, der var født 20.09.1811. Fra denne periode har Otto Peder Mathiasen følgende erindinger: Omkring 1820 rasede en frygtelig orkan,s om fældede en stor bøgeskov af gamle træer, lige fra Plejelts gårde til Gurre Sø. Det varede seks år inden træerne blev fjernede, og i den tid var det let at komme til brænde, for når bønderne tog en flaske brændevin med ind til skoven, så fik de to læs brænde med hjem. Af andre begivenheder fortalte min bedstemoder, at i året 1826 var sommeren så tør, at der ikke fandtes vand i byen, hvorfor de måtte trække alle kreaturerne til Gurre Sø for at vande hver dag. Vejen dertil gik over Borsholmgaards mark, derfra over overdrevet til Rødeled ude ved Horserøds marker og derfra videre midt igennem skoven. Det bemærkes, at dengang var overdrevet bevokset med lyng over det hele, og dengang var der ingen murede brønde - de, der fandtes var sat af kampesten. Mathias Olsen måtte give 700 rdl for gården, hvoraf de 609 rdl var arvepart til køberens to søstre. Moderen betingede sig ophold på gården uden hensyn til hvem der ejede den. Mathias Olsen døde 14.04.1866, hvorefter enken, Karen Cathrine Pedersdatter (født i Saunte 28.01.1823) fik tilladelse til at hensidde i uskiftet bo og først i 1873 solgte hun til sin ældste søn, nemlig Otto Peder Mathiasen, f. 7. januar 1847.