Grass Roots

J. M. Thielesvej 6, st.

Tartinisvej 14, 2. tv.

Historien er udateret, formentlig bragt i Thisted Lokalblad september 1995.

Fra Rigmor Grass, Bille Brahesvej 10, 2, t.v., Frederiksberg, har vi modtaget denne historie om 60 år som københavnsk feriebarn i Thy:

En solskinshistorie....

Sommerferien står for døren for skolepigen Rigmor. Indnu en kedelig sommer på den hede stenbro. Men heldigvis er der en herre ved navn Østrup - hovedmand for, at tusinder af børn kom på landet. Man skule bare henvende sig på Lollandsvej Skole og få en billet til returrejse helt til Jylland. Endelig oprandt dagen, den 23. juni 1935 om morgenen kl. 6 på Hovedbanegården, hvor far fandt frem til togvognen med skiltet »Thisted« uden på. Perronen summede af glade børn. Klovner fra fabrikken Kanold flødekarameller overøste os med godter og balloner. Jo, der var rigtig fest. Endelig satte toget sig i gang. Det gik langsomt, men sikkert med stop ved næsten hver station for at samle børn op indtil vi kom til Kalundborg. Her gik vi til færgen, som på ca. fire timer sejlede os til Aarhus. Derefter gik vi til toget, som så førte os videre frem til bestemmelsesstedet: Snedsted. Klokken var da 21. Trætte, men fattede stod vi af og så at toget, som fra start var på en snes vogne, nu var smuldret til kun fire vogne på vej til Thisted. Så stod vi der på stationen med billetten om halsen, som en anden udstillingsvare med navn på, og så kom der et nygift ægtepar på 22-23 år og spurgte, om jeg var Rigmor. Det bekræftede jeg, og nu gjaldt det om at få fat i min stærke papkasse med et godt solidt bånd om, som indeholdt mit tøj, og få den båret ud til jumpen, som holdt udenfor stationen. Med jumpen kørte vi hjem til en nybygget gård, som bar navnet »Havholm«. Dens ejere var Sigrid og Martinus Sørensen. Gården blev mit andet hjem i 60 år. Ligemeget, hvornår man skrev, man havde ferie, var man hjertelig velkommen. Det gælder også resten af familien, som efterhånden er blevet stor. Når jeg tænker tilbage på det første år, havde familien ingen børn. Men indenfor tre år var der først to piger og så en dreng. Min familie kom også på ferie og nød godt af deres gæstfrihed. Krigen kom og fik ende i 1945. Tiden gik, og familien ville gerne nærmere byen. Så købte de en gård nær ved stationen, »Højvang«, og her fejrer parret sølvbryllup. Aarene går og helbredet er ikke, hvad det har været. Gården bliver solgt og et dejligt hus på Søndergade midt i byen købt. Stadigvæk er jeg og min familie på besøg. Martinus får arbejde som aflæser for kommunen. Han er også formand for husmandsforeningen og pensionsforeningen. Ingrid blev hjemmehjælper i en del år. Aarene går stadig. Huset bliver for stort. De køber et etplanshus på vejen - nok til to ældre mennesker, som snart har guldbryllup. Guldbrylluppet bliver fejret med maner. Martinus er desværre ikke mere. En god familiefar var han. Gode minder. Tankerne ruller. I taknemmelighed for mange gode stunder og gode minder ønsker jeg Sigrid Sørensen en rigtig god dag i familiens nærhed, når hun på mandag, den 25. september fylder 82 år.

Artikel i Hjemmet nr. 1/2002, skrevet af Sven-Ove Kjældgaard

Da Rigmor Grass og Sigrid Sørensen mødtes første gang, skrev vi 1935, og Rigmor var en københavnsk skolepige på bare ni år. Nu er Rigmor 75, og hun holder stadig ferie hos Sigrid i Thy.

Afskedsstunden var lidt mere højtidelig i fjor end de godt 60 gange, vi tidligere havde sagt farvel til hinanden efter en dejlig, lang ferie. Helbredet en ikke, hvad det han været hos nogen af os. Så jeg tror, vi tænkte det samme, da vi en dag sids juli 2000 sagde farvel på jernbanestationen i Snedsted nær Thisted i Thy, inden jeg skulle med toget hjem til København:

• Dette var formentlig sidste gang, vi havde holdt ferie sammen. Det var måske endda sidste gang, at vi så hinanden overhovedet. Der rullede nogle små tårer ned ad vores efterhånden runde kinder, mens vi knugede hinandens hænder. Så var det tid fore om bord på toget og vinke farvel. Men i sidste øjeblik sagde vi alligevel ?på gensyn?. Af gammel vane. Ordene kommer fra den 75-årige Rigmor Grass. Og det gik ikke, som hun og hendes nu 88-årige feriemor, Sigrid Sørensen, havde frygtet. Hjemme i København gik Rigmor og sloges med leddegigt og andre småskavanker. Og hun vidste, at den bedst tænkeligein mod dårligdommene var et gensyn med Sigrid Sørensen, dennes tre voksne børn og deres børn.

