Grass Roots

Vestgrønningen 12, Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

matr.nr. 67

Oprindelsen til dette store hus på 12 fag (plus de 6 fag mod Badstuevælen), placeret på en stor grund, er ret gådefuldt. Den første sikre beboer er Gert Henrichsen, som stammede fra St. Magleby og i 1738 var blevet gift med Sads Erichsdatter. Gert var kun almindelig indrulleret matros det meste af sit liv - og endda kun halvbefaren - indtil han i en alder af 52 år blev slettet på grund af alder.

Hans kone Sads var datter af Dragørs skoleholder Erich Jørgensen Svigtenberg. Hvad de to har brugt al den plads til, som de omgav sig med, kan kun blive gætteri. Måske har Gert med baggrund i sin opvækst i St. Magleby drevet lidt grøntsagsdyrkning fra ejendommen. Et andet bud kunne være, at svigerfar har holdt skole her, indtil byen i 1729 opførte et "kommunalt" skolehus på Hollandsfed.

Efter Gerts død omkring 1758 sad Sads tilbage med fem børn. I 1771 oplyste hun, at hun ernærede sig med at "gøre malt". Hun døde i okt. 1788, hvorefter familiens del af den store ejendom blev solgt og overgik til bagerivirksomhed.

I 1789 ejedes huset af bager Frederich Lallerstedt, som senere etablerede sig i ejendommen Strandgade 22-24. Ved folketællingen 1801 ejedes Vestgrønningen 12 af bager Jacob Jansen Hermann, som tidligere havde virket i Lybækstræde 1. Dette bageri havde han giftet sig til, idet hans hustru Birthe Larsdatter her sad som enke efter bager Ole Magnusen Cederberg. Birthe og Jacob har formodentlig været driftige folk, der har udvidet deres virksomhed ved købet af Vestgrønningen 12.

Efter Jacobs død i 1813 fortsatte Birthe driften. Sine sønner fik hun etableret som bagere rundt i byen. Sønnen Jan Jacobsen Hermann blev bager i Lybækstræde 1, som familien stadig ejede. Birthes stedsøn fra sit første ægteskab, Christian Olsen Cederberg, blev bager i ejendommen Badstuevælen 16. Datteren Trein Jacobsdatter blev gift med skipper Isbrandt Isbrandtsen, som fra 1825 kaldte sig bager.

Birthe Larsdatter døde i 1831, og herefter overtog datteren Trein og hendes nye ægtefælle, lodsen Jacob Pietersen Schmidt, ejendommen, mens Treins søn fra første ægteskab, Isbrandt Isbrandtsen, førte bagerivirksomheden videre.

Engang efter midten af 1800-tallet blev ejendommen købt af Peter Ottosen i nabohuset Badstuevælen 5. I det store kompleks drev han vognmandsvirksomhed og efterfulgtes senere af sønnen Jens Peter Otte(sen), indtil en brand i 1907 lagde det meste af ejendommen i aske. Se også Badstuevælen 5.

Vestgrønningen Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

Dragørs gamle grænse mod vest lå langs Vestgrønningen, som var et åbent areal.

Vest for byen lå kun ejendommene Elisenborg og gården på Stautz Allé. I 1741 var Dragør Skoles bygning kommet til. Skolens placering var bestemt af lodsernes krav om, at der ikke måtte bygges i en vis afstand fra den gamle bydels vestlige grænse. De havde brug for uhindret at kunne navigere efter nogle sømærker, der stod nord for byen.

Vejens bredde på hele 45 meter var derfor ikke et udtryk for storstadsdrømme blandt dragøerne, men derimod en naturlig og praktisk foranstatning.

I 1906 – da lodserne for længst havde fået andre mærker at styre efter - tog foreningen Dragørs Fremme initiativ til at beplante Vestgrønningen med lindetræer, og kommunen påtog sig at regulere vejen, som den fik den boulevard-agtige karakter, der har idag. Samtidig tilskyndede man grundejerne ud til vejen at anlægge små haver.

I 1960’erne blev Vestgrønningen præget af trafikken til sverigesfærgerne og langs vejen blev der anlagt parkeringspladser, i forbindelse med at den gamle bydel blev gjort bil-fri. Den voksende trafik gjorde det nødvendigt at flytte fastelavnsridningen, der i mange år var holdt på Vestgrønningen.

