Grass Roots

Vestgrønningen 34, Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

matr.nr. 120

Den første beboer her i dette 5 fags hus var matros og skøjtefører Hans Pedersen Lund, som i 1751 var blevet gift med Gerdte Jacob Hermansen, der stammede fra Strandstræde 36. Hans var født i Tømmerup, men med tilnavnet Lund kunne man fristes til at tro, at han havde skånsk blod i årerne. Ifølge sørullen var han mådelig høj med brunt krøllet hår. Hans og Gerdte fik tre døtre, som nåede gennem barndommen.

Hans døde i 1781, mens Gerdte blev boende med datteren Trein og ægtefælle Niels Madsen indtil sin død i 1791. Men herefter ser det ud til, at ingen af de tre søstre har villet overtage barndomshjemmet.

Næste familie, der flyttede ind, var Dirch Isbrandtsen Skomager med hustru Marchen Bentsdatter. Dirch var søn af byens afdøde skriver, Isbrandt Claesen fra Skipperstræde 2. Marchen Bentsdatter stammede fra Byskriverstræde 3, hvor hendes forældre drev blegeri i mange år. Marchen fik også stablet en blegerivirksomhed på benene her, men hun døde allerede i 1793. Dirch fik en ny kone, Karen Larsdatter, der fortsatte blegeriet, hvor Marchen slap.

Dirch Isbrandtsen Skomager blev i 1796 antaget til embedet som byskriver, uden at han havde søgt om det. Det var i en for byens administration turbulent periode, hvor ingen havde styr på, hvem der havde denne bestilling. Dirch blev afskediget i 1799 - vistnok uden at have skrevet ret meget. Men det har så givet ham mulighed for at give en hånd med ved blegeriet.

Dirch døde i 1812 og efterlod sig to døtre. Datteren Marchen Dirchsen, gift med Niels Hansen Jeppesen – en vognmandssøn fra Strandgade 6 – fortsatte blegerivirksomheden mange år frem sammen med Dirchs enke, Karen Larsdatter. I 1818 var huset på 6 fag.

Vestgrønningen Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

Dragørs gamle grænse mod vest lå langs Vestgrønningen, som var et åbent areal.

Vest for byen lå kun ejendommene Elisenborg og gården på Stautz Allé. I 1741 var Dragør Skoles bygning kommet til. Skolens placering var bestemt af lodsernes krav om, at der ikke måtte bygges i en vis afstand fra den gamle bydels vestlige grænse. De havde brug for uhindret at kunne navigere efter nogle sømærker, der stod nord for byen.

Vejens bredde på hele 45 meter var derfor ikke et udtryk for storstadsdrømme blandt dragøerne, men derimod en naturlig og praktisk foranstatning.

I 1906 – da lodserne for længst havde fået andre mærker at styre efter - tog foreningen Dragørs Fremme initiativ til at beplante Vestgrønningen med lindetræer, og kommunen påtog sig at regulere vejen, som den fik den boulevard-agtige karakter, der har idag. Samtidig tilskyndede man grundejerne ud til vejen at anlægge små haver.

I 1960’erne blev Vestgrønningen præget af trafikken til sverigesfærgerne og langs vejen blev der anlagt parkeringspladser, i forbindelse med at den gamle bydel blev gjort bil-fri. Den voksende trafik gjorde