Grass Roots

Skipperstræde 12 Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

Matrikel nr. 214

Niels Jørgensen og Kirsten Bentsdatter var begge fra Skåne og giftede sig i 1703.

I de første år boede de til leje et sted i byen, men nogle år senere erhvervede de en grund her på grænsen ned til det sumpede område omkring nuværende Fogdens Plads. Syd for deres grund løb en rende, der førte spildevand hen til dette fugtige område.

Da huset var det yderste, har Niels godt kunnet brede sig og ikke følge byggelinien for de nordfor liggende huse. Derfor har den nuværende ejer i dag en fin udsigt op ad strædet.

Niels og Kirsten har ikke været velhavende folk. Han har ernæret sig som matros, og hun har vævet. Således har de klaret dagen og vejen. Af de 11 børn, de fik, nåede 8 at blive voksne - 2 sønner og 6 døtre.

Lige inden Niels døde i 1732, havde han lovet den nye nabo mod syd, skipper Pieter Jensen Pouls, at denne måtte erhverve en strimmel af hans grund, for Niels var vist nok også kommet til at brede sig for meget mod syd.

Pieter Jensen Pouls fik også myndighedernes accept til dette mod at flytte spildevandsrenden lidt længere mod nord. Men dette ville Kirsten i sin enkestand ikke acceptere. Der måtte flere mæglingsforsøg til for at bringe dem til enighed. Kirstens kommentar hertil var, at hvad Gud og schouten bestemte, ville hun være fornøjet med. Det strakte sig dog ikke til at afgive den omstridte jord. Hun var nu omkring 70 år og var på sine gamle dage blevet helt blind.

I januar 1750 havde Pieter Jensen Pouls tabt tålmodigheden og begyndte at grave i Kirstens have helt der inde, hvor hendes grundskel rettelig burde ligge. Han var i færd med at lave en ny spilevandsrende med stensætning. Kirsten kunne ikke selv se resultatet, men det kunne hendes børn, og de fik udvirket, at en klage blev sendt til amtmanden. Men det var selvfølgelig forgæves, for Pouls havde både schouten og fogden på sin side. Hermed havde spildevandsrenden fået sit knæk.

Af Kirstens 8 børn var den ældste datter blevet gift i Dragør og død i en ung alder. 3 døtre blev gift og bosat inde i Tårnby. Datteren Else blev som 43-årig gift med en enkemand i Lodsstræde 13. Hun blev blind ligesom sin mor.

Den yngste søn Bent forsvandt til søs, og den ældste søn Jørgen giftede sig med en lodsenke i von Ostensgade 4. Også han blev blind som gammel.

Tilbage var datteren Sidse, som forblev ugift og blev boende i huset hos moderen. Hun har med sin vævning bidraget til at skaffe det daglige brød til huse.

De færdige lærredsruller har hun bragt ind til København og afsat der. En lørdag i juli 1756 var hun således på farten. Hun havde fået kørelejlighed ind til Amager Port med en vognmand, Thorkel Svendsen, fra Dragør. Da hun var hoppet af vognen og rakte vognmanden hånden til tak for turen, blev hun ramt og skubbet omkuld af hestene til en forbikørende torvevogn. Resultatet var, at Sidses ene lår var brækket.

Kusken på den store torvevogn var Crilles Friises 17-årige søn Jan fra Store Magleby. Han påstod siden, at han tydelig havde råbt til hende, at hun dog måtte gå af vejen, og at hun var faldet omkuld, var ikke hans skyld. Amtsforvalteren kunne ikke begribe, hvorledes det kunne være gået så fatalt til - "thi det er noksom bekendt, at amagerne, når de kører til torvs og haver stærkt læs på, fremfarer ganske langsomt, således at hestene ikkun går fod for fod".

Men Sidses lårbensbrud måtte jo under behandling, og det kostede penge, som staklen ikke havde for mange af. Hun kom under kirurg- eller bartskærer-behandling inde i København, og i de 9 uger, som det stod på, måtte hun indlogere sig hos en mand ved navn Hategren, der boede "på Kultorvet i det bageren tilhørende hus straks ved Rosengården". Kirurgen skulle have 25 rigsdaler. for sin behandling og hr. Hategren 1 rigsdaler. 2 mark ugentlig for pleje og opvartning.

Hun mente derfor, at det ikke var mere end rimeligt, at Crilles Friis på sin søns vegne betalte disse omkostninger. Hun bad amtmanden om hjælp for "den bedrøvelige skade, som ved sådan uforsigtig påkørsel blev mig tilføjet, idet jeg så lang tid derover har måttet ligge under bartskærers hånd, udstået en overmåde stor pine og smerte, ja uden tvivl vil beholde min livstid mén og følelse deraf". Men Crilles Friis ville ikke betale. Han havde mange undskyldninger, og han var en fattig mand. Amtsforvalteren måtte mægle og fik ham til "for at ungå videre vidtløftighed" at betale hende 10 rigsdaler.

Mens Sidse lå til sengs inde ved Kultorvet i København, døde Kirsten og blev begravet oppe i Store Magleby den 8. august 1756. Der blev ikke holdt skifte efter hende. Efter aftale med søstrene i Tårnby skulle de på dette tidspunkt endnu ugifte søskende have lov at blive boende i barndomshjemmet. Det var Sidse, Else og Jørgen.

Som den sidste af de 8 søskende blev Sidse boende i huset. Hun var imidlertid ikke alene, idet hendes niece, Anne Truelsdatter, fra Tårnby var flyttet ind engang i 1750'erne. Dette skulle være en aflastning for hendes mor, Sidses søster, for hun var vist nok et lidt vidtløftigt pigebarn.

I 1757 havde hun noget for med et par unge fyre, som har afstedkommet et forhør hos schouten. Det var formodentlig et par tjenestekarle, Morten Larsen og Niels Bendtsen, som havde haft spas med at binde Annes hænder og hejse hende op i skorstenen. Nogle dage senere havde de pisket hendes bare krop med nogle riskviste. Der var også noget om, at Anne en aften havde stået ved Mortens seng og nægtet at gå bort. Så havde Morten taget hende og sølet hende i koskarn, som han smurte rundt i ansigtet på hende. På schouten spørgsmål hvorfor han gjorde dette, svarede han: "Fordi hun havde sådan en skarnsmund imod mig".

Anne blev opdraget hos sin moster Sidse i Skipperstræde, og da denne blev gammel og svagelig, formodentlig med mén fra sit lårbensbrud, har hun styret huset, varetaget vævningen og sørget for dagen og vejen for dem begge. Sidse har ikke kunnet give Anne løn, men hun lovede hende til gengæld, at når hun engang var død, skulle Anne arve, hvad hun havde.

"Niels Jørgens Sidse" døde i februar 1778. For leje af byens ligklæde til hendes ligfærd til Store Magleby kirke blev der betalt 1 mark. Den 30. marts blev der hold auktion over huset og møblerne, og i juni blev der holdt skifteforretning hos schouten - ikke efter Sidse, men efter afdøde Niels Jørgensen og hustru Kirsten Bentsdatter. Arvingerne var mødt frem. Der var Jørgen Nielsen, Else Nielsdatter, familiemedlemmer fra Tårnby - her iblandt Annes mor, Bente Nielsdatter. Anne var også til stede.

Boet udgjorde 105 sletdaler til deling mellem 4 parter, idet Niels og Kirstens 4 andre børn var døde uden at efterlade sig livsarvinger. Da det efterhånden gik op for Anne, at der ikke var nogen arv til hende, sådan som moster Sidse havde lovet hende, begyndte hun at bruge mund og skælde ud. Ja, hun gik endog så vidt i sin vrede, at hun trak sine skørter op og viste både familien og schouten sin bare rumpe, inden hun forlod forsamlingen.

Anne stillede nu krav om, at når hun ikke kunne få del i arven, ville hun til gengæld have løn for 15 års arbejde hos Sidse. Hun forlangte ikke en ublu betalng - kun 6 sletdaler om året. Men arvingerne var ikke til sinds at give hende noget. Jørgen udtalte, at hun overhovedet ikke havde været ansat hos Sidse og derfor ikke var berettiget til løn.

Schouten var dybt forarget over hendes opførsel og mente, at hun burde sættes nogle dage på vand og brød inde i Blåtårn. Kun hendes moster Else viste medlidenhed med hende og tilbød hende sin arveandel. Hun boede jo næsten ved siden af, omme i Lodsstræde 13, og hun har vel fornemmet, hvor meget Anne har betydet og været værd for hendes afdøde søster. Schouten var derimod ganske uforstående for, at Else kunne bortgive sin arv, i betragtning af at hendes mand, Peder Sørensen, var en fattig mand, der havde hele 2 panthavere i sit hus.

Det blev således også hos Else, at Anne fik sit fremtidige hjem. I folketællingen 1787 under nr. 223 finder man Peder Sørensen og Else Nielsdatter anført som fattige blegere, og hos sig har de den 48-årige Anne Truelsdatter, som er husmoderens søsterdatter. Anne har uden tvivl været Else en god støtte, efter at hun mistede sit syn.

Anne Truelsdatter døde i juli 1799, 62 år gammel. I kirkebogen skrev præsten i den anledning: "- hun er født i Tårnby sogn, kom tidlig her til menigheden, levede ugift og tjente for væverpige, til sidst hos Peder Sørensens enke på Dragør, hvor hun døde".

Skipperstræde 12 blev som sagt solgt ved auktion efter Sidses død i 1778. Det gik for 136 sletdaler, og køberen var lodsen Pieter Pietersen Svart - også kaldt Slagter efter sin far, slagteren Pieter Pietersen Svart.

Han flyttede ind med sin anden hustru, Grith Zybrandtsdatter. Med den første kone - Bodil Svendsdatter - havde han 4 børn: Zidse g.m. Eibert Pedersen, hører ved skolen - Pieter, skibstømmermand, g.m. Marchen Hans Rasmus - Bodil g.m. styrmand Jacob Cornelissen Huck - Karen g.m. styrmand Hans Pietersen Wærth.

I 1787 ser det ud, som om datteren Zidse og hendes mand samt Pieter Svarts gamle mor, Ahf Claesdatter, også har boet i huset.

Pieter Svart havde sin nærmeste overordnede, lodsoldermand Mathias Schmidt, boende ved siden af sig i Skipperstræde 10. Schmidt havde ikke de højeste tanker om sin nabo og dennes drikfældighed. I 1782 indberettede han om Pieter Svart: "Så længe jeg kan have ham under opsigt, går det lidt an, men når han er fraværende, enten i København eller Helsingør, er han et svin som tilforn". Til større og vanskeligere opgaver kunne Pieter ikke bruges - "dels for alder, dels for anden dårlighed han har i sine ben".

Pieter Svart døde i 1809. Huset gik herefter over til datteren Bodil og hendes mand Jacob Cornelissen Huck. Dette ægteskab var barnløst, og Jacob Huck druknede i 1810 i havnen. Senere overdrog Bodil huset til sin søster Karens datter, Bodil, der var gift med sømand og senere lods Mathias Johansen Severin.

Skipperstræde Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

hed tidligere St. Pederstræde.

Den nordlige ende er ældst, idet 2-3 huse her må være bygget engang i slutningen af 1600-tallet, mens husnumrene til og med nr. 12 (matrikel nr.214) på den østre side er bygget inden 1710. Den sydlige ende er kommet til midt i 1740'erne.

Igennem den nordlige ende løb en af byens hovedrendestene. Mellem nr. 12 og nr. 14 drejede den østover gennem nuværende Skippergangen og fortsatte mod syd ad Fogdens Plads. Dens løb gennem Skippergangen var i 1800-tallet afspærret med plankeværk i hver ende. Kun byens vægtere havde adgang hertil.

