Grass Roots

Madam Mangor, egl. Anna Marie Mangor, 1781-1865, dansk kogebogsforfatter. Madam Mangor udgav i 1837 Kogebog for smaa Husholdninger, i 1840 Syltebog for smaa Husholdninger og i 1841 en fortsættelse af kogebogen. Bøgerne blev senere samlet og udkom frem til 1910 i mange oplag. Madam Mangors værk har ingen teoretiske tilgange; det er skabt ud fra praksis, gennemprøvet og nøjagtigt med angivelse af mål og vægt. Det er gennembruddet for kogebøger skrevet til den forudsætningsløse, og det dækkede et stort behov i en periode præget af opbrud og vandringer fra land til by. Hun udgav senere bl.a. en børnebog og i 1864 Kogebog for Soldater i Felten.

Anne Marie Mangor- (1781 – 1865)

Anne Marie Mangor blev som kogebogsforfatterinde kendt under navnet Madam Mangor. Hun udsendte i 1837 anonymt og på eget forlag sin første kogebog, der indeholdt en række forud afprøvede opskrifter med nøjagtig angivelse af mål og tid. Denne første kogebog og de to efterfølgende er blevet anvendt gennem mere end hundrede år og samlet trykt i meget stort oplag.

Værker Kogebog for Soldaten i Felten (1864) Mangors Kogebog for smaa huusholdninger 1876-udgaven. Udkom første gang i 1837.

Cornelius Petersen - En Rigsdagsmand

Cornelius Petersen, Gårdejer, Folketingsmand, Rigsdagsmand og Dannebrogsmand, gift med Dorthea Olesdatter. 13. april 1806 - 17. December 1876. Tip tip oldefar blev 70 år, døde på Kommunehospitalet i København den 17. December 1876. Begraves på Davinde Kirkegård den 23. December 1876. Mindesten står her til minde om Cornelius Petersen, medlem af den store Davinde slægt. Et langt og begivenhedsrigt liv, som vi vil dykke ned i og kigge nærmere på sammen med tip tip oldefars breve og slægt.

Madam Mangor vil være kendt af enhver, der interesserer sig bare en smule for gammeldags madlavning og har en svaghed for antikvariske kogebøger, herunder Madam Mangor, der udgav flere kogebøger, som ivrigt er læst gennem mere end hundrede år. Hendes kogebøger er trykt i rigtig store oplag. Madammens virkelige navn var Anne Marie Mangor, et navn hun havde giftet sig til i ægteskabet med Valentin Nicolai Mangor, søn af stadsfysikus Christian Elovius Mangor. Fruen var født Bang i 1781, som datter af Andreas Bang og Anne Sybille Bang. Andreas Bang var assessor i hof- og stadsretten.

Madam Mangor og hendes mand havde tre plejedøtre. Anine Marie Mangor, gift med Frederik Wilhelm Thiele, justitsråd og kontorchef under Finansministeriet. Johanne Mette Mangor, gift med Rudolph Rothe, inspektør ved De Kongelige Lysthaver og Jutta Mangor, gift med Niels Christian von Lunding, der havde en militær løbebane som kaptajn, kommandør og major.

Slægtskabet mellem Madam Mangor, som vi vil kalde hende, da det er det navn hun er kendt under, og rigsdagsmanden Cornelius Petersen skyldes Madam Mangors mand Valentin Nicolai Mangor. Han var Mads Jepsen Lerches 4 sønnesøn. Mads er bror til Cornelius' 6. tipoldemor, Anna Jepsdatter Lerche.

Valentin døde pludselig i 1812 og fruen stod alene med tre små døtre. Det var et hårdt slag for Madam Manger, der selvsagt nu sad i trange kår med døtrene og noget måtte ske for at skaffe husstanden indtægt. I 1837 udgav hun, 57 år gammel, Kogebog for små Husholdninger. Grundideen for denne senere så uundværlige bog, byggede på optegnelser fra egen husholdning. Nøjagtighed hvad angår mål og vægt kom hende til stor nytte i sine opskrifter.