Vestgrønningen 12, Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

matr.nr. 67

Oprindelsen til dette store hus på 12 fag (plus de 6 fag mod Badstuevælen), placeret på en stor grund, er ret gådefuldt. Den første sikre beboer er Gert Henrichsen, som stammede fra St. Magleby og i 1738 var blevet gift med Sads Erichsdatter. Gert var kun almindelig indrulleret matros det meste af sit liv - og endda kun halvbefaren - indtil han i en alder af 52 år blev slettet på grund af alder.

Hans kone Sads var datter af Dragørs skoleholder Erich Jørgensen Svigtenberg. Hvad de to har brugt al den plads til, som de omgav sig med, kan kun blive gætteri. Måske har Gert med baggrund i sin opvækst i St. Magleby drevet lidt grøntsagsdyrkning fra ejendommen. Et andet bud kunne være, at svigerfar har holdt skole her, indtil byen i 1729 opførte et "kommunalt" skolehus på Hollandsfed.

Efter Gerts død omkring 1758 sad Sads tilbage med fem børn. I 1771 oplyste hun, at hun ernærede sig med at "gøre malt". Hun døde i okt. 1788, hvorefter familiens del af den store ejendom blev solgt og overgik til bagerivirksomhed.

I 1789 ejedes huset af bager Frederich Lallerstedt, som senere etablerede sig i ejendommen Strandgade 22-24. Ved folketællingen 1801 ejedes Vestgrønningen 12 af bager Jacob Jansen Hermann, som tidligere havde virket i Lybækstræde 1. Dette bageri havde han giftet sig til, idet hans hustru Birthe Larsdatter her sad som enke efter bager Ole Magnusen Cederberg. Birthe og Jacob har formodentlig været driftige folk, der har udvidet deres virksomhed ved købet af Vestgrønningen 12.

Efter Jacobs død i 1813 fortsatte Birthe driften. Sine sønner fik hun etableret som bagere rundt i byen. Sønnen Jan Jacobsen Hermann blev bager i Lybækstræde 1, som familien stadig ejede. Birthes stedsøn fra sit første ægteskab, Christian Olsen Cederberg, blev bager i ejendommen Badstuevælen 16. Datteren Trein Jacobsdatter blev gift med skipper Isbrandt Isbrandtsen, som fra 1825 kaldte sig bager.

Birthe Larsdatter døde i 1831, og herefter overtog datteren Trein og hendes nye ægtefælle, lodsen Jacob Pietersen Schmidt, ejendommen, mens Treins søn fra første ægteskab, Isbrandt Isbrandtsen, førte bagerivirksomheden videre.

Engang efter midten af 1800-tallet blev ejendommen købt af Peter Ottosen i nabohuset Badstuevælen 5. I det store kompleks drev han vognmandsvirksomhed og efterfulgtes senere af sønnen Jens Peter Otte(sen), indtil en brand i 1907 lagde det meste af ejendommen i aske. Se også Badstuevælen 5.

Vestgrønningen Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

Dragørs gamle grænse mod vest lå langs Vestgrønningen, som var et åbent areal.

Vest for byen lå kun ejendommene Elisenborg og gården på Stautz Allé. I 1741 var Dragør Skoles bygning kommet til. Skolens placering var bestemt af lodsernes krav om, at der ikke måtte bygges i en vis afstand fra den gamle bydels vestlige grænse. De havde brug for uhindret at kunne navigere efter nogle sømærker, der stod nord for byen.

Vejens bredde på hele 45 meter var derfor ikke et udtryk for storstadsdrømme blandt dragøerne, men derimod en naturlig og praktisk foranstatning.

I 1906 – da lodserne for længst havde fået andre mærker at styre efter - tog foreningen Dragørs Fremme initiativ til at beplante Vestgrønningen med lindetræer, og kommunen påtog sig at regulere vejen, som den fik den boulevard-agtige karakter, der har idag. Samtidig tilskyndede man grundejerne ud til vejen at anlægge små haver.

I 1960’erne blev Vestgrønningen præget af trafikken til sverigesfærgerne og langs vejen blev der anlagt parkeringspladser, i forbindelse med at den gamle bydel blev gjort bil-fri. Den voksende trafik gjorde det nødvendigt at flytte fastelavnsridningen, der i mange år var holdt på Vestgrønningen.