Skipperstræde 12 Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

Matrikel nr. 214

Niels Jørgensen og Kirsten Bentsdatter var begge fra Skåne og giftede sig i 1703.

I de første år boede de til leje et sted i byen, men nogle år senere erhvervede de en grund her på grænsen ned til det sumpede område omkring nuværende Fogdens Plads. Syd for deres grund løb en rende, der førte spildevand hen til dette fugtige område.

Da huset var det yderste, har Niels godt kunnet brede sig og ikke følge byggelinien for de nordfor liggende huse. Derfor har den nuværende ejer i dag en fin udsigt op ad strædet.

Niels og Kirsten har ikke været velhavende folk. Han har ernæret sig som matros, og hun har vævet. Således har de klaret dagen og vejen. Af de 11 børn, de fik, nåede 8 at blive voksne - 2 sønner og 6 døtre.

Lige inden Niels døde i 1732, havde han lovet den nye nabo mod syd, skipper Pieter Jensen Pouls, at denne måtte erhverve en strimmel af hans grund, for Niels var vist nok også kommet til at brede sig for meget mod syd.

Pieter Jensen Pouls fik også myndighedernes accept til dette mod at flytte spildevandsrenden lidt længere mod nord. Men dette ville Kirsten i sin enkestand ikke acceptere. Der måtte flere mæglingsforsøg til for at bringe dem til enighed. Kirstens kommentar hertil var, at hvad Gud og schouten bestemte, ville hun være fornøjet med. Det strakte sig dog ikke til at afgive den omstridte jord. Hun var nu omkring 70 år og var på sine gamle dage blevet helt blind.

I januar 1750 havde Pieter Jensen Pouls tabt tålmodigheden og begyndte at grave i Kirstens have helt der inde, hvor hendes grundskel rettelig burde ligge. Han var i færd med at lave en ny spilevandsrende med stensætning. Kirsten kunne ikke selv se resultatet, men det kunne hendes børn, og de fik udvirket, at en klage blev sendt til amtmanden. Men det var selvfølgelig forgæves, for Pouls havde både schouten og fogden på sin side. Hermed havde spildevandsrenden fået sit knæk.

Af Kirstens 8 børn var den ældste datter blevet gift i Dragør og død i en ung alder. 3 døtre blev gift og bosat inde i Tårnby. Datteren Else blev som 43-årig gift med en enkemand i Lodsstræde 13. Hun blev blind ligesom sin mor.

Den yngste søn Bent forsvandt til søs, og den ældste søn Jørgen giftede sig med en lodsenke i von Ostensgade 4. Også han blev blind som gammel.

Tilbage var datteren Sidse, som forblev ugift og blev boende i huset hos moderen. Hun har med sin vævning bidraget til at skaffe det daglige brød til huse.

De færdige lærredsruller har hun bragt ind til København og afsat der. En lørdag i juli 1756 var hun således på farten. Hun havde fået kørelejlighed ind til Amager Port med en vognmand, Thorkel Svendsen, fra Dragør. Da hun var hoppet af vognen og rakte vognmanden hånden til tak for turen, blev hun ramt og skubbet omkuld af hestene til en forbikørende torvevogn. Resultatet var, at Sidses ene lår var brækket.

Kusken på den store torvevogn var Crilles Friises 17-årige søn Jan fra Store Magleby. Han påstod siden, at han tydelig havde råbt til hende, at hun dog måtte gå af vejen, og at hun var faldet omkuld, var ikke hans skyld. Amtsforvalteren kunne ikke begribe, hvorledes det kunne være gået så fatalt til - "thi det er noksom bekendt, at amagerne, når de kører til torvs og haver stærkt læs på, fremfarer ganske langsomt, således at hestene ikkun går fod for fod".

Men Sidses lårbensbrud måtte jo under behandling, og det kostede penge, som staklen ikke havde for mange af. Hun kom under kirurg- eller bartskærer-behandling inde i København, og i de 9 uger, som det stod på, måtte hun indlogere sig hos en mand ved navn Hategren, der boede "på Kultorvet i det bageren tilhørende hus straks ved Rosengården". Kirurgen skulle have 25 rigsdaler. for sin behandling og hr. Hategren 1 rigsdaler. 2 mark ugentlig for pleje og opvartning.

Hun mente derfor, at det ikke var mere end rimeligt, at Crilles Friis på sin søns vegne betalte disse omkostninger. Hun bad amtmanden om hjælp for "den bedrøvelige skade, som ved sådan uforsigtig påkørsel blev mig tilføjet, idet jeg så lang tid derover har måttet ligge under bartskærers hånd, udstået en overmåde stor pine og smerte, ja uden tvivl vil beholde min livstid mén og følelse deraf". Men Crilles Friis ville ikke betale. Han havde mange undskyldninger, og han var en fattig mand. Amtsforvalteren måtte mægle og fik ham til "for at ungå videre vidtløftighed" at betale hende 10 rigsdaler.

Mens Sidse lå til sengs inde ved Kultorvet i København, døde Kirsten og blev begravet oppe i Store Magleby den 8. august 1756. Der blev ikke holdt skifte efter hende. Efter aftale med søstrene i Tårnby skulle de på dette tidspunkt endnu ugifte søskende have lov at blive boende i barndomshjemmet. Det var Sidse, Else og Jørgen.

Som den sidste af de 8 søskende blev Sidse boende i huset. Hun var imidlertid ikke alene, idet hendes niece, Anne Truelsdatter, fra Tårnby var flyttet ind engang i 1750'erne. Dette skulle være en aflastning for hendes mor, Sidses søster, for hun var vist nok et lidt vidtløftigt pigebarn.

I 1757 havde hun noget for med et par unge fyre, som har afstedkommet et forhør hos schouten. Det var formodentlig et par tjenestekarle, Morten Larsen og Niels Bendtsen, som havde haft spas med at binde Annes hænder og hejse hende op i skorstenen. Nogle dage senere havde de pisket hendes bare krop med nogle riskviste. Der var også noget om, at Anne en aften havde stået ved Mortens seng og nægtet at gå bort. Så havde Morten taget hende og sølet hende i koskarn, som han smurte rundt i ansigtet på hende. På schouten spørgsmål hvorfor han gjorde dette, svarede han: "Fordi hun havde sådan en skarnsmund imod mig".

Anne blev opdraget hos sin moster Sidse i Skipperstræde, og da denne blev gammel og svagelig, formodentlig med mén fra sit lårbensbrud, har hun styret huset, varetaget vævningen og sørget for dagen og vejen for dem begge. Sidse har ikke kunnet give Anne løn, men hun lovede hende til gengæld, at når hun engang var død, skulle Anne arve, hvad hun havde.

"Niels Jørgens Sidse" døde i februar 1778. For leje af byens ligklæde til hendes ligfærd til Store Magleby kirke blev der betalt 1 mark. Den 30. marts blev der hold auktion over huset og møblerne, og i juni blev der holdt skifteforretning hos schouten - ikke efter Sidse, men efter afdøde Niels Jørgensen og hustru Kirsten Bentsdatter. Arvingerne var mødt frem. Der var Jørgen Nielsen, Else Nielsdatter, familiemedlemmer fra Tårnby - her iblandt Annes mor, Bente Nielsdatter. Anne var også til stede.

Boet udgjorde 105 sletdaler til deling mellem 4 parter, idet Niels og Kirstens 4 andre børn var døde uden at efterlade sig livsarvinger. Da det efterhånden gik op for Anne, at der ikke var nogen arv til hende, sådan som moster Sidse havde lovet hende, begyndte hun at bruge mund og skælde ud. Ja, hun gik endog så vidt i sin vrede, at hun trak sine skørter op og viste både familien og schouten sin bare rumpe, inden hun forlod forsamlingen.

Anne stillede nu krav om, at når hun ikke kunne få del i arven, ville hun til gengæld have løn for 15 års arbejde hos Sidse. Hun forlangte ikke en ublu betalng - kun 6 sletdaler om året. Men arvingerne var ikke til sinds at give hende noget. Jørgen udtalte, at hun overhovedet ikke havde været ansat hos Sidse og derfor ikke var berettiget til løn.

Schouten var dybt forarget over hendes opførsel og mente, at hun burde sættes nogle dage på vand og brød inde i Blåtårn. Kun hendes moster Else viste medlidenhed med hende og tilbød hende sin arveandel. Hun boede jo næsten ved siden af, omme i Lodsstræde 13, og hun har vel fornemmet, hvor meget Anne har betydet og været værd for hendes afdøde søster. Schouten var derimod ganske uforstående for, at Else kunne bortgive sin arv, i betragtning af at hendes mand, Peder Sørensen, var en fattig mand, der havde hele 2 panthavere i sit hus.

Det blev således også hos Else, at Anne fik sit fremtidige hjem. I folketællingen 1787 under nr. 223 finder man Peder Sørensen og Else Nielsdatter anført som fattige blegere, og hos sig har de den 48-årige Anne Truelsdatter, som er husmoderens søsterdatter. Anne har uden tvivl været Else en god støtte, efter at hun mistede sit syn.

Anne Truelsdatter døde i juli 1799, 62 år gammel. I kirkebogen skrev præsten i den anledning: "- hun er født i Tårnby sogn, kom tidlig her til menigheden, levede ugift og tjente for væverpige, til sidst hos Peder Sørensens enke på Dragør, hvor hun døde".

Skipperstræde 12 blev som sagt solgt ved auktion efter Sidses død i 1778. Det gik for 136 sletdaler, og køberen var lodsen Pieter Pietersen Svart - også kaldt Slagter efter sin far, slagteren Pieter Pietersen Svart.

Han flyttede ind med sin anden hustru, Grith Zybrandtsdatter. Med den første kone - Bodil Svendsdatter - havde han 4 børn: Zidse g.m. Eibert Pedersen, hører ved skolen - Pieter, skibstømmermand, g.m. Marchen Hans Rasmus - Bodil g.m. styrmand Jacob Cornelissen Huck - Karen g.m. styrmand Hans Pietersen Wærth.

I 1787 ser det ud, som om datteren Zidse og hendes mand samt Pieter Svarts gamle mor, Ahf Claesdatter, også har boet i huset.

Pieter Svart havde sin nærmeste overordnede, lodsoldermand Mathias Schmidt, boende ved siden af sig i Skipperstræde 10. Schmidt havde ikke de højeste tanker om sin nabo og dennes drikfældighed. I 1782 indberettede han om Pieter Svart: "Så længe jeg kan have ham under opsigt, går det lidt an, men når han er fraværende, enten i København eller Helsingør, er han et svin som tilforn". Til større og vanskeligere opgaver kunne Pieter ikke bruges - "dels for alder, dels for anden dårlighed han har i sine ben".

Pieter Svart døde i 1809. Huset gik herefter over til datteren Bodil og hendes mand Jacob Cornelissen Huck. Dette ægteskab var barnløst, og Jacob Huck druknede i 1810 i havnen. Senere overdrog Bodil huset til sin søster Karens datter, Bodil, der var gift med sømand og senere lods Mathias Johansen Severin.

Skipperstræde Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

hed tidligere St. Pederstræde.

Den nordlige ende er ældst, idet 2-3 huse her må være bygget engang i slutningen af 1600-tallet, mens husnumrene til og med nr. 12 (matrikel nr.214) på den østre side er bygget inden 1710. Den sydlige ende er kommet til midt i 1740'erne.

Igennem den nordlige ende løb en af byens hovedrendestene. Mellem nr. 12 og nr. 14 drejede den østover gennem nuværende Skippergangen og fortsatte mod syd ad Fogdens Plads. Dens løb gennem Skippergangen var i 1800-tallet afspærret med plankeværk i hver ende. Kun byens vægtere havde adgang hertil.

