Grass Roots

Vestgrønningen 16, matr.nr. 72 Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

Første beboere her var Isbrandt Jansen og hustru Nele Tønnesen Raagaard. Han var lodssøn fra Strandlinien, og hun var fra en gård i St. Magleby. De blev gift 1727 i Tårnby kirke, hvilket var ret usædvanligt, men Nele havde et par søskende, der var gift og bosat på gårde i Tårnby sogn, så måske har en af dem holdt hendes bryllup. Isbrandt, der var skipper, antog snart Raagaard-navnet som tilnavn.

Isbrandt og Nele fik tre sønner og to døtre, men døtrene giftede sig aldrig og blev boende i barndomshjemmet. Ældste søn, Jan, blev styrmand, men da han var i 40-års alderen, forsvandt han fra Dragør. Næstældste søn, Tønnes, var også styrmand. Han slog sig ned i Christiania i Norge og sejlede med sin morbroder, skipper Tønnes Tønnesen Raagaard, der var gift og bosat her, men den unge Tønnes døde allerede i 1755.

Yngste søn, Cornelis, blev også styrmand. Han giftede sig ikke, men blev boende i barndomshjemmet sammen med sine to søstre. Han kom som skipper til at sejle en del på Vestindien med store københavnske skibe som fregatten "St. Johannes" på 118 læster og fregatten "Generalinde Clausen" på 106½ læster. Hans videre skæbne kendes dog ikke. I 1804 døde Marchen Isbrandtsdatter som den sidste af Isbrandt og Neles hjemmeboende børn.

Huset gik derefter over til Dirch Jansen Dirchs (eller Dirch Jansen Albert) og hustru Marchen Crilles Tønnesen. Han var skipper, og hun var jordemoder. De rev det gamle hus ned og byggede en ny flot ejendom i to fulde etager, men førstesalen blev ikke færdiggjort på grund af de dårlige konjunkturer under Englandskrigen og statsbankerotten i 1813. Endnu i 1840 var førstesalen ikke indrettet.

Dirch og Marchen fik tre sønner. Jan, født 1807, forblev som ugift sømand i barndomshjemmet hele sit liv. Den næste søn, Jacob, blev adopteret af sin farfars kusine, Trein Pieter Bacher, i Vestgrønningen 3. Hun var barnløs og enke efter skipper Jacob Andersen Mørch. Jacob Dirchsen tog herefter tilnavnet Mørch og arvede Vestgrønningen 3. Yngste søn, Crilles Dirchsen Albert, levede i 1834, men hans skæbne er ukendt.

Dirch Jansen Albert døde i 1838 og hans kone 3 år tidligere. Herefter overgik huset til skipper Crilles Carlsen Jans fra genbohuset Vestgrønningen 18.

Vestgrønningen Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

Dragørs gamle grænse mod vest lå langs Vestgrønningen, som var et åbent areal.

Vest for byen lå kun ejendommene Elisenborg og gården på Stautz Allé. I 1741 var Dragør Skoles bygning kommet til. Skolens placering var bestemt af lodsernes krav om, at der ikke måtte bygges i en vis afstand fra den gamle bydels vestlige grænse. De havde brug for uhindret at kunne navigere efter nogle sømærker, der stod nord for byen.

Vejens bredde på hele 45 meter var derfor ikke et udtryk for storstadsdrømme blandt dragøerne, men derimod en naturlig og praktisk foranstatning.

I 1906 – da lodserne for længst havde fået andre mærker at styre efter - tog foreningen Dragørs Fremme initiativ til at beplante Vestgrønningen med lindetræer, og kommunen påtog sig at regulere vejen, som den fik den boulevard-agtige karakter, der har idag. Samtidig tilskyndede man grundejerne ud til vejen at anlægge små haver.

I 1960’erne blev Vestgrønningen præget af trafikken til sverigesfærgerne og langs vejen blev der anlagt parkeringspladser, i forbindelse med at den gamle bydel blev gjort bil-fri. Den voksende trafik gjorde det nødvendigt at flytte fastelavnsridningen, der i mange år var holdt på Vestgrønningen.