I 1841 kom en fortsættelse af Kogebog for små Husholdninger og i 1940 en syltebog. Kogebog for Småpiger udkom i 1847. Under krigen 1864 kom Kogebog for soldat i felten, fruen var opsat på at mildne vilkårene for danske soldater i felten. Den lille bog blev uddelt i tusindvis blandt den danske arme.

Men Madam Mangor kunne skrive om andet end mad. Hun nåede også at udgive et par børnebøger. Kogebøgerne vedblev at udkomme efter hendes død i 1865, frem til 1910 i reviderede udgaver, udsendt af hendes arvinger.

Anne Marie Mangor (1781 - 1865) Mangor, Anne Marie

1781-1865, kogebogsforfatter.

*12.7.1781 i Kbh., †16.5.1865 smst.

Forældre: assessor Andreas Bang (1740-1801) og Anna Sybille Terkelsen (1746-1822).

~16.10.1800 med fuldmægtig, grosserer Valentin Nicolai M., *14.4.1770 i Viborg, †4.4.1812 i Kbh., s. af stadsfysicus ◊Christian Elovius M. og Marie Elisabeth Klagenberg.

Plejebørn: Anine Marie (1803), Johanne Methea (1804), Jutta (1807).

AMMs barndomsmiljø var det bedre kbh.ske borgerskab. Hun fik ingen egentlig uddannelse, men erhvervede indsigt i sprog, litteratur, musik, håndarbejde og selskabelige omgangsformer. 19 år gammel blev hun gift med Valentin Nicolai M., en livsglad, musikalsk og vittig ung jurist. Det var kærlighed, der bragte dem sammen, og ægteskabet blev godt og lykkeligt. Da ægtefællen døde i 1812, sad AMM tilbage med tre små piger, en søn var død ved fødslen seks år tidligere. Men familien trådte til og sikrede enken et ordentligt, om end beskedent liv. Hun underviste selv sine piger, opdrog tillige plejebørn og havde skiftende logerende boende.

Som ung og nygift havde AMM stået tøvende over for at føre hus, men hendes enkestand gjorde det nødvendigt, at hun engagerede sig i det praktiske. Hun lavede kludetæpper og andet håndarbejde, som hun solgte, og udviklede sig til at blive endog meget dygtig i et køkken. Hun praktiserede dels for familie og venner, dels hos velstående familiemedlemmer, der holdt stort hus i sommersæsonen. Sine egne og omgangskredsens opskrifter samlede, gennemprøvede og nedskrev hun med nøjagtige mål og tidsangivelser. I 1837 havde hun samlet sine opskrifter til en kogebog. Tidens førende forlægger ◊C.A. Reitzel fik den tilbudt, men afviste manuskriptet. Så tog hun selv fat. Hun fik sin svigersøns broder, bogtrykker Hans Henrik Thiele, til at give kredit på papir og trykning, og bogen udkom på eget forlag i et oplag på 500 eksemplarer. Kogebog for smaa Huusholdninger var titlen, men der var intet forfatternavn på titelbladet. Det kom der snart, for bogen udkom i oplag efter oplag, og nu med forfatternavnet Anne Marie Mangor født Bang. 1840 udsendte hun Syltebog for smaa Huusholdninger og 1842 Fortsættelse af Kogebog for smaa Huusholdninger, også de på eget forlag. Bøgerne kom i talrige oplag, der hver gang var omhyggeligt gennemsete, rettede og supplerede, hvor praksis havde vist et behov. Hun læste selv korrektur, og en del af forklaringen på kogebøgernes succes ligger i denne tætte og nære omhu. Kogebøgerne gav hende tryghed i alderdommen. Hun var 57 år gammel, da den første udkom, og dens succes bestyrkede også hendes selvværd.