Skipperstræde 12 Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

Matrikel nr. 214

Niels Jørgensen og Kirsten Bentsdatter var begge fra Skåne og giftede sig i 1703.

I de første år boede de til leje et sted i byen, men nogle år senere erhvervede de en grund her på grænsen ned til det sumpede område omkring nuværende Fogdens Plads. Syd for deres grund løb en rende, der førte spildevand hen til dette fugtige område.

Da huset var det yderste, har Niels godt kunnet brede sig og ikke følge byggelinien for de nordfor liggende huse. Derfor har den nuværende ejer i dag en fin udsigt op ad strædet.

Niels og Kirsten har ikke været velhavende folk. Han har ernæret sig som matros, og hun har vævet. Således har de klaret dagen og vejen. Af de 11 børn, de fik, nåede 8 at blive voksne - 2 sønner og 6 døtre.

Lige inden Niels døde i 1732, havde han lovet den nye nabo mod syd, skipper Pieter Jensen Pouls, at denne måtte erhverve en strimmel af hans grund, for Niels var vist nok også kommet til at brede sig for meget mod syd.

Pieter Jensen Pouls fik også myndighedernes accept til dette mod at flytte spildevandsrenden lidt længere mod nord. Men dette ville Kirsten i sin enkestand ikke acceptere. Der måtte flere mæglingsforsøg til for at bringe dem til enighed. Kirstens kommentar hertil var, at hvad Gud og schouten bestemte, ville hun være fornøjet med. Det strakte sig dog ikke til at afgive den omstridte jord. Hun var nu omkring 70 år og var på sine gamle dage blevet helt blind.

I januar 1750 havde Pieter Jensen Pouls tabt tålmodigheden og begyndte at grave i Kirstens have helt der inde, hvor hendes grundskel rettelig burde ligge. Han var i færd med at lave en ny spilevandsrende med stensætning. Kirsten kunne ikke selv se resultatet, men det kunne hendes børn, og de fik udvirket, at en klage blev sendt til amtmanden. Men det var selvfølgelig forgæves, for Pouls havde både schouten og fogden på sin side. Hermed havde spildevandsrenden fået sit knæk.

Af Kirstens 8 børn var den ældste datter blevet gift i Dragør og død i en ung alder. 3 døtre blev gift og bosat inde i Tårnby. Datteren Else blev som 43-årig gift med en enkemand i Lodsstræde 13. Hun blev blind ligesom sin mor.

Den yngste søn Bent forsvandt til søs, og den ældste søn Jørgen giftede sig med en lodsenke i von Ostensgade 4. Også han blev blind som gammel.

Tilbage var datteren Sidse, som forblev ugift og blev boende i huset hos moderen. Hun har med sin vævning bidraget til at skaffe det daglige brød til huse.

De færdige lærredsruller har hun bragt ind til København og afsat der. En lørdag i juli 1756 var hun således på farten. Hun havde fået kørelejlighed ind til Amager Port med en vognmand, Thorkel Svendsen, fra Dragør. Da hun var hoppet af vognen og rakte vognmanden hånden til tak for turen, blev hun ramt og skubbet omkuld af hestene til en forbikørende torvevogn. Resultatet var, at Sidses ene lår var brækket.

Kusken på den store torvevogn var Crilles Friises 17-årige søn Jan fra Store Magleby. Han påstod siden, at han tydelig havde råbt til hende, at hun dog måtte gå af vejen, og at hun var faldet omkuld, var ikke hans skyld. Amtsforvalteren kunne ikke begribe, hvorledes det kunne være gået så fatalt til - "thi det er noksom bekendt, at amagerne, når de kører til torvs og haver stærkt læs på, fremfarer ganske langsomt, således at hestene ikkun går fod for fod".

Men Sidses lårbensbrud måtte jo under behandling, og det kostede penge, som staklen ikke havde for mange af. Hun kom under kirurg- eller bartskærer-behandling inde i København, og i de 9 uger, som det stod på, måtte hun indlogere sig hos en mand ved navn Hategren, der boede "på Kultorvet i det bageren tilhørende hus straks ved Rosengården". Kirurgen skulle have 25 rigsdaler. for sin behandling og hr. Hategren 1 rigsdaler. 2 mark ugentlig for pleje og opvartning.

Hun mente derfor, at det ikke var mere end rimeligt, at Crilles Friis på sin søns vegne betalte disse omkostninger. Hun bad amtmanden om hjælp for "den bedrøvelige skade, som ved sådan uforsigtig påkørsel blev mig tilføjet, idet jeg så lang tid derover har måttet ligge under bartskærers hånd, udstået en overmåde stor pine og smerte, ja uden tvivl vil beholde min livstid mén og følelse deraf". Men Crilles Friis ville ikke betale. Han havde mange undskyldninger, og han var en fattig mand. Amtsforvalteren måtte mægle og fik ham til "for at ungå videre vidtløftighed" at betale hende 10 rigsdaler.

Mens Sidse lå til sengs inde ved Kultorvet i København, døde Kirsten og blev begravet oppe i Store Magleby den 8. august 1756. Der blev ikke holdt skifte efter hende. Efter aftale med søstrene i Tårnby skulle de på dette tidspunkt endnu ugifte søskende have lov at blive boende i barndomshjemmet. Det var Sidse, Else og Jørgen.

Som den sidste af de 8 søskende blev Sidse boende i huset. Hun var imidlertid ikke alene, idet hendes niece, Anne Truelsdatter, fra Tårnby var flyttet ind engang i 1750'erne. Dette skulle være en aflastning for hendes mor, Sidses søster, for hun var vist nok et lidt vidtløftigt pigebarn.

I 1757 havde hun noget for med et par unge fyre, som har afstedkommet et forhør hos schouten. Det var formodentlig et par tjenestekarle, Morten Larsen og Niels Bendtsen, som havde haft spas med at binde Annes hænder og hejse hende op i skorstenen. Nogle dage senere havde de pisket hendes bare krop med nogle riskviste. Der var også noget om, at Anne en aften havde stået ved Mortens seng og nægtet at gå bort. Så havde Morten taget hende og sølet hende i koskarn, som han smurte rundt i ansigtet på hende. På schouten spørgsmål hvorfor han gjorde dette, svarede han: "Fordi hun havde sådan en skarnsmund imod mig".

Anne blev opdraget hos sin moster Sidse i Skipperstræde, og da denne blev gammel og svagelig, formodentlig med mén fra sit lårbensbrud, har hun styret huset, varetaget vævningen og sørget for dagen og vejen for dem begge. Sidse har ikke kunnet give Anne løn, men hun lovede hende til gengæld, at når hun engang var død, skulle Anne arve, hvad hun havde.

"Niels Jørgens Sidse" døde i februar 1778. For leje af byens ligklæde til hendes ligfærd til Store Magleby kirke blev der betalt 1 mark. Den 30. marts blev der hold auktion over huset og møblerne, og i juni blev der holdt skifteforretning hos schouten - ikke efter Sidse, men efter afdøde Niels Jørgensen og hustru Kirsten Bentsdatter. Arvingerne var mødt frem. Der var Jørgen Nielsen, Else Nielsdatter, familiemedlemmer fra Tårnby - her iblandt Annes mor, Bente Nielsdatter. Anne var også til stede.

Boet udgjorde 105 sletdaler til deling mellem 4 parter, idet Niels og Kirstens 4 andre børn var døde uden at efterlade sig livsarvinger. Da det efterhånden gik op for Anne, at der ikke var nogen arv til hende, sådan som moster Sidse havde lovet hende, begyndte hun at bruge mund og skælde ud. Ja, hun gik endog så vidt i sin vrede, at hun trak sine skørter op og viste både familien og schouten sin bare rumpe, inden hun forlod forsamlingen.

Anne stillede nu krav om, at når hun ikke kunne få del i arven, ville hun til gengæld have løn for 15 års arbejde hos Sidse. Hun forlangte ikke en ublu betalng - kun 6 sletdaler om året. Men arvingerne var ikke til sinds at give hende noget. Jørgen udtalte, at hun overhovedet ikke havde været ansat hos Sidse og derfor ikke var berettiget til løn.

Schouten var dybt forarget over hendes opførsel og mente, at hun burde sættes nogle dage på vand og brød inde i Blåtårn. Kun hendes moster Else viste medlidenhed med hende og tilbød hende sin arveandel. Hun boede jo næsten ved siden af, omme i Lodsstræde 13, og hun har vel fornemmet, hvor meget Anne har betydet og været værd for hendes afdøde søster. Schouten var derimod ganske uforstående for, at Else kunne bortgive sin arv, i betragtning af at hendes mand, Peder Sørensen, var en fattig mand, der havde hele 2 panthavere i sit hus.

Det blev således også hos Else, at Anne fik sit fremtidige hjem. I folketællingen 1787 under nr. 223 finder man Peder Sørensen og Else Nielsdatter anført som fattige blegere, og hos sig har de den 48-årige Anne Truelsdatter, som er husmoderens søsterdatter. Anne har uden tvivl været Else en god støtte, efter at hun mistede sit syn.

Anne Truelsdatter døde i juli 1799, 62 år gammel. I kirkebogen skrev præsten i den anledning: "- hun er født i Tårnby sogn, kom tidlig her til menigheden, levede ugift og tjente for væverpige, til sidst hos Peder Sørensens enke på Dragør, hvor hun døde".

Skipperstræde 12 blev som sagt solgt ved auktion efter Sidses død i 1778. Det gik for 136 sletdaler, og køberen var lodsen Pieter Pietersen Svart - også kaldt Slagter efter sin far, slagteren Pieter Pietersen Svart.

Han flyttede ind med sin anden hustru, Grith Zybrandtsdatter. Med den første kone - Bodil Svendsdatter - havde han 4 børn: Zidse g.m. Eibert Pedersen, hører ved skolen - Pieter, skibstømmermand, g.m. Marchen Hans Rasmus - Bodil g.m. styrmand Jacob Cornelissen Huck - Karen g.m. styrmand Hans Pietersen Wærth.

I 1787 ser det ud, som om datteren Zidse og hendes mand samt Pieter Svarts gamle mor, Ahf Claesdatter, også har boet i huset.

Pieter Svart havde sin nærmeste overordnede, lodsoldermand Mathias Schmidt, boende ved siden af sig i Skipperstræde 10. Schmidt havde ikke de højeste tanker om sin nabo og dennes drikfældighed. I 1782 indberettede han om Pieter Svart: "Så længe jeg kan have ham under opsigt, går det lidt an, men når han er fraværende, enten i København eller Helsingør, er han et svin som tilforn". Til større og vanskeligere opgaver kunne Pieter ikke bruges - "dels for alder, dels for anden dårlighed han har i sine ben".

Pieter Svart døde i 1809. Huset gik herefter over til datteren Bodil og hendes mand Jacob Cornelissen Huck. Dette ægteskab var barnløst, og Jacob Huck druknede i 1810 i havnen. Senere overdrog Bodil huset til sin søster Karens datter, Bodil, der var gift med sømand og senere lods Mathias Johansen Severin.

Skipperstræde Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

hed tidligere St. Pederstræde.

Den nordlige ende er ældst, idet 2-3 huse her må være bygget engang i slutningen af 1600-tallet, mens husnumrene til og med nr. 12 (matrikel nr.214) på den østre side er bygget inden 1710. Den sydlige ende er kommet til midt i 1740'erne.

Igennem den nordlige ende løb en af byens hovedrendestene. Mellem nr. 12 og nr. 14 drejede den østover gennem nuværende Skippergangen og fortsatte mod syd ad Fogdens Plads. Dens løb gennem Skippergangen var i 1800-tallet afspærret med plankeværk i hver ende. Kun byens vægtere havde adgang hertil.