Vestgrønningen 16, matr.nr. 72 Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

Første beboere her var Isbrandt Jansen og hustru Nele Tønnesen Raagaard. Han var lodssøn fra Strandlinien, og hun var fra en gård i St. Magleby. De blev gift 1727 i Tårnby kirke, hvilket var ret usædvanligt, men Nele havde et par søskende, der var gift og bosat på gårde i Tårnby sogn, så måske har en af dem holdt hendes bryllup. Isbrandt, der var skipper, antog snart Raagaard-navnet som tilnavn.

Isbrandt og Nele fik tre sønner og to døtre, men døtrene giftede sig aldrig og blev boende i barndomshjemmet. Ældste søn, Jan, blev styrmand, men da han var i 40-års alderen, forsvandt han fra Dragør. Næstældste søn, Tønnes, var også styrmand. Han slog sig ned i Christiania i Norge og sejlede med sin morbroder, skipper Tønnes Tønnesen Raagaard, der var gift og bosat her, men den unge Tønnes døde allerede i 1755.

Yngste søn, Cornelis, blev også styrmand. Han giftede sig ikke, men blev boende i barndomshjemmet sammen med sine to søstre. Han kom som skipper til at sejle en del på Vestindien med store københavnske skibe som fregatten "St. Johannes" på 118 læster og fregatten "Generalinde Clausen" på 106½ læster. Hans videre skæbne kendes dog ikke. I 1804 døde Marchen Isbrandtsdatter som den sidste af Isbrandt og Neles hjemmeboende børn.

Huset gik derefter over til Dirch Jansen Dirchs (eller Dirch Jansen Albert) og hustru Marchen Crilles Tønnesen. Han var skipper, og hun var jordemoder. De rev det gamle hus ned og byggede en ny flot ejendom i to fulde etager, men førstesalen blev ikke færdiggjort på grund af de dårlige konjunkturer under Englandskrigen og statsbankerotten i 1813. Endnu i 1840 var førstesalen ikke indrettet.

Dirch og Marchen fik tre sønner. Jan, født 1807, forblev som ugift sømand i barndomshjemmet hele sit liv. Den næste søn, Jacob, blev adopteret af sin farfars kusine, Trein Pieter Bacher, i Vestgrønningen 3. Hun var barnløs og enke efter skipper Jacob Andersen Mørch. Jacob Dirchsen tog herefter tilnavnet Mørch og arvede Vestgrønningen 3. Yngste søn, Crilles Dirchsen Albert, levede i 1834, men hans skæbne er ukendt.

Dirch Jansen Albert døde i 1838 og hans kone 3 år tidligere. Herefter overgik huset til skipper Crilles Carlsen Jans fra genbohuset Vestgrønningen 18.

Vestgrønningen Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

Dragørs gamle grænse mod vest lå langs Vestgrønningen, som var et åbent areal.

Vest for byen lå kun ejendommene Elisenborg og gården på Stautz Allé. I 1741 var Dragør Skoles bygning kommet til. Skolens placering var bestemt af lodsernes krav om, at der ikke måtte bygges i en vis afstand fra den gamle bydels vestlige grænse. De havde brug for uhindret at kunne navigere efter nogle sømærker, der stod nord for byen.

Vejens bredde på hele 45 meter var derfor ikke et udtryk for storstadsdrømme blandt dragøerne, men derimod en naturlig og praktisk foranstatning.

I 1906 – da lodserne for længst havde fået andre mærker at styre efter - tog foreningen Dragørs Fremme initiativ til at beplante Vestgrønningen med lindetræer, og kommunen påtog sig at regulere vejen, som den fik den boulevard-agtige karakter, der har idag. Samtidig tilskyndede man grundejerne ud til vejen at anlægge små haver.

I 1960’erne blev Vestgrønningen præget af trafikken til sverigesfærgerne og langs vejen blev der anlagt parkeringspladser, i forbindelse med at den gamle bydel blev gjort bil-fri. Den voksende trafik gjorde det nødvendigt at flytte fastelavnsridningen, der i mange år var holdt på Vestgrønningen.