Vestgrønningen 12, Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

matr.nr. 67

Oprindelsen til dette store hus på 12 fag (plus de 6 fag mod Badstuevælen), placeret på en stor grund, er ret gådefuldt. Den første sikre beboer er Gert Henrichsen, som stammede fra St. Magleby og i 1738 var blevet gift med Sads Erichsdatter. Gert var kun almindelig indrulleret matros det meste af sit liv - og endda kun halvbefaren - indtil han i en alder af 52 år blev slettet på grund af alder.

Hans kone Sads var datter af Dragørs skoleholder Erich Jørgensen Svigtenberg. Hvad de to har brugt al den plads til, som de omgav sig med, kan kun blive gætteri. Måske har Gert med baggrund i sin opvækst i St. Magleby drevet lidt grøntsagsdyrkning fra ejendommen. Et andet bud kunne være, at svigerfar har holdt skole her, indtil byen i 1729 opførte et "kommunalt" skolehus på Hollandsfed.

Efter Gerts død omkring 1758 sad Sads tilbage med fem børn. I 1771 oplyste hun, at hun ernærede sig med at "gøre malt". Hun døde i okt. 1788, hvorefter familiens del af den store ejendom blev solgt og overgik til bagerivirksomhed.

I 1789 ejedes huset af bager Frederich Lallerstedt, som senere etablerede sig i ejendommen Strandgade 22-24. Ved folketællingen 1801 ejedes Vestgrønningen 12 af bager Jacob Jansen Hermann, som tidligere havde virket i Lybækstræde 1. Dette bageri havde han giftet sig til, idet hans hustru Birthe Larsdatter her sad som enke efter bager Ole Magnusen Cederberg. Birthe og Jacob har formodentlig været driftige folk, der har udvidet deres virksomhed ved købet af Vestgrønningen 12.

Efter Jacobs død i 1813 fortsatte Birthe driften. Sine sønner fik hun etableret som bagere rundt i byen. Sønnen Jan Jacobsen Hermann blev bager i Lybækstræde 1, som familien stadig ejede. Birthes stedsøn fra sit første ægteskab, Christian Olsen Cederberg, blev bager i ejendommen Badstuevælen 16. Datteren Trein Jacobsdatter blev gift med skipper Isbrandt Isbrandtsen, som fra 1825 kaldte sig bager.

Birthe Larsdatter døde i 1831, og herefter overtog datteren Trein og hendes nye ægtefælle, lodsen Jacob Pietersen Schmidt, ejendommen, mens Treins søn fra første ægteskab, Isbrandt Isbrandtsen, førte bagerivirksomheden videre.

Engang efter midten af 1800-tallet blev ejendommen købt af Peter Ottosen i nabohuset Badstuevælen 5. I det store kompleks drev han vognmandsvirksomhed og efterfulgtes senere af sønnen Jens Peter Otte(sen), indtil en brand i 1907 lagde det meste af ejendommen i aske. Se også Badstuevælen 5.

Vestgrønningen Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

Dragørs gamle grænse mod vest lå langs Vestgrønningen, som var et åbent areal.

Vest for byen lå kun ejendommene Elisenborg og gården på Stautz Allé. I 1741 var Dragør Skoles bygning kommet til. Skolens placering var bestemt af lodsernes krav om, at der ikke måtte bygges i en vis afstand fra den gamle bydels vestlige grænse. De havde brug for uhindret at kunne navigere efter nogle sømærker, der stod nord for byen.

Vejens bredde på hele 45 meter var derfor ikke et udtryk for storstadsdrømme blandt dragøerne, men derimod en naturlig og praktisk foranstatning.

I 1906 – da lodserne for længst havde fået andre mærker at styre efter - tog foreningen Dragørs Fremme initiativ til at beplante Vestgrønningen med lindetræer, og kommunen påtog sig at regulere vejen, som den fik den boulevard-agtige karakter, der har idag. Samtidig tilskyndede man grundejerne ud til vejen at anlægge små haver.

I 1960’erne blev Vestgrønningen præget af trafikken til sverigesfærgerne og langs vejen blev der anlagt parkeringspladser, i forbindelse med at den gamle bydel blev gjort bil-fri. Den voksende trafik gjorde det nødvendigt at flytte fastelavnsridningen, der i mange år var holdt på Vestgrønningen.