Skipperstræde 12 Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

Matrikel nr. 214

Niels Jørgensen og Kirsten Bentsdatter var begge fra Skåne og giftede sig i 1703.

I de første år boede de til leje et sted i byen, men nogle år senere erhvervede de en grund her på grænsen ned til det sumpede område omkring nuværende Fogdens Plads. Syd for deres grund løb en rende, der førte spildevand hen til dette fugtige område.

Da huset var det yderste, har Niels godt kunnet brede sig og ikke følge byggelinien for de nordfor liggende huse. Derfor har den nuværende ejer i dag en fin udsigt op ad strædet.

Niels og Kirsten har ikke været velhavende folk. Han har ernæret sig som matros, og hun har vævet. Således har de klaret dagen og vejen. Af de 11 børn, de fik, nåede 8 at blive voksne - 2 sønner og 6 døtre.

Lige inden Niels døde i 1732, havde han lovet den nye nabo mod syd, skipper Pieter Jensen Pouls, at denne måtte erhverve en strimmel af hans grund, for Niels var vist nok også kommet til at brede sig for meget mod syd.

Pieter Jensen Pouls fik også myndighedernes accept til dette mod at flytte spildevandsrenden lidt længere mod nord. Men dette ville Kirsten i sin enkestand ikke acceptere. Der måtte flere mæglingsforsøg til for at bringe dem til enighed. Kirstens kommentar hertil var, at hvad Gud og schouten bestemte, ville hun være fornøjet med. Det strakte sig dog ikke til at afgive den omstridte jord. Hun var nu omkring 70 år og var på sine gamle dage blevet helt blind.

I januar 1750 havde Pieter Jensen Pouls tabt tålmodigheden og begyndte at grave i Kirstens have helt der inde, hvor hendes grundskel rettelig burde ligge. Han var i færd med at lave en ny spilevandsrende med stensætning. Kirsten kunne ikke selv se resultatet, men det kunne hendes børn, og de fik udvirket, at en klage blev sendt til amtmanden. Men det var selvfølgelig forgæves, for Pouls havde både schouten og fogden på sin side. Hermed havde spildevandsrenden fået sit knæk.

Af Kirstens 8 børn var den ældste datter blevet gift i Dragør og død i en ung alder. 3 døtre blev gift og bosat inde i Tårnby. Datteren Else blev som 43-årig gift med en enkemand i Lodsstræde 13. Hun blev blind ligesom sin mor.

Den yngste søn Bent forsvandt til søs, og den ældste søn Jørgen giftede sig med en lodsenke i von Ostensgade 4. Også han blev blind som gammel.

Tilbage var datteren Sidse, som forblev ugift og blev boende i huset hos moderen. Hun har med sin vævning bidraget til at skaffe det daglige brød til huse.

De færdige lærredsruller har hun bragt ind til København og afsat der. En lørdag i juli 1756 var hun således på farten. Hun havde fået kørelejlighed ind til Amager Port med en vognmand, Thorkel Svendsen, fra Dragør. Da hun var hoppet af vognen og rakte vognmanden hånden til tak for turen, blev hun ramt og skubbet omkuld af hestene til en forbikørende torvevogn. Resultatet var, at Sidses ene lår var brækket.

Kusken på den store torvevogn var Crilles Friises 17-årige søn Jan fra Store Magleby. Han påstod siden, at han tydelig havde råbt til hende, at hun dog måtte gå af vejen, og at hun var faldet omkuld, var ikke hans skyld. Amtsforvalteren kunne ikke begribe, hvorledes det kunne være gået så fatalt til - "thi det er noksom bekendt, at amagerne, når de kører til torvs og haver stærkt læs på, fremfarer ganske langsomt, således at hestene ikkun går fod for fod".

Men Sidses lårbensbrud måtte jo under behandling, og det kostede penge, som staklen ikke havde for mange af. Hun kom under kirurg- eller bartskærer-behandling inde i København, og i de 9 uger, som det stod på, måtte hun indlogere sig hos en mand ved navn Hategren, der boede "på Kultorvet i det bageren tilhørende hus straks ved Rosengården". Kirurgen skulle have 25 rigsdaler. for sin behandling og hr. Hategren 1 rigsdaler. 2 mark ugentlig for pleje og opvartning.

Hun mente derfor, at det ikke var mere end rimeligt, at Crilles Friis på sin søns vegne betalte disse omkostninger. Hun bad amtmanden om hjælp for "den bedrøvelige skade, som ved sådan uforsigtig påkørsel blev mig tilføjet, idet jeg så lang tid derover har måttet ligge under bartskærers hånd, udstået en overmåde stor pine og smerte, ja uden tvivl vil beholde min livstid mén og følelse deraf". Men Crilles Friis ville ikke betale. Han havde mange undskyldninger, og han var en fattig mand. Amtsforvalteren måtte mægle og fik ham til "for at ungå videre vidtløftighed" at betale hende 10 rigsdaler.

Mens Sidse lå til sengs inde ved Kultorvet i København, døde Kirsten og blev begravet oppe i Store Magleby den 8. august 1756. Der blev ikke holdt skifte efter hende. Efter aftale med søstrene i Tårnby skulle de på dette tidspunkt endnu ugifte søskende have lov at blive boende i barndomshjemmet. Det var Sidse, Else og Jørgen.

Som den sidste af de 8 søskende blev Sidse boende i huset. Hun var imidlertid ikke alene, idet hendes niece, Anne Truelsdatter, fra Tårnby var flyttet ind engang i 1750'erne. Dette skulle være en aflastning for hendes mor, Sidses søster, for hun var vist nok et lidt vidtløftigt pigebarn.

I 1757 havde hun noget for med et par unge fyre, som har afstedkommet et forhør hos schouten. Det var formodentlig et par tjenestekarle, Morten Larsen og Niels Bendtsen, som havde haft spas med at binde Annes hænder og hejse hende op i skorstenen. Nogle dage senere havde de pisket hendes bare krop med nogle riskviste. Der var også noget om, at Anne en aften havde stået ved Mortens seng og nægtet at gå bort. Så havde Morten taget hende og sølet hende i koskarn, som han smurte rundt i ansigtet på hende. På schouten spørgsmål hvorfor han gjorde dette, svarede han: "Fordi hun havde sådan en skarnsmund imod mig".

Anne blev opdraget hos sin moster Sidse i Skipperstræde, og da denne blev gammel og svagelig, formodentlig med mén fra sit lårbensbrud, har hun styret huset, varetaget vævningen og sørget for dagen og vejen for dem begge. Sidse har ikke kunnet give Anne løn, men hun lovede hende til gengæld, at når hun engang var død, skulle Anne arve, hvad hun havde.

"Niels Jørgens Sidse" døde i februar 1778. For leje af byens ligklæde til hendes ligfærd til Store Magleby kirke blev der betalt 1 mark. Den 30. marts blev der hold auktion over huset og møblerne, og i juni blev der holdt skifteforretning hos schouten - ikke efter Sidse, men efter afdøde Niels Jørgensen og hustru Kirsten Bentsdatter. Arvingerne var mødt frem. Der var Jørgen Nielsen, Else Nielsdatter, familiemedlemmer fra Tårnby - her iblandt Annes mor, Bente Nielsdatter. Anne var også til stede.

Boet udgjorde 105 sletdaler til deling mellem 4 parter, idet Niels og Kirstens 4 andre børn var døde uden at efterlade sig livsarvinger. Da det efterhånden gik op for Anne, at der ikke var nogen arv til hende, sådan som moster Sidse havde lovet hende, begyndte hun at bruge mund og skælde ud. Ja, hun gik endog så vidt i sin vrede, at hun trak sine skørter op og viste både familien og schouten sin bare rumpe, inden hun forlod forsamlingen.

Anne stillede nu krav om, at når hun ikke kunne få del i arven, ville hun til gengæld have løn for 15 års arbejde hos Sidse. Hun forlangte ikke en ublu betalng - kun 6 sletdaler om året. Men arvingerne var ikke til sinds at give hende noget. Jørgen udtalte, at hun overhovedet ikke havde været ansat hos Sidse og derfor ikke var berettiget til løn.

Schouten var dybt forarget over hendes opførsel og mente, at hun burde sættes nogle dage på vand og brød inde i Blåtårn. Kun hendes moster Else viste medlidenhed med hende og tilbød hende sin arveandel. Hun boede jo næsten ved siden af, omme i Lodsstræde 13, og hun har vel fornemmet, hvor meget Anne har betydet og været værd for hendes afdøde søster. Schouten var derimod ganske uforstående for, at Else kunne bortgive sin arv, i betragtning af at hendes mand, Peder Sørensen, var en fattig mand, der havde hele 2 panthavere i sit hus.

Det blev således også hos Else, at Anne fik sit fremtidige hjem. I folketællingen 1787 under nr. 223 finder man Peder Sørensen og Else Nielsdatter anført som fattige blegere, og hos sig har de den 48-årige Anne Truelsdatter, som er husmoderens søsterdatter. Anne har uden tvivl været Else en god støtte, efter at hun mistede sit syn.

Anne Truelsdatter døde i juli 1799, 62 år gammel. I kirkebogen skrev præsten i den anledning: "- hun er født i Tårnby sogn, kom tidlig her til menigheden, levede ugift og tjente for væverpige, til sidst hos Peder Sørensens enke på Dragør, hvor hun døde".

Skipperstræde 12 blev som sagt solgt ved auktion efter Sidses død i 1778. Det gik for 136 sletdaler, og køberen var lodsen Pieter Pietersen Svart - også kaldt Slagter efter sin far, slagteren Pieter Pietersen Svart.

Han flyttede ind med sin anden hustru, Grith Zybrandtsdatter. Med den første kone - Bodil Svendsdatter - havde han 4 børn: Zidse g.m. Eibert Pedersen, hører ved skolen - Pieter, skibstømmermand, g.m. Marchen Hans Rasmus - Bodil g.m. styrmand Jacob Cornelissen Huck - Karen g.m. styrmand Hans Pietersen Wærth.

I 1787 ser det ud, som om datteren Zidse og hendes mand samt Pieter Svarts gamle mor, Ahf Claesdatter, også har boet i huset.

Pieter Svart havde sin nærmeste overordnede, lodsoldermand Mathias Schmidt, boende ved siden af sig i Skipperstræde 10. Schmidt havde ikke de højeste tanker om sin nabo og dennes drikfældighed. I 1782 indberettede han om Pieter Svart: "Så længe jeg kan have ham under opsigt, går det lidt an, men når han er fraværende, enten i København eller Helsingør, er han et svin som tilforn". Til større og vanskeligere opgaver kunne Pieter ikke bruges - "dels for alder, dels for anden dårlighed han har i sine ben".

Pieter Svart døde i 1809. Huset gik herefter over til datteren Bodil og hendes mand Jacob Cornelissen Huck. Dette ægteskab var barnløst, og Jacob Huck druknede i 1810 i havnen. Senere overdrog Bodil huset til sin søster Karens datter, Bodil, der var gift med sømand og senere lods Mathias Johansen Severin.

Skipperstræde Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

hed tidligere St. Pederstræde.

Den nordlige ende er ældst, idet 2-3 huse her må være bygget engang i slutningen af 1600-tallet, mens husnumrene til og med nr. 12 (matrikel nr.214) på den østre side er bygget inden 1710. Den sydlige ende er kommet til midt i 1740'erne.

Igennem den nordlige ende løb en af byens hovedrendestene. Mellem nr. 12 og nr. 14 drejede den østover gennem nuværende Skippergangen og fortsatte mod syd ad Fogdens Plads. Dens løb gennem Skippergangen var i 1800-tallet afspærret med plankeværk i hver ende. Kun byens vægtere havde adgang hertil.