“Madam Mangor” skildres af sine samtidige som varmhjertet, udadvendt og uforfærdet. Hun var centrum i et hjem, hvor tonen var lys, venlig og præget af hengivenhed. Hun fik efterhånden sine tre døtre gift, blev bedstemoder og samlingspunkt for børn, børnebørn og talrige venner og deres børn. AMM var en handlingens kvinde, og børnebørnenes ankomst fik hende til at skrive En Bedstemoders Fortællinger for sine Børnebørn, 1843, og Kogebog for smaa Piger, 1848. En enkelt skønlitterær bog blev det også til, Tante Cousine fra 1852. Da Danmark i 1864 kom i krig med Tyskland, gav hun sin harme og angst afløb ved at skrive Kogebog for Soldaten i Felten, 1864. Bogen forærede hun væk til hæren i tusindvis af eksemplarer som et udtryk for sin fædrelandskærlighed.

AMMs kogebog er ikke stor og genial. Den opsamler, hvad der var fremme i tiden, og gennem de mange reviderede oplag udvikledes den stille og langsomt. Bogen var rettet mod borgerlige husholdninger, der serverede mindst to retter til middag hver dag, og som holdt mange selskaber, hvor husets formåen skulle fremvises. Der var masser af dagligmad, drøjende for- og resteretter, men også retter beregnet til fest og gæstebud. “Man tager et Sølvfad,” er en talemåde, som henføres til Madam Mangor, men hun har aldrig anvendt udtrykket. Eftertiden har tillagt hende et skær af ødselhed, som der intet hold er i. Hendes køkken var jævnt og beskedent, på grænsen til det kedsommelige. Var hun således ikke ødsel, så var hun redelig. De retter, der skulle være flotte, var det, og de beskedne var beskedne. AMMs kogebøger fik lang levetid og stor udbredelse. De blev efter hendes død i 1865 fortsat revideret og udsendt af hendes arvinger helt frem til 1910, hvor kogebogen og dens fortsættelse udkom samlet i 40. oplag. At netop hendes værk blev stående, skyldes en lykkelig forening af hendes kvaliteter og tidens behov. Det landlige Danmark var under forandring, og de gammeldags forrådshusholdningers erfaringer kom til kort i en byhusholdning. Spisevanerne ændrede sig, den gammeldags søbemad blev erstattet af middagsmad med sovs og kartofler, forretter til hverdag og dessert om søndagen. Da AMM fik eget hjem ved giftermålet, må det have været med åbent ildsted. Hvornår hun selv har fået komfur, ved vi ikke, men gennem kogebøgernes mange oplag kan vi følge opskrifternes gradvise tilpasning til den nye teknik. I denne opbrudstid udkom hendes kogebøger. De kostede ikke mere, end de fleste havde råd til dem, både fruerne og de tjenestepiger, der kom ind fra landet og skulle fungere i en byhusholdning. Dem alle hjalp hun omhyggeligt og redeligt. Man kunne stole på Madam Mangor.

Mal. fra 1835 af C.A. Jensen. Mal. fra 1846 af Em. Bærentzen. Foto i KB.

Ritt Bjerregaard (red.): Heltindehistorier, 1983. Madam Mangors bedste, 1966.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Else-Marie Boyhus

Kirkegårdens historie

I 1711 var København blevet ramt af endnu en epidemi "Den sorte død", som alene tog 23.000 liv, og der måtte i hast anlægges seks pest- eller assistenskirkegårde i byens udkant, men stadig inden for voldene. De var imidlertid slet ikke fyldestgørende. Bare på Holmens Kirkes gravplads lå kisterne ovenpå jorden og udbredte sådan en stank, at Søværnet fik besked om at affyre kanoner på området for at skabe bevægelse i luften og tilsløre stanken noget med krudtrøg.