Vestgrønningen 12, Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

matr.nr. 67

Oprindelsen til dette store hus på 12 fag (plus de 6 fag mod Badstuevælen), placeret på en stor grund, er ret gådefuldt. Den første sikre beboer er Gert Henrichsen, som stammede fra St. Magleby og i 1738 var blevet gift med Sads Erichsdatter. Gert var kun almindelig indrulleret matros det meste af sit liv - og endda kun halvbefaren - indtil han i en alder af 52 år blev slettet på grund af alder.

Hans kone Sads var datter af Dragørs skoleholder Erich Jørgensen Svigtenberg. Hvad de to har brugt al den plads til, som de omgav sig med, kan kun blive gætteri. Måske har Gert med baggrund i sin opvækst i St. Magleby drevet lidt grøntsagsdyrkning fra ejendommen. Et andet bud kunne være, at svigerfar har holdt skole her, indtil byen i 1729 opførte et "kommunalt" skolehus på Hollandsfed.

Efter Gerts død omkring 1758 sad Sads tilbage med fem børn. I 1771 oplyste hun, at hun ernærede sig med at "gøre malt". Hun døde i okt. 1788, hvorefter familiens del af den store ejendom blev solgt og overgik til bagerivirksomhed.

I 1789 ejedes huset af bager Frederich Lallerstedt, som senere etablerede sig i ejendommen Strandgade 22-24. Ved folketællingen 1801 ejedes Vestgrønningen 12 af bager Jacob Jansen Hermann, som tidligere havde virket i Lybækstræde 1. Dette bageri havde han giftet sig til, idet hans hustru Birthe Larsdatter her sad som enke efter bager Ole Magnusen Cederberg. Birthe og Jacob har formodentlig været driftige folk, der har udvidet deres virksomhed ved købet af Vestgrønningen 12.

Efter Jacobs død i 1813 fortsatte Birthe driften. Sine sønner fik hun etableret som bagere rundt i byen. Sønnen Jan Jacobsen Hermann blev bager i Lybækstræde 1, som familien stadig ejede. Birthes stedsøn fra sit første ægteskab, Christian Olsen Cederberg, blev bager i ejendommen Badstuevælen 16. Datteren Trein Jacobsdatter blev gift med skipper Isbrandt Isbrandtsen, som fra 1825 kaldte sig bager.

Birthe Larsdatter døde i 1831, og herefter overtog datteren Trein og hendes nye ægtefælle, lodsen Jacob Pietersen Schmidt, ejendommen, mens Treins søn fra første ægteskab, Isbrandt Isbrandtsen, førte bagerivirksomheden videre.

Engang efter midten af 1800-tallet blev ejendommen købt af Peter Ottosen i nabohuset Badstuevælen 5. I det store kompleks drev han vognmandsvirksomhed og efterfulgtes senere af sønnen Jens Peter Otte(sen), indtil en brand i 1907 lagde det meste af ejendommen i aske. Se også Badstuevælen 5.

Vestgrønningen Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

Dragørs gamle grænse mod vest lå langs Vestgrønningen, som var et åbent areal.

Vest for byen lå kun ejendommene Elisenborg og gården på Stautz Allé. I 1741 var Dragør Skoles bygning kommet til. Skolens placering var bestemt af lodsernes krav om, at der ikke måtte bygges i en vis afstand fra den gamle bydels vestlige grænse. De havde brug for uhindret at kunne navigere efter nogle sømærker, der stod nord for byen.

Vejens bredde på hele 45 meter var derfor ikke et udtryk for storstadsdrømme blandt dragøerne, men derimod en naturlig og praktisk foranstatning.

I 1906 – da lodserne for længst havde fået andre mærker at styre efter - tog foreningen Dragørs Fremme initiativ til at beplante Vestgrønningen med lindetræer, og kommunen påtog sig at regulere vejen, som den fik den boulevard-agtige karakter, der har idag. Samtidig tilskyndede man grundejerne ud til vejen at anlægge små haver.

I 1960’erne blev Vestgrønningen præget af trafikken til sverigesfærgerne og langs vejen blev der anlagt parkeringspladser, i forbindelse med at den gamle bydel blev gjort bil-fri. Den voksende trafik gjorde det nødvendigt at flytte fastelavnsridningen, der i mange år var holdt på Vestgrønningen.