Skipperstræde 12 Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

Matrikel nr. 214

Niels Jørgensen og Kirsten Bentsdatter var begge fra Skåne og giftede sig i 1703.

I de første år boede de til leje et sted i byen, men nogle år senere erhvervede de en grund her på grænsen ned til det sumpede område omkring nuværende Fogdens Plads. Syd for deres grund løb en rende, der førte spildevand hen til dette fugtige område.

Da huset var det yderste, har Niels godt kunnet brede sig og ikke følge byggelinien for de nordfor liggende huse. Derfor har den nuværende ejer i dag en fin udsigt op ad strædet.

Niels og Kirsten har ikke været velhavende folk. Han har ernæret sig som matros, og hun har vævet. Således har de klaret dagen og vejen. Af de 11 børn, de fik, nåede 8 at blive voksne - 2 sønner og 6 døtre.

Lige inden Niels døde i 1732, havde han lovet den nye nabo mod syd, skipper Pieter Jensen Pouls, at denne måtte erhverve en strimmel af hans grund, for Niels var vist nok også kommet til at brede sig for meget mod syd.

Pieter Jensen Pouls fik også myndighedernes accept til dette mod at flytte spildevandsrenden lidt længere mod nord. Men dette ville Kirsten i sin enkestand ikke acceptere. Der måtte flere mæglingsforsøg til for at bringe dem til enighed. Kirstens kommentar hertil var, at hvad Gud og schouten bestemte, ville hun være fornøjet med. Det strakte sig dog ikke til at afgive den omstridte jord. Hun var nu omkring 70 år og var på sine gamle dage blevet helt blind.

I januar 1750 havde Pieter Jensen Pouls tabt tålmodigheden og begyndte at grave i Kirstens have helt der inde, hvor hendes grundskel rettelig burde ligge. Han var i færd med at lave en ny spilevandsrende med stensætning. Kirsten kunne ikke selv se resultatet, men det kunne hendes børn, og de fik udvirket, at en klage blev sendt til amtmanden. Men det var selvfølgelig forgæves, for Pouls havde både schouten og fogden på sin side. Hermed havde spildevandsrenden fået sit knæk.

Af Kirstens 8 børn var den ældste datter blevet gift i Dragør og død i en ung alder. 3 døtre blev gift og bosat inde i Tårnby. Datteren Else blev som 43-årig gift med en enkemand i Lodsstræde 13. Hun blev blind ligesom sin mor.

Den yngste søn Bent forsvandt til søs, og den ældste søn Jørgen giftede sig med en lodsenke i von Ostensgade 4. Også han blev blind som gammel.

Tilbage var datteren Sidse, som forblev ugift og blev boende i huset hos moderen. Hun har med sin vævning bidraget til at skaffe det daglige brød til huse.

De færdige lærredsruller har hun bragt ind til København og afsat der. En lørdag i juli 1756 var hun således på farten. Hun havde fået kørelejlighed ind til Amager Port med en vognmand, Thorkel Svendsen, fra Dragør. Da hun var hoppet af vognen og rakte vognmanden hånden til tak for turen, blev hun ramt og skubbet omkuld af hestene til en forbikørende torvevogn. Resultatet var, at Sidses ene lår var brækket.

Kusken på den store torvevogn var Crilles Friises 17-årige søn Jan fra Store Magleby. Han påstod siden, at han tydelig havde råbt til hende, at hun dog måtte gå af vejen, og at hun var faldet omkuld, var ikke hans skyld. Amtsforvalteren kunne ikke begribe, hvorledes det kunne være gået så fatalt til - "thi det er noksom bekendt, at amagerne, når de kører til torvs og haver stærkt læs på, fremfarer ganske langsomt, således at hestene ikkun går fod for fod".

Men Sidses lårbensbrud måtte jo under behandling, og det kostede penge, som staklen ikke havde for mange af. Hun kom under kirurg- eller bartskærer-behandling inde i København, og i de 9 uger, som det stod på, måtte hun indlogere sig hos en mand ved navn Hategren, der boede "på Kultorvet i det bageren tilhørende hus straks ved Rosengården". Kirurgen skulle have 25 rigsdaler. for sin behandling og hr. Hategren 1 rigsdaler. 2 mark ugentlig for pleje og opvartning.

Hun mente derfor, at det ikke var mere end rimeligt, at Crilles Friis på sin søns vegne betalte disse omkostninger. Hun bad amtmanden om hjælp for "den bedrøvelige skade, som ved sådan uforsigtig påkørsel blev mig tilføjet, idet jeg så lang tid derover har måttet ligge under bartskærers hånd, udstået en overmåde stor pine og smerte, ja uden tvivl vil beholde min livstid mén og følelse deraf". Men Crilles Friis ville ikke betale. Han havde mange undskyldninger, og han var en fattig mand. Amtsforvalteren måtte mægle og fik ham til "for at ungå videre vidtløftighed" at betale hende 10 rigsdaler.

Mens Sidse lå til sengs inde ved Kultorvet i København, døde Kirsten og blev begravet oppe i Store Magleby den 8. august 1756. Der blev ikke holdt skifte efter hende. Efter aftale med søstrene i Tårnby skulle de på dette tidspunkt endnu ugifte søskende have lov at blive boende i barndomshjemmet. Det var Sidse, Else og Jørgen.

Som den sidste af de 8 søskende blev Sidse boende i huset. Hun var imidlertid ikke alene, idet hendes niece, Anne Truelsdatter, fra Tårnby var flyttet ind engang i 1750'erne. Dette skulle være en aflastning for hendes mor, Sidses søster, for hun var vist nok et lidt vidtløftigt pigebarn.

I 1757 havde hun noget for med et par unge fyre, som har afstedkommet et forhør hos schouten. Det var formodentlig et par tjenestekarle, Morten Larsen og Niels Bendtsen, som havde haft spas med at binde Annes hænder og hejse hende op i skorstenen. Nogle dage senere havde de pisket hendes bare krop med nogle riskviste. Der var også noget om, at Anne en aften havde stået ved Mortens seng og nægtet at gå bort. Så havde Morten taget hende og sølet hende i koskarn, som han smurte rundt i ansigtet på hende. På schouten spørgsmål hvorfor han gjorde dette, svarede han: "Fordi hun havde sådan en skarnsmund imod mig".

Anne blev opdraget hos sin moster Sidse i Skipperstræde, og da denne blev gammel og svagelig, formodentlig med mén fra sit lårbensbrud, har hun styret huset, varetaget vævningen og sørget for dagen og vejen for dem begge. Sidse har ikke kunnet give Anne løn, men hun lovede hende til gengæld, at når hun engang var død, skulle Anne arve, hvad hun havde.

"Niels Jørgens Sidse" døde i februar 1778. For leje af byens ligklæde til hendes ligfærd til Store Magleby kirke blev der betalt 1 mark. Den 30. marts blev der hold auktion over huset og møblerne, og i juni blev der holdt skifteforretning hos schouten - ikke efter Sidse, men efter afdøde Niels Jørgensen og hustru Kirsten Bentsdatter. Arvingerne var mødt frem. Der var Jørgen Nielsen, Else Nielsdatter, familiemedlemmer fra Tårnby - her iblandt Annes mor, Bente Nielsdatter. Anne var også til stede.

Boet udgjorde 105 sletdaler til deling mellem 4 parter, idet Niels og Kirstens 4 andre børn var døde uden at efterlade sig livsarvinger. Da det efterhånden gik op for Anne, at der ikke var nogen arv til hende, sådan som moster Sidse havde lovet hende, begyndte hun at bruge mund og skælde ud. Ja, hun gik endog så vidt i sin vrede, at hun trak sine skørter op og viste både familien og schouten sin bare rumpe, inden hun forlod forsamlingen.

Anne stillede nu krav om, at når hun ikke kunne få del i arven, ville hun til gengæld have løn for 15 års arbejde hos Sidse. Hun forlangte ikke en ublu betalng - kun 6 sletdaler om året. Men arvingerne var ikke til sinds at give hende noget. Jørgen udtalte, at hun overhovedet ikke havde været ansat hos Sidse og derfor ikke var berettiget til løn.

Schouten var dybt forarget over hendes opførsel og mente, at hun burde sættes nogle dage på vand og brød inde i Blåtårn. Kun hendes moster Else viste medlidenhed med hende og tilbød hende sin arveandel. Hun boede jo næsten ved siden af, omme i Lodsstræde 13, og hun har vel fornemmet, hvor meget Anne har betydet og været værd for hendes afdøde søster. Schouten var derimod ganske uforstående for, at Else kunne bortgive sin arv, i betragtning af at hendes mand, Peder Sørensen, var en fattig mand, der havde hele 2 panthavere i sit hus.

Det blev således også hos Else, at Anne fik sit fremtidige hjem. I folketællingen 1787 under nr. 223 finder man Peder Sørensen og Else Nielsdatter anført som fattige blegere, og hos sig har de den 48-årige Anne Truelsdatter, som er husmoderens søsterdatter. Anne har uden tvivl været Else en god støtte, efter at hun mistede sit syn.

Anne Truelsdatter døde i juli 1799, 62 år gammel. I kirkebogen skrev præsten i den anledning: "- hun er født i Tårnby sogn, kom tidlig her til menigheden, levede ugift og tjente for væverpige, til sidst hos Peder Sørensens enke på Dragør, hvor hun døde".

Skipperstræde 12 blev som sagt solgt ved auktion efter Sidses død i 1778. Det gik for 136 sletdaler, og køberen var lodsen Pieter Pietersen Svart - også kaldt Slagter efter sin far, slagteren Pieter Pietersen Svart.

Han flyttede ind med sin anden hustru, Grith Zybrandtsdatter. Med den første kone - Bodil Svendsdatter - havde han 4 børn: Zidse g.m. Eibert Pedersen, hører ved skolen - Pieter, skibstømmermand, g.m. Marchen Hans Rasmus - Bodil g.m. styrmand Jacob Cornelissen Huck - Karen g.m. styrmand Hans Pietersen Wærth.

I 1787 ser det ud, som om datteren Zidse og hendes mand samt Pieter Svarts gamle mor, Ahf Claesdatter, også har boet i huset.

Pieter Svart havde sin nærmeste overordnede, lodsoldermand Mathias Schmidt, boende ved siden af sig i Skipperstræde 10. Schmidt havde ikke de højeste tanker om sin nabo og dennes drikfældighed. I 1782 indberettede han om Pieter Svart: "Så længe jeg kan have ham under opsigt, går det lidt an, men når han er fraværende, enten i København eller Helsingør, er han et svin som tilforn". Til større og vanskeligere opgaver kunne Pieter ikke bruges - "dels for alder, dels for anden dårlighed han har i sine ben".

Pieter Svart døde i 1809. Huset gik herefter over til datteren Bodil og hendes mand Jacob Cornelissen Huck. Dette ægteskab var barnløst, og Jacob Huck druknede i 1810 i havnen. Senere overdrog Bodil huset til sin søster Karens datter, Bodil, der var gift med sømand og senere lods Mathias Johansen Severin.

Skipperstræde Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

hed tidligere St. Pederstræde.

Den nordlige ende er ældst, idet 2-3 huse her må være bygget engang i slutningen af 1600-tallet, mens husnumrene til og med nr. 12 (matrikel nr.214) på den østre side er bygget inden 1710. Den sydlige ende er kommet til midt i 1740'erne.

Igennem den nordlige ende løb en af byens hovedrendestene. Mellem nr. 12 og nr. 14 drejede den østover gennem nuværende Skippergangen og fortsatte mod syd ad Fogdens Plads. Dens løb gennem Skippergangen var i 1800-tallet afspærret med plankeværk i hver ende. Kun byens vægtere havde adgang hertil.