Det var først i 1760 lang tid efter epidemien, at man besluttede at sløjfe de seks overfyldte og farlige pestkirkegårde. En sumpet mark på den anden side af Søerne blev udlagt til en ny og større assistenskirkegård. Der blev dyrket tobak på marken, men nu blev den forsynet med en ringmur og udlagt som kirkegård.[1] Det bedre borgerskab afholdt sig imidlertid fra at blive begravet på et så fjernt og øde sted, så kirkegården var fortrinsvis fattigkirkegård. Det ændredes i 1785 da krigskancellisekretær Johan Samuel Augustin bad om at blive stedt til hvile på Assistens Kirkegård. Flere fra de øvre klasser fulgte hans eksempel, og efter den tid blev stedet mondænt. Det endte endda med, at københavnerne begyndte at tage på udflugt til kirkegården med madkurv og medbragt te.

I 1804 opdagedes ved en tilfældighed at graverne på kirkegården var involveret i organiseret gravrøveri. Bl.a. florerede den historie, at den unge Giertrud Birgitte Bodenhoff, som blev begravet på kirkegården i 1798, kun havde været skindød, og natten efter sin begravelse var blevet vækket af gravrøverne, da de ville tage hendes smykker, hvorefter de myrdede hende.[2] Året efter gravrøvernes anholdelse blev en kommission nedsat, der skulle se på de generelle forhold på kirkegården. Kommissionen formulerede bl.a. en instruks, hvori det blev forbudt at "Æde- og Drikkevarer falholdes eller fortæres paa Kirkegaarden, eller at der paa samme holdes Musik eller foretages noget, der ligner Lystighed." I samme forbindelse blev de store massive træporte ind til kirkegården udskiftet med de store gitterlåger som stadig anvendes. Det udførtes så det var sværere for folk at snige sig rundt uset på kirkegården om natten.[3] Derudover blev det i 1813 forbudt graverne at sælge spiritus til besøgende.

Som det største grønne område på Nørrebro er Assistens Kirkegård blevet et yndet opholdssted for bydelens beboere. Om sommeren ses således solbadende både på selve kirkegården og i Hans Tavsens Park, som ligger langs med kirkegårdens sydvestlige side.

Madam Mangor, egl. Anna Marie Mangor, 1781-1865, dansk kogebogsforfatter. Madam Mangor udgav i 1837 Kogebog for smaa Husholdninger, i 1840 Syltebog for smaa Husholdninger og i 1841 en fortsættelse af kogebogen. Bøgerne blev senere samlet og udkom frem til 1910 i mange oplag. Madam Mangors værk har ingen teoretiske tilgange; det er skabt ud fra praksis, gennemprøvet og nøjagtigt med angivelse af mål og vægt. Det er gennembruddet for kogebøger skrevet til den forudsætningsløse, og det dækkede et stort behov i en periode præget af opbrud og vandringer fra land til by. Hun udgav senere bl.a. en børnebog og i 1864 Kogebog for Soldater i Felten.

Anne Marie Mangor- (1781 – 1865)

Anne Marie Mangor blev som kogebogsforfatterinde kendt under navnet Madam Mangor. Hun udsendte i 1837 anonymt og på eget forlag sin første kogebog, der indeholdt en række forud afprøvede opskrifter med nøjagtig angivelse af mål og tid. Denne første kogebog og de to efterfølgende er blevet anvendt gennem mere end hundrede år og samlet trykt i meget stort oplag.

Værker Kogebog for Soldaten i Felten (1864) Mangors Kogebog for smaa huusholdninger 1876-udgaven. Udkom første gang i 1837.

Cornelius Petersen - En Rigsdagsmand

Cornelius Petersen, Gårdejer, Folketingsmand, Rigsdagsmand og Dannebrogsmand, gift med Dorthea Olesdatter. 13. april 1806 - 17. December 1876. Tip tip oldefar blev 70 år, døde på Kommunehospitalet i København den 17. December 1876. Begraves på Davinde Kirkegård den 23. December 1876. Mindesten står her til minde om Cornelius Petersen, medlem af den store Davinde slægt. Et langt og begivenhedsrigt liv, som vi vil dykke ned i og kigge nærmere på sammen med tip tip oldefars breve og slægt.

Madam Mangor vil være kendt af enhver, der interesserer sig bare en smule for gammeldags madlavning og har en svaghed for antikvariske kogebøger, herunder Madam Mangor, der udgav flere kogebøger, som ivrigt er læst gennem mere end hundrede år. Hendes kogebøger er trykt i rigtig store oplag. Madammens virkelige navn var Anne Marie Mangor, et navn hun havde giftet sig til i ægteskabet med Valentin Nicolai Mangor, søn af stadsfysikus Christian Elovius Mangor. Fruen var født Bang i 1781, som datter af Andreas Bang og Anne Sybille Bang. Andreas Bang var assessor i hof- og stadsretten.

Madam Mangor og hendes mand havde tre plejedøtre. Anine Marie Mangor, gift med Frederik Wilhelm Thiele, justitsråd og kontorchef under Finansministeriet. Johanne Mette Mangor, gift med Rudolph Rothe, inspektør ved De Kongelige Lysthaver og Jutta Mangor, gift med Niels Christian von Lunding, der havde en militær løbebane som kaptajn, kommandør og major.

Slægtskabet mellem Madam Mangor, som vi vil kalde hende, da det er det navn hun er kendt under, og rigsdagsmanden Cornelius Petersen skyldes Madam Mangors mand Valentin Nicolai Mangor. Han var Mads Jepsen Lerches 4 sønnesøn. Mads er bror til Cornelius' 6. tipoldemor, Anna Jepsdatter Lerche.

Valentin døde pludselig i 1812 og fruen stod alene med tre små døtre. Det var et hårdt slag for Madam Manger, der selvsagt nu sad i trange kår med døtrene og noget måtte ske for at skaffe husstanden indtægt. I 1837 udgav hun, 57 år gammel, Kogebog for små Husholdninger. Grundideen for denne senere så uundværlige bog, byggede på optegnelser fra egen husholdning. Nøjagtighed hvad angår mål og vægt kom hende til stor nytte i sine opskrifter.

I 1841 kom en fortsættelse af Kogebog for små Husholdninger og i 1940 en syltebog. Kogebog for Småpiger udkom i 1847. Under krigen 1864 kom Kogebog for soldat i felten, fruen var opsat på at mildne vilkårene for danske soldater i felten. Den lille bog blev uddelt i tusindvis blandt den danske arme.

Men Madam Mangor kunne skrive om andet end mad. Hun nåede også at udgive et par børnebøger. Kogebøgerne vedblev at udkomme efter hendes død i 1865, frem til 1910 i reviderede udgaver, udsendt af hendes arvinger.

Anne Marie Mangor (1781 - 1865) Mangor, Anne Marie

1781-1865, kogebogsforfatter.

*12.7.1781 i Kbh., †16.5.1865 smst.

Forældre: assessor Andreas Bang (1740-1801) og Anna Sybille Terkelsen (1746-1822).

~16.10.1800 med fuldmægtig, grosserer Valentin Nicolai M., *14.4.1770 i Viborg, †4.4.1812 i Kbh., s. af stadsfysicus ◊Christian Elovius M. og Marie Elisabeth Klagenberg.

Plejebørn: Anine Marie (1803), Johanne Methea (1804), Jutta (1807).

AMMs barndomsmiljø var det bedre kbh.ske borgerskab. Hun fik ingen egentlig uddannelse, men erhvervede indsigt i sprog, litteratur, musik, håndarbejde og selskabelige omgangsformer. 19 år gammel blev hun gift med Valentin Nicolai M., en livsglad, musikalsk og vittig ung jurist. Det var kærlighed, der bragte dem sammen, og ægteskabet blev godt og lykkeligt. Da ægtefællen døde i 1812, sad AMM tilbage med tre små piger, en søn var død ved fødslen seks år tidligere. Men familien trådte til og sikrede enken et ordentligt, om end beskedent liv. Hun underviste selv sine piger, opdrog tillige plejebørn og havde skiftende logerende boende.

Som ung og nygift havde AMM stået tøvende over for at føre hus, men hendes enkestand gjorde det nødvendigt, at hun engagerede sig i det praktiske. Hun lavede kludetæpper og andet håndarbejde, som hun solgte, og udviklede sig til at blive endog meget dygtig i et køkken. Hun praktiserede dels for familie og venner, dels hos velstående familiemedlemmer, der holdt stort hus i sommersæsonen. Sine egne og omgangskredsens opskrifter samlede, gennemprøvede og nedskrev hun med nøjagtige mål og tidsangivelser. I 1837 havde hun samlet sine opskrifter til en kogebog. Tidens førende forlægger ◊C.A. Reitzel fik den tilbudt, men afviste manuskriptet. Så tog hun selv fat. Hun fik sin svigersøns broder, bogtrykker Hans Henrik Thiele, til at give kredit på papir og trykning, og bogen udkom på eget forlag i et oplag på 500 eksemplarer. Kogebog for smaa Huusholdninger var titlen, men der var intet forfatternavn på titelbladet. Det kom der snart, for bogen udkom i oplag efter oplag, og nu med forfatternavnet Anne Marie Mangor født Bang. 1840 udsendte hun Syltebog for smaa Huusholdninger og 1842 Fortsættelse af Kogebog for smaa Huusholdninger, også de på eget forlag. Bøgerne kom i talrige oplag, der hver gang var omhyggeligt gennemsete, rettede og supplerede, hvor praksis havde vist et behov. Hun læste selv korrektur, og en del af forklaringen på kogebøgernes succes ligger i denne tætte og nære omhu. Kogebøgerne gav hende tryghed i alderdommen. Hun var 57 år gammel, da den første udkom, og dens succes bestyrkede også hendes selvværd.

“Madam Mangor” skildres af sine samtidige som varmhjertet, udadvendt og uforfærdet. Hun var centrum i et hjem, hvor tonen var lys, venlig og præget af hengivenhed. Hun fik efterhånden sine tre døtre gift, blev bedstemoder og samlingspunkt for børn, børnebørn og talrige venner og deres børn. AMM var en handlingens kvinde, og børnebørnenes ankomst fik hende til at skrive En Bedstemoders Fortællinger for sine Børnebørn, 1843, og Kogebog for smaa Piger, 1848. En enkelt skønlitterær bog blev det også til, Tante Cousine fra 1852. Da Danmark i 1864 kom i krig med Tyskland, gav hun sin harme og angst afløb ved at skrive Kogebog for Soldaten i Felten, 1864. Bogen forærede hun væk til hæren i tusindvis af eksemplarer som et udtryk for sin fædrelandskærlighed.

AMMs kogebog er ikke stor og genial. Den opsamler, hvad der var fremme i tiden, og gennem de mange reviderede oplag udvikledes den stille og langsomt. Bogen var rettet mod borgerlige husholdninger, der serverede mindst to retter til middag hver dag, og som holdt mange selskaber, hvor husets formåen skulle fremvises. Der var masser af dagligmad, drøjende for- og resteretter, men også retter beregnet til fest og gæstebud. “Man tager et Sølvfad,” er en talemåde, som henføres til Madam Mangor, men hun har aldrig anvendt udtrykket. Eftertiden har tillagt hende et skær af ødselhed, som der intet hold er i. Hendes køkken var jævnt og beskedent, på grænsen til det kedsommelige. Var hun således ikke ødsel, så var hun redelig. De retter, der skulle være flotte, var det, og de beskedne var beskedne. AMMs kogebøger fik lang levetid og stor udbredelse. De blev efter hendes død i 1865 fortsat revideret og udsendt af hendes arvinger helt frem til 1910, hvor kogebogen og dens fortsættelse udkom samlet i 40. oplag. At netop hendes værk blev stående, skyldes en lykkelig forening af hendes kvaliteter og tidens behov. Det landlige Danmark var under forandring, og de gammeldags forrådshusholdningers erfaringer kom til kort i en byhusholdning. Spisevanerne ændrede sig, den gammeldags søbemad blev erstattet af middagsmad med sovs og kartofler, forretter til hverdag og dessert om søndagen. Da AMM fik eget hjem ved giftermålet, må det have været med åbent ildsted. Hvornår hun selv har fået komfur, ved vi ikke, men gennem kogebøgernes mange oplag kan vi følge opskrifternes gradvise tilpasning til den nye teknik. I denne opbrudstid udkom hendes kogebøger. De kostede ikke mere, end de fleste havde råd til dem, både fruerne og de tjenestepiger, der kom ind fra landet og skulle fungere i en byhusholdning. Dem alle hjalp hun omhyggeligt og redeligt. Man kunne stole på Madam Mangor.

Mal. fra 1835 af C.A. Jensen. Mal. fra 1846 af Em. Bærentzen. Foto i KB.

Ritt Bjerregaard (red.): Heltindehistorier, 1983. Madam Mangors bedste, 1966.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Else-Marie Boyhus

Kirkegårdens historie

I 1711 var København blevet ramt af endnu en epidemi "Den sorte død", som alene tog 23.000 liv, og der måtte i hast anlægges seks pest- eller assistenskirkegårde i byens udkant, men stadig inden for voldene. De var imidlertid slet ikke fyldestgørende. Bare på Holmens Kirkes gravplads lå kisterne ovenpå jorden og udbredte sådan en stank, at Søværnet fik besked om at affyre kanoner på området for at skabe bevægelse i luften og tilsløre stanken noget med krudtrøg.

Det var først i 1760 lang tid efter epidemien, at man besluttede at sløjfe de seks overfyldte og farlige pestkirkegårde. En sumpet mark på den anden side af Søerne blev udlagt til en ny og større assistenskirkegård. Der blev dyrket tobak på marken, men nu blev den forsynet med en ringmur og udlagt som kirkegård.[1] Det bedre borgerskab afholdt sig imidlertid fra at blive begravet på et så fjernt og øde sted, så kirkegården var fortrinsvis fattigkirkegård. Det ændredes i 1785 da krigskancellisekretær Johan Samuel Augustin bad om at blive stedt til hvile på Assistens Kirkegård. Flere fra de øvre klasser fulgte hans eksempel, og efter den tid blev stedet mondænt. Det endte endda med, at københavnerne begyndte at tage på udflugt til kirkegården med madkurv og medbragt te.

I 1804 opdagedes ved en tilfældighed at graverne på kirkegården var involveret i organiseret gravrøveri. Bl.a. florerede den historie, at den unge Giertrud Birgitte Bodenhoff, som blev begravet på kirkegården i 1798, kun havde været skindød, og natten efter sin begravelse var blevet vækket af gravrøverne, da de ville tage hendes smykker, hvorefter de myrdede hende.[2] Året efter gravrøvernes anholdelse blev en kommission nedsat, der skulle se på de generelle forhold på kirkegården. Kommissionen formulerede bl.a. en instruks, hvori det blev forbudt at "Æde- og Drikkevarer falholdes eller fortæres paa Kirkegaarden, eller at der paa samme holdes Musik eller foretages noget, der ligner Lystighed." I samme forbindelse blev de store massive træporte ind til kirkegården udskiftet med de store gitterlåger som stadig anvendes. Det udførtes så det var sværere for folk at snige sig rundt uset på kirkegården om natten.[3] Derudover blev det i 1813 forbudt graverne at sælge spiritus til besøgende.

Som det største grønne område på Nørrebro er Assistens Kirkegård blevet et yndet opholdssted for bydelens beboere. Om sommeren ses således solbadende både på selve kirkegården og i Hans Tavsens Park, som ligger langs med kirkegårdens sydvestlige side.