Bleg københavnerpige Rigmor Grass skrev for nogle år siden en hyldest til Sigrid Sørensen i et lokalt dagblad som tak for mange gode feriestunder og et godt venskab. En hyldest til en familie, der havde delt sulet fra saltkarrene med en vildfremmed københavnerpige dengang i 1930'erne hvor middagsmad ikke altid var en selvfølge. Vi har lånt lidt fra Rigmors læserbrev hvor hun fortæller om sit første møde med Thy og det unge landmandsægtepar, Sigrid og Martinus Sørensen. Aaret en 1935. Hun en bane ni år. ?Sommerferien står for døren for skolepigen Rigmor. Endnu et par kedelige skolefri måneder venter med den hede stenbro som eneste legeplads. Men heldigvis er der en herre ved navn Østrup, der sørger for at tusinder af københavnerbørn kommer på landet. Det år var jeg blandt de heldige, der havde fået udleveret returbillet til en god, tiltrængt ferie. Vor lokale præstefrue havde rodet sine skuffer og skabe godt igennem og fundet lidt tøj, der passede mig, så jeg kunne tage mig nogenlunde ud i det. Endelig oprandt rejsedagen den 23. juni. Min far fulgte mig ind på Hovedbanegården kl. 6 og fandt frem til togvognen med skiltet ?Thisted?. Min sparsomme bagage lå i en papkasse. Perronen summede af liv. Udklædte klovner fra en flødekaramelfabrik overøste os børn med godter og balloner. Og så var der endelig afgang. Vi vinkede ud ad vinduerne, til vi ikke længere kunne se vore kære på perronen. Mange af os længtes vist alle i samme sekund de forsvandt af syne. Så tog forventningerne over med både glæde og betænkelighed. Vi havde alle det samme spørgsmål i baghovedet: Hvordan var de folk, vi skulle bo hos i fire-fem uger? Hvordan var børnene på egnen? Det eneste, vi vidste om Jylland, var, at maden var god. Den glædede vi os til. Rejsen gik via Kalundborg med færge til Aarhus. Derfra sneglede vi os af sted tværs over Jylland med ophold på så godt som hver eneste lille station, hvor en eller flere af os blev sat af. Endelig ved 21-tiden blev der råbt: Næste station Snedsted. Min station. ? Rigmor Grass husker stadig tydeligt sin forknytte hjertebankende nervøsitet, da hun steg af toget i ?det vilde vesten?. Hun kiggede sig om og ventede at finde et midaldrende ægtepar måske med et par børn ventende på sig. Men pludselig stod et helt par foran hende. Det unge ægtepar bød hende velkommen med en varm hjertelighed, der straks fik hende til at føle sig tryg. Her startede et ubrydeligt venskab mellem to familier. Et venskab, der på enkelte områder fik afgørende betydning for deres liv.

Bugt med barnlighed Rigmors feriebesøg var således formentlig årsag til, at Sigrid og Martinus fik bugt med den barnløshed, de frygtede skulle blive deres ægteskabs svøbe, selv om de kun havde været gift et par år. I alt fald fik Sigrid og Martinus tre børn i løbet afende tre år - Grethe, Elly og Vagn, som stadig er Rigmors reservesøskende. Men tilbage til Rigmors første møde med familien Sørensen. Uden for stationsbygningen ventede ægteparrets søndagskøretøj en hestetrukket såkaldt jumbe, en tohjulet ?sportsvogn? med kun en hestekraft. Turen gik direkte i skridt-gang de fire kilometer til parrets gård ?Havholm?, mens snakken mellem de sindigyboer og den hurtige københavner fandt et naturligt leje. Jeg har altid haft sprogøre, så jeg faldt hurtigt ind i deres Thymål. Jeg har også altid været glad for dyr og lært mig en masse om alle slags. Men der var nu alligevel noget, jeg ikke var klar over, mindes Rigmor, mens den nu 88-årige Sigrid og døhe og Elly alle bryder ud i latter ved et veldækket frokostbord i Sigrids hus i Snedsted, som hun nu bor alene i efter sin mands død. Rigmor fortæller:

• Da vi kom hjem fra stationen, skulle jeg selvfølgelig straks over og se dyrene i staldene. En so lå med sine små næsten nyfødte grise. Det kunne jeg ikke stå for, så jeg tog en af dem op for at nussepusse. Det mente soen ikke var nogen god idé. Sl angreb, men nåede dog ikke at gøre mig fortræd, inden jeg fik hendes lille gris sat tilbage hos hende. Siden blev vi fine venner, soen og jeg, ligesom jeg lærte alle de andre dyr godt at kende.
• Vi var fra den første dag fulde af beundring over den energi og tjenstvillighed, Rigmor udviste, fortsætter Sigrid Sørensen det verbale mindealbum. - Hun spurgte altid om, hvad hun nu kunne hjælpe med. Og vi følte absolut ikke, at hendes arbejdsir var nogen pligt, hun følte som tak for kost og logi. Hun var ligeglad med, om hun skulle med ud at stable tørv i mosen eller hjælpe med at bage en kage. Bare hun fik noget at bestille. Og det fik hun. Ikke mindst de følgende sommerferier, da Grethe, Elly og Vagn kom dumpende, og jeg godt kunne bruge lidt aflastning i form af en pålidelig barnepige.
• Jeg kan endnu huske, hvordan Rigmor det følgende år straks gik i gang med at passe vor næsten nyfødte Grethe. Hun tog på familiebesøg med Grethe i barnevognen. Gik de syv-otte kilometer ad dårlige markveje. Uden at kny. Men blev også glad, når mitede dem hjem til aften med hestevognen. Så sad hun på bagsmækken og holdt i barnevognens håndtag, mens de bumpede hjemad og snakkede løs. Det var et dejligt syn, når jeg kunne følge dem fra køkkenvinduet langt ude på markvejen og glæde mig til at ind på gårdspladsen. Rigmor blev ved at komme til Snedsted, selv om hun fik mand og børn. De var nemlig også velkomne hos Sørensens nordenfjords. Både Rigmors mand og Martinus er døde. Men Rigmor og Sigrid er stadig uadskillelige. Skæbnen har ikke nænnet at skille dem og deres børn og børnebørn. Og der skal ske mange mærkelige ting, hvis ikke en københavner bliver hjulpet af toget med sin rollator igen til næste år på Snedsted station og mødes af et familiekor, der siger: Hej, Rigmor. Hjertelig velkommen til Thy.