Skipperstræde 12 Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

Matrikel nr. 214

Niels Jørgensen og Kirsten Bentsdatter var begge fra Skåne og giftede sig i 1703.

I de første år boede de til leje et sted i byen, men nogle år senere erhvervede de en grund her på grænsen ned til det sumpede område omkring nuværende Fogdens Plads. Syd for deres grund løb en rende, der førte spildevand hen til dette fugtige område.

Da huset var det yderste, har Niels godt kunnet brede sig og ikke følge byggelinien for de nordfor liggende huse. Derfor har den nuværende ejer i dag en fin udsigt op ad strædet.

Niels og Kirsten har ikke været velhavende folk. Han har ernæret sig som matros, og hun har vævet. Således har de klaret dagen og vejen. Af de 11 børn, de fik, nåede 8 at blive voksne - 2 sønner og 6 døtre.

Lige inden Niels døde i 1732, havde han lovet den nye nabo mod syd, skipper Pieter Jensen Pouls, at denne måtte erhverve en strimmel af hans grund, for Niels var vist nok også kommet til at brede sig for meget mod syd.

Pieter Jensen Pouls fik også myndighedernes accept til dette mod at flytte spildevandsrenden lidt længere mod nord. Men dette ville Kirsten i sin enkestand ikke acceptere. Der måtte flere mæglingsforsøg til for at bringe dem til enighed. Kirstens kommentar hertil var, at hvad Gud og schouten bestemte, ville hun være fornøjet med. Det strakte sig dog ikke til at afgive den omstridte jord. Hun var nu omkring 70 år og var på sine gamle dage blevet helt blind.

I januar 1750 havde Pieter Jensen Pouls tabt tålmodigheden og begyndte at grave i Kirstens have helt der inde, hvor hendes grundskel rettelig burde ligge. Han var i færd med at lave en ny spilevandsrende med stensætning. Kirsten kunne ikke selv se resultatet, men det kunne hendes børn, og de fik udvirket, at en klage blev sendt til amtmanden. Men det var selvfølgelig forgæves, for Pouls havde både schouten og fogden på sin side. Hermed havde spildevandsrenden fået sit knæk.

Af Kirstens 8 børn var den ældste datter blevet gift i Dragør og død i en ung alder. 3 døtre blev gift og bosat inde i Tårnby. Datteren Else blev som 43-årig gift med en enkemand i Lodsstræde 13. Hun blev blind ligesom sin mor.

Den yngste søn Bent forsvandt til søs, og den ældste søn Jørgen giftede sig med en lodsenke i von Ostensgade 4. Også han blev blind som gammel.

Tilbage var datteren Sidse, som forblev ugift og blev boende i huset hos moderen. Hun har med sin vævning bidraget til at skaffe det daglige brød til huse.

De færdige lærredsruller har hun bragt ind til København og afsat der. En lørdag i juli 1756 var hun således på farten. Hun havde fået kørelejlighed ind til Amager Port med en vognmand, Thorkel Svendsen, fra Dragør. Da hun var hoppet af vognen og rakte vognmanden hånden til tak for turen, blev hun ramt og skubbet omkuld af hestene til en forbikørende torvevogn. Resultatet var, at Sidses ene lår var brækket.

Kusken på den store torvevogn var Crilles Friises 17-årige søn Jan fra Store Magleby. Han påstod siden, at han tydelig havde råbt til hende, at hun dog måtte gå af vejen, og at hun var faldet omkuld, var ikke hans skyld. Amtsforvalteren kunne ikke begribe, hvorledes det kunne være gået så fatalt til - "thi det er noksom bekendt, at amagerne, når de kører til torvs og haver stærkt læs på, fremfarer ganske langsomt, således at hestene ikkun går fod for fod".

Men Sidses lårbensbrud måtte jo under behandling, og det kostede penge, som staklen ikke havde for mange af. Hun kom under kirurg- eller bartskærer-behandling inde i København, og i de 9 uger, som det stod på, måtte hun indlogere sig hos en mand ved navn Hategren, der boede "på Kultorvet i det bageren tilhørende hus straks ved Rosengården". Kirurgen skulle have 25 rigsdaler. for sin behandling og hr. Hategren 1 rigsdaler. 2 mark ugentlig for pleje og opvartning.

Hun mente derfor, at det ikke var mere end rimeligt, at Crilles Friis på sin søns vegne betalte disse omkostninger. Hun bad amtmanden om hjælp for "den bedrøvelige skade, som ved sådan uforsigtig påkørsel blev mig tilføjet, idet jeg så lang tid derover har måttet ligge under bartskærers hånd, udstået en overmåde stor pine og smerte, ja uden tvivl vil beholde min livstid mén og følelse deraf". Men Crilles Friis ville ikke betale. Han havde mange undskyldninger, og han var en fattig mand. Amtsforvalteren måtte mægle og fik ham til "for at ungå videre vidtløftighed" at betale hende 10 rigsdaler.

Mens Sidse lå til sengs inde ved Kultorvet i København, døde Kirsten og blev begravet oppe i Store Magleby den 8. august 1756. Der blev ikke holdt skifte efter hende. Efter aftale med søstrene i Tårnby skulle de på dette tidspunkt endnu ugifte søskende have lov at blive boende i barndomshjemmet. Det var Sidse, Else og Jørgen.

Som den sidste af de 8 søskende blev Sidse boende i huset. Hun var imidlertid ikke alene, idet hendes niece, Anne Truelsdatter, fra Tårnby var flyttet ind engang i 1750'erne. Dette skulle være en aflastning for hendes mor, Sidses søster, for hun var vist nok et lidt vidtløftigt pigebarn.

I 1757 havde hun noget for med et par unge fyre, som har afstedkommet et forhør hos schouten. Det var formodentlig et par tjenestekarle, Morten Larsen og Niels Bendtsen, som havde haft spas med at binde Annes hænder og hejse hende op i skorstenen. Nogle dage senere havde de pisket hendes bare krop med nogle riskviste. Der var også noget om, at Anne en aften havde stået ved Mortens seng og nægtet at gå bort. Så havde Morten taget hende og sølet hende i koskarn, som han smurte rundt i ansigtet på hende. På schouten spørgsmål hvorfor han gjorde dette, svarede han: "Fordi hun havde sådan en skarnsmund imod mig".

Anne blev opdraget hos sin moster Sidse i Skipperstræde, og da denne blev gammel og svagelig, formodentlig med mén fra sit lårbensbrud, har hun styret huset, varetaget vævningen og sørget for dagen og vejen for dem begge. Sidse har ikke kunnet give Anne løn, men hun lovede hende til gengæld, at når hun engang var død, skulle Anne arve, hvad hun havde.

"Niels Jørgens Sidse" døde i februar 1778. For leje af byens ligklæde til hendes ligfærd til Store Magleby kirke blev der betalt 1 mark. Den 30. marts blev der hold auktion over huset og møblerne, og i juni blev der holdt skifteforretning hos schouten - ikke efter Sidse, men efter afdøde Niels Jørgensen og hustru Kirsten Bentsdatter. Arvingerne var mødt frem. Der var Jørgen Nielsen, Else Nielsdatter, familiemedlemmer fra Tårnby - her iblandt Annes mor, Bente Nielsdatter. Anne var også til stede.

Boet udgjorde 105 sletdaler til deling mellem 4 parter, idet Niels og Kirstens 4 andre børn var døde uden at efterlade sig livsarvinger. Da det efterhånden gik op for Anne, at der ikke var nogen arv til hende, sådan som moster Sidse havde lovet hende, begyndte hun at bruge mund og skælde ud. Ja, hun gik endog så vidt i sin vrede, at hun trak sine skørter op og viste både familien og schouten sin bare rumpe, inden hun forlod forsamlingen.

Anne stillede nu krav om, at når hun ikke kunne få del i arven, ville hun til gengæld have løn for 15 års arbejde hos Sidse. Hun forlangte ikke en ublu betalng - kun 6 sletdaler om året. Men arvingerne var ikke til sinds at give hende noget. Jørgen udtalte, at hun overhovedet ikke havde været ansat hos Sidse og derfor ikke var berettiget til løn.

Schouten var dybt forarget over hendes opførsel og mente, at hun burde sættes nogle dage på vand og brød inde i Blåtårn. Kun hendes moster Else viste medlidenhed med hende og tilbød hende sin arveandel. Hun boede jo næsten ved siden af, omme i Lodsstræde 13, og hun har vel fornemmet, hvor meget Anne har betydet og været værd for hendes afdøde søster. Schouten var derimod ganske uforstående for, at Else kunne bortgive sin arv, i betragtning af at hendes mand, Peder Sørensen, var en fattig mand, der havde hele 2 panthavere i sit hus.

Det blev således også hos Else, at Anne fik sit fremtidige hjem. I folketællingen 1787 under nr. 223 finder man Peder Sørensen og Else Nielsdatter anført som fattige blegere, og hos sig har de den 48-årige Anne Truelsdatter, som er husmoderens søsterdatter. Anne har uden tvivl været Else en god støtte, efter at hun mistede sit syn.

Anne Truelsdatter døde i juli 1799, 62 år gammel. I kirkebogen skrev præsten i den anledning: "- hun er født i Tårnby sogn, kom tidlig her til menigheden, levede ugift og tjente for væverpige, til sidst hos Peder Sørensens enke på Dragør, hvor hun døde".

Skipperstræde 12 blev som sagt solgt ved auktion efter Sidses død i 1778. Det gik for 136 sletdaler, og køberen var lodsen Pieter Pietersen Svart - også kaldt Slagter efter sin far, slagteren Pieter Pietersen Svart.

Han flyttede ind med sin anden hustru, Grith Zybrandtsdatter. Med den første kone - Bodil Svendsdatter - havde han 4 børn: Zidse g.m. Eibert Pedersen, hører ved skolen - Pieter, skibstømmermand, g.m. Marchen Hans Rasmus - Bodil g.m. styrmand Jacob Cornelissen Huck - Karen g.m. styrmand Hans Pietersen Wærth.

I 1787 ser det ud, som om datteren Zidse og hendes mand samt Pieter Svarts gamle mor, Ahf Claesdatter, også har boet i huset.

Pieter Svart havde sin nærmeste overordnede, lodsoldermand Mathias Schmidt, boende ved siden af sig i Skipperstræde 10. Schmidt havde ikke de højeste tanker om sin nabo og dennes drikfældighed. I 1782 indberettede han om Pieter Svart: "Så længe jeg kan have ham under opsigt, går det lidt an, men når han er fraværende, enten i København eller Helsingør, er han et svin som tilforn". Til større og vanskeligere opgaver kunne Pieter ikke bruges - "dels for alder, dels for anden dårlighed han har i sine ben".

Pieter Svart døde i 1809. Huset gik herefter over til datteren Bodil og hendes mand Jacob Cornelissen Huck. Dette ægteskab var barnløst, og Jacob Huck druknede i 1810 i havnen. Senere overdrog Bodil huset til sin søster Karens datter, Bodil, der var gift med sømand og senere lods Mathias Johansen Severin.

Skipperstræde Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

hed tidligere St. Pederstræde.

Den nordlige ende er ældst, idet 2-3 huse her må være bygget engang i slutningen af 1600-tallet, mens husnumrene til og med nr. 12 (matrikel nr.214) på den østre side er bygget inden 1710. Den sydlige ende er kommet til midt i 1740'erne.

Igennem den nordlige ende løb en af byens hovedrendestene. Mellem nr. 12 og nr. 14 drejede den østover gennem nuværende Skippergangen og fortsatte mod syd ad Fogdens Plads. Dens løb gennem Skippergangen var i 1800-tallet afspærret med plankeværk i hver ende. Kun byens vægtere havde adgang hertil.

Skipperstræde 12 Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

Matrikel nr. 214

Niels Jørgensen og Kirsten Bentsdatter var begge fra Skåne og giftede sig i 1703.

I de første år boede de til leje et sted i byen, men nogle år senere erhvervede de en grund her på grænsen ned til det sumpede område omkring nuværende Fogdens Plads. Syd for deres grund løb en rende, der førte spildevand hen til dette fugtige område.

Da huset var det yderste, har Niels godt kunnet brede sig og ikke følge byggelinien for de nordfor liggende huse. Derfor har den nuværende ejer i dag en fin udsigt op ad strædet.

Niels og Kirsten har ikke været velhavende folk. Han har ernæret sig som matros, og hun har vævet. Således har de klaret dagen og vejen. Af de 11 børn, de fik, nåede 8 at blive voksne - 2 sønner og 6 døtre.

Lige inden Niels døde i 1732, havde han lovet den nye nabo mod syd, skipper Pieter Jensen Pouls, at denne måtte erhverve en strimmel af hans grund, for Niels var vist nok også kommet til at brede sig for meget mod syd.

Pieter Jensen Pouls fik også myndighedernes accept til dette mod at flytte spildevandsrenden lidt længere mod nord. Men dette ville Kirsten i sin enkestand ikke acceptere. Der måtte flere mæglingsforsøg til for at bringe dem til enighed. Kirstens kommentar hertil var, at hvad Gud og schouten bestemte, ville hun være fornøjet med. Det strakte sig dog ikke til at afgive den omstridte jord. Hun var nu omkring 70 år og var på sine gamle dage blevet helt blind.

I januar 1750 havde Pieter Jensen Pouls tabt tålmodigheden og begyndte at grave i Kirstens have helt der inde, hvor hendes grundskel rettelig burde ligge. Han var i færd med at lave en ny spilevandsrende med stensætning. Kirsten kunne ikke selv se resultatet, men det kunne hendes børn, og de fik udvirket, at en klage blev sendt til amtmanden. Men det var selvfølgelig forgæves, for Pouls havde både schouten og fogden på sin side. Hermed havde spildevandsrenden fået sit knæk.

Af Kirstens 8 børn var den ældste datter blevet gift i Dragør og død i en ung alder. 3 døtre blev gift og bosat inde i Tårnby. Datteren Else blev som 43-årig gift med en enkemand i Lodsstræde 13. Hun blev blind ligesom sin mor.

Den yngste søn Bent forsvandt til søs, og den ældste søn Jørgen giftede sig med en lodsenke i von Ostensgade 4. Også han blev blind som gammel.

Tilbage var datteren Sidse, som forblev ugift og blev boende i huset hos moderen. Hun har med sin vævning bidraget til at skaffe det daglige brød til huse.

De færdige lærredsruller har hun bragt ind til København og afsat der. En lørdag i juli 1756 var hun således på farten. Hun havde fået kørelejlighed ind til Amager Port med en vognmand, Thorkel Svendsen, fra Dragør. Da hun var hoppet af vognen og rakte vognmanden hånden til tak for turen, blev hun ramt og skubbet omkuld af hestene til en forbikørende torvevogn. Resultatet var, at Sidses ene lår var brækket.

Kusken på den store torvevogn var Crilles Friises 17-årige søn Jan fra Store Magleby. Han påstod siden, at han tydelig havde råbt til hende, at hun dog måtte gå af vejen, og at hun var faldet omkuld, var ikke hans skyld. Amtsforvalteren kunne ikke begribe, hvorledes det kunne være gået så fatalt til - "thi det er noksom bekendt, at amagerne, når de kører til torvs og haver stærkt læs på, fremfarer ganske langsomt, således at hestene ikkun går fod for fod".

Men Sidses lårbensbrud måtte jo under behandling, og det kostede penge, som staklen ikke havde for mange af. Hun kom under kirurg- eller bartskærer-behandling inde i København, og i de 9 uger, som det stod på, måtte hun indlogere sig hos en mand ved navn Hategren, der boede "på Kultorvet i det bageren tilhørende hus straks ved Rosengården". Kirurgen skulle have 25 rigsdaler. for sin behandling og hr. Hategren 1 rigsdaler. 2 mark ugentlig for pleje og opvartning.

Hun mente derfor, at det ikke var mere end rimeligt, at Crilles Friis på sin søns vegne betalte disse omkostninger. Hun bad amtmanden om hjælp for "den bedrøvelige skade, som ved sådan uforsigtig påkørsel blev mig tilføjet, idet jeg så lang tid derover har måttet ligge under bartskærers hånd, udstået en overmåde stor pine og smerte, ja uden tvivl vil beholde min livstid mén og følelse deraf". Men Crilles Friis ville ikke betale. Han havde mange undskyldninger, og han var en fattig mand. Amtsforvalteren måtte mægle og fik ham til "for at ungå videre vidtløftighed" at betale hende 10 rigsdaler.

Mens Sidse lå til sengs inde ved Kultorvet i København, døde Kirsten og blev begravet oppe i Store Magleby den 8. august 1756. Der blev ikke holdt skifte efter hende. Efter aftale med søstrene i Tårnby skulle de på dette tidspunkt endnu ugifte søskende have lov at blive boende i barndomshjemmet. Det var Sidse, Else og Jørgen.

Som den sidste af de 8 søskende blev Sidse boende i huset. Hun var imidlertid ikke alene, idet hendes niece, Anne Truelsdatter, fra Tårnby var flyttet ind engang i 1750'erne. Dette skulle være en aflastning for hendes mor, Sidses søster, for hun var vist nok et lidt vidtløftigt pigebarn.

I 1757 havde hun noget for med et par unge fyre, som har afstedkommet et forhør hos schouten. Det var formodentlig et par tjenestekarle, Morten Larsen og Niels Bendtsen, som havde haft spas med at binde Annes hænder og hejse hende op i skorstenen. Nogle dage senere havde de pisket hendes bare krop med nogle riskviste. Der var også noget om, at Anne en aften havde stået ved Mortens seng og nægtet at gå bort. Så havde Morten taget hende og sølet hende i koskarn, som han smurte rundt i ansigtet på hende. På schouten spørgsmål hvorfor han gjorde dette, svarede han: "Fordi hun havde sådan en skarnsmund imod mig".

Anne blev opdraget hos sin moster Sidse i Skipperstræde, og da denne blev gammel og svagelig, formodentlig med mén fra sit lårbensbrud, har hun styret huset, varetaget vævningen og sørget for dagen og vejen for dem begge. Sidse har ikke kunnet give Anne løn, men hun lovede hende til gengæld, at når hun engang var død, skulle Anne arve, hvad hun havde.

"Niels Jørgens Sidse" døde i februar 1778. For leje af byens ligklæde til hendes ligfærd til Store Magleby kirke blev der betalt 1 mark. Den 30. marts blev der hold auktion over huset og møblerne, og i juni blev der holdt skifteforretning hos schouten - ikke efter Sidse, men efter afdøde Niels Jørgensen og hustru Kirsten Bentsdatter. Arvingerne var mødt frem. Der var Jørgen Nielsen, Else Nielsdatter, familiemedlemmer fra Tårnby - her iblandt Annes mor, Bente Nielsdatter. Anne var også til stede.

Boet udgjorde 105 sletdaler til deling mellem 4 parter, idet Niels og Kirstens 4 andre børn var døde uden at efterlade sig livsarvinger. Da det efterhånden gik op for Anne, at der ikke var nogen arv til hende, sådan som moster Sidse havde lovet hende, begyndte hun at bruge mund og skælde ud. Ja, hun gik endog så vidt i sin vrede, at hun trak sine skørter op og viste både familien og schouten sin bare rumpe, inden hun forlod forsamlingen.

Anne stillede nu krav om, at når hun ikke kunne få del i arven, ville hun til gengæld have løn for 15 års arbejde hos Sidse. Hun forlangte ikke en ublu betalng - kun 6 sletdaler om året. Men arvingerne var ikke til sinds at give hende noget. Jørgen udtalte, at hun overhovedet ikke havde været ansat hos Sidse og derfor ikke var berettiget til løn.

Schouten var dybt forarget over hendes opførsel og mente, at hun burde sættes nogle dage på vand og brød inde i Blåtårn. Kun hendes moster Else viste medlidenhed med hende og tilbød hende sin arveandel. Hun boede jo næsten ved siden af, omme i Lodsstræde 13, og hun har vel fornemmet, hvor meget Anne har betydet og været værd for hendes afdøde søster. Schouten var derimod ganske uforstående for, at Else kunne bortgive sin arv, i betragtning af at hendes mand, Peder Sørensen, var en fattig mand, der havde hele 2 panthavere i sit hus.

Det blev således også hos Else, at Anne fik sit fremtidige hjem. I folketællingen 1787 under nr. 223 finder man Peder Sørensen og Else Nielsdatter anført som fattige blegere, og hos sig har de den 48-årige Anne Truelsdatter, som er husmoderens søsterdatter. Anne har uden tvivl været Else en god støtte, efter at hun mistede sit syn.

Anne Truelsdatter døde i juli 1799, 62 år gammel. I kirkebogen skrev præsten i den anledning: "- hun er født i Tårnby sogn, kom tidlig her til menigheden, levede ugift og tjente for væverpige, til sidst hos Peder Sørensens enke på Dragør, hvor hun døde".

Skipperstræde 12 blev som sagt solgt ved auktion efter Sidses død i 1778. Det gik for 136 sletdaler, og køberen var lodsen Pieter Pietersen Svart - også kaldt Slagter efter sin far, slagteren Pieter Pietersen Svart.

Han flyttede ind med sin anden hustru, Grith Zybrandtsdatter. Med den første kone - Bodil Svendsdatter - havde han 4 børn: Zidse g.m. Eibert Pedersen, hører ved skolen - Pieter, skibstømmermand, g.m. Marchen Hans Rasmus - Bodil g.m. styrmand Jacob Cornelissen Huck - Karen g.m. styrmand Hans Pietersen Wærth.

I 1787 ser det ud, som om datteren Zidse og hendes mand samt Pieter Svarts gamle mor, Ahf Claesdatter, også har boet i huset.

Pieter Svart havde sin nærmeste overordnede, lodsoldermand Mathias Schmidt, boende ved siden af sig i Skipperstræde 10. Schmidt havde ikke de højeste tanker om sin nabo og dennes drikfældighed. I 1782 indberettede han om Pieter Svart: "Så længe jeg kan have ham under opsigt, går det lidt an, men når han er fraværende, enten i København eller Helsingør, er han et svin som tilforn". Til større og vanskeligere opgaver kunne Pieter ikke bruges - "dels for alder, dels for anden dårlighed han har i sine ben".

Pieter Svart døde i 1809. Huset gik herefter over til datteren Bodil og hendes mand Jacob Cornelissen Huck. Dette ægteskab var barnløst, og Jacob Huck druknede i 1810 i havnen. Senere overdrog Bodil huset til sin søster Karens datter, Bodil, der var gift med sømand og senere lods Mathias Johansen Severin.

Skipperstræde Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

hed tidligere St. Pederstræde.

Den nordlige ende er ældst, idet 2-3 huse her må være bygget engang i slutningen af 1600-tallet, mens husnumrene til og med nr. 12 (matrikel nr.214) på den østre side er bygget inden 1710. Den sydlige ende er kommet til midt i 1740'erne.

Igennem den nordlige ende løb en af byens hovedrendestene. Mellem nr. 12 og nr. 14 drejede den østover gennem nuværende Skippergangen og fortsatte mod syd ad Fogdens Plads. Dens løb gennem Skippergangen var i 1800-tallet afspærret med plankeværk i hver ende. Kun byens vægtere havde adgang hertil.

Skipperstræde 12 Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

Matrikel nr. 214

Niels Jørgensen og Kirsten Bentsdatter var begge fra Skåne og giftede sig i 1703.

I de første år boede de til leje et sted i byen, men nogle år senere erhvervede de en grund her på grænsen ned til det sumpede område omkring nuværende Fogdens Plads. Syd for deres grund løb en rende, der førte spildevand hen til dette fugtige område.

Da huset var det yderste, har Niels godt kunnet brede sig og ikke følge byggelinien for de nordfor liggende huse. Derfor har den nuværende ejer i dag en fin udsigt op ad strædet.

Niels og Kirsten har ikke været velhavende folk. Han har ernæret sig som matros, og hun har vævet. Således har de klaret dagen og vejen. Af de 11 børn, de fik, nåede 8 at blive voksne - 2 sønner og 6 døtre.

Lige inden Niels døde i 1732, havde han lovet den nye nabo mod syd, skipper Pieter Jensen Pouls, at denne måtte erhverve en strimmel af hans grund, for Niels var vist nok også kommet til at brede sig for meget mod syd.

Pieter Jensen Pouls fik også myndighedernes accept til dette mod at flytte spildevandsrenden lidt længere mod nord. Men dette ville Kirsten i sin enkestand ikke acceptere. Der måtte flere mæglingsforsøg til for at bringe dem til enighed. Kirstens kommentar hertil var, at hvad Gud og schouten bestemte, ville hun være fornøjet med. Det strakte sig dog ikke til at afgive den omstridte jord. Hun var nu omkring 70 år og var på sine gamle dage blevet helt blind.

I januar 1750 havde Pieter Jensen Pouls tabt tålmodigheden og begyndte at grave i Kirstens have helt der inde, hvor hendes grundskel rettelig burde ligge. Han var i færd med at lave en ny spilevandsrende med stensætning. Kirsten kunne ikke selv se resultatet, men det kunne hendes børn, og de fik udvirket, at en klage blev sendt til amtmanden. Men det var selvfølgelig forgæves, for Pouls havde både schouten og fogden på sin side. Hermed havde spildevandsrenden fået sit knæk.

Af Kirstens 8 børn var den ældste datter blevet gift i Dragør og død i en ung alder. 3 døtre blev gift og bosat inde i Tårnby. Datteren Else blev som 43-årig gift med en enkemand i Lodsstræde 13. Hun blev blind ligesom sin mor.

Den yngste søn Bent forsvandt til søs, og den ældste søn Jørgen giftede sig med en lodsenke i von Ostensgade 4. Også han blev blind som gammel.

Tilbage var datteren Sidse, som forblev ugift og blev boende i huset hos moderen. Hun har med sin vævning bidraget til at skaffe det daglige brød til huse.

De færdige lærredsruller har hun bragt ind til København og afsat der. En lørdag i juli 1756 var hun således på farten. Hun havde fået kørelejlighed ind til Amager Port med en vognmand, Thorkel Svendsen, fra Dragør. Da hun var hoppet af vognen og rakte vognmanden hånden til tak for turen, blev hun ramt og skubbet omkuld af hestene til en forbikørende torvevogn. Resultatet var, at Sidses ene lår var brækket.

Kusken på den store torvevogn var Crilles Friises 17-årige søn Jan fra Store Magleby. Han påstod siden, at han tydelig havde råbt til hende, at hun dog måtte gå af vejen, og at hun var faldet omkuld, var ikke hans skyld. Amtsforvalteren kunne ikke begribe, hvorledes det kunne være gået så fatalt til - "thi det er noksom bekendt, at amagerne, når de kører til torvs og haver stærkt læs på, fremfarer ganske langsomt, således at hestene ikkun går fod for fod".

Men Sidses lårbensbrud måtte jo under behandling, og det kostede penge, som staklen ikke havde for mange af. Hun kom under kirurg- eller bartskærer-behandling inde i København, og i de 9 uger, som det stod på, måtte hun indlogere sig hos en mand ved navn Hategren, der boede "på Kultorvet i det bageren tilhørende hus straks ved Rosengården". Kirurgen skulle have 25 rigsdaler. for sin behandling og hr. Hategren 1 rigsdaler. 2 mark ugentlig for pleje og opvartning.

Hun mente derfor, at det ikke var mere end rimeligt, at Crilles Friis på sin søns vegne betalte disse omkostninger. Hun bad amtmanden om hjælp for "den bedrøvelige skade, som ved sådan uforsigtig påkørsel blev mig tilføjet, idet jeg så lang tid derover har måttet ligge under bartskærers hånd, udstået en overmåde stor pine og smerte, ja uden tvivl vil beholde min livstid mén og følelse deraf". Men Crilles Friis ville ikke betale. Han havde mange undskyldninger, og han var en fattig mand. Amtsforvalteren måtte mægle og fik ham til "for at ungå videre vidtløftighed" at betale hende 10 rigsdaler.

Mens Sidse lå til sengs inde ved Kultorvet i København, døde Kirsten og blev begravet oppe i Store Magleby den 8. august 1756. Der blev ikke holdt skifte efter hende. Efter aftale med søstrene i Tårnby skulle de på dette tidspunkt endnu ugifte søskende have lov at blive boende i barndomshjemmet. Det var Sidse, Else og Jørgen.

Som den sidste af de 8 søskende blev Sidse boende i huset. Hun var imidlertid ikke alene, idet hendes niece, Anne Truelsdatter, fra Tårnby var flyttet ind engang i 1750'erne. Dette skulle være en aflastning for hendes mor, Sidses søster, for hun var vist nok et lidt vidtløftigt pigebarn.

I 1757 havde hun noget for med et par unge fyre, som har afstedkommet et forhør hos schouten. Det var formodentlig et par tjenestekarle, Morten Larsen og Niels Bendtsen, som havde haft spas med at binde Annes hænder og hejse hende op i skorstenen. Nogle dage senere havde de pisket hendes bare krop med nogle riskviste. Der var også noget om, at Anne en aften havde stået ved Mortens seng og nægtet at gå bort. Så havde Morten taget hende og sølet hende i koskarn, som han smurte rundt i ansigtet på hende. På schouten spørgsmål hvorfor han gjorde dette, svarede han: "Fordi hun havde sådan en skarnsmund imod mig".

Anne blev opdraget hos sin moster Sidse i Skipperstræde, og da denne blev gammel og svagelig, formodentlig med mén fra sit lårbensbrud, har hun styret huset, varetaget vævningen og sørget for dagen og vejen for dem begge. Sidse har ikke kunnet give Anne løn, men hun lovede hende til gengæld, at når hun engang var død, skulle Anne arve, hvad hun havde.

"Niels Jørgens Sidse" døde i februar 1778. For leje af byens ligklæde til hendes ligfærd til Store Magleby kirke blev der betalt 1 mark. Den 30. marts blev der hold auktion over huset og møblerne, og i juni blev der holdt skifteforretning hos schouten - ikke efter Sidse, men efter afdøde Niels Jørgensen og hustru Kirsten Bentsdatter. Arvingerne var mødt frem. Der var Jørgen Nielsen, Else Nielsdatter, familiemedlemmer fra Tårnby - her iblandt Annes mor, Bente Nielsdatter. Anne var også til stede.

Boet udgjorde 105 sletdaler til deling mellem 4 parter, idet Niels og Kirstens 4 andre børn var døde uden at efterlade sig livsarvinger. Da det efterhånden gik op for Anne, at der ikke var nogen arv til hende, sådan som moster Sidse havde lovet hende, begyndte hun at bruge mund og skælde ud. Ja, hun gik endog så vidt i sin vrede, at hun trak sine skørter op og viste både familien og schouten sin bare rumpe, inden hun forlod forsamlingen.

Anne stillede nu krav om, at når hun ikke kunne få del i arven, ville hun til gengæld have løn for 15 års arbejde hos Sidse. Hun forlangte ikke en ublu betalng - kun 6 sletdaler om året. Men arvingerne var ikke til sinds at give hende noget. Jørgen udtalte, at hun overhovedet ikke havde været ansat hos Sidse og derfor ikke var berettiget til løn.

Schouten var dybt forarget over hendes opførsel og mente, at hun burde sættes nogle dage på vand og brød inde i Blåtårn. Kun hendes moster Else viste medlidenhed med hende og tilbød hende sin arveandel. Hun boede jo næsten ved siden af, omme i Lodsstræde 13, og hun har vel fornemmet, hvor meget Anne har betydet og været værd for hendes afdøde søster. Schouten var derimod ganske uforstående for, at Else kunne bortgive sin arv, i betragtning af at hendes mand, Peder Sørensen, var en fattig mand, der havde hele 2 panthavere i sit hus.

Det blev således også hos Else, at Anne fik sit fremtidige hjem. I folketællingen 1787 under nr. 223 finder man Peder Sørensen og Else Nielsdatter anført som fattige blegere, og hos sig har de den 48-årige Anne Truelsdatter, som er husmoderens søsterdatter. Anne har uden tvivl været Else en god støtte, efter at hun mistede sit syn.

Anne Truelsdatter døde i juli 1799, 62 år gammel. I kirkebogen skrev præsten i den anledning: "- hun er født i Tårnby sogn, kom tidlig her til menigheden, levede ugift og tjente for væverpige, til sidst hos Peder Sørensens enke på Dragør, hvor hun døde".

Skipperstræde 12 blev som sagt solgt ved auktion efter Sidses død i 1778. Det gik for 136 sletdaler, og køberen var lodsen Pieter Pietersen Svart - også kaldt Slagter efter sin far, slagteren Pieter Pietersen Svart.

Han flyttede ind med sin anden hustru, Grith Zybrandtsdatter. Med den første kone - Bodil Svendsdatter - havde han 4 børn: Zidse g.m. Eibert Pedersen, hører ved skolen - Pieter, skibstømmermand, g.m. Marchen Hans Rasmus - Bodil g.m. styrmand Jacob Cornelissen Huck - Karen g.m. styrmand Hans Pietersen Wærth.

I 1787 ser det ud, som om datteren Zidse og hendes mand samt Pieter Svarts gamle mor, Ahf Claesdatter, også har boet i huset.

Pieter Svart havde sin nærmeste overordnede, lodsoldermand Mathias Schmidt, boende ved siden af sig i Skipperstræde 10. Schmidt havde ikke de højeste tanker om sin nabo og dennes drikfældighed. I 1782 indberettede han om Pieter Svart: "Så længe jeg kan have ham under opsigt, går det lidt an, men når han er fraværende, enten i København eller Helsingør, er han et svin som tilforn". Til større og vanskeligere opgaver kunne Pieter ikke bruges - "dels for alder, dels for anden dårlighed han har i sine ben".

Pieter Svart døde i 1809. Huset gik herefter over til datteren Bodil og hendes mand Jacob Cornelissen Huck. Dette ægteskab var barnløst, og Jacob Huck druknede i 1810 i havnen. Senere overdrog Bodil huset til sin søster Karens datter, Bodil, der var gift med sømand og senere lods Mathias Johansen Severin.

Skipperstræde Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

hed tidligere St. Pederstræde.

Den nordlige ende er ældst, idet 2-3 huse her må være bygget engang i slutningen af 1600-tallet, mens husnumrene til og med nr. 12 (matrikel nr.214) på den østre side er bygget inden 1710. Den sydlige ende er kommet til midt i 1740'erne.

Igennem den nordlige ende løb en af byens hovedrendestene. Mellem nr. 12 og nr. 14 drejede den østover gennem nuværende Skippergangen og fortsatte mod syd ad Fogdens Plads. Dens løb gennem Skippergangen var i 1800-tallet afspærret med plankeværk i hver ende. Kun byens vægtere havde adgang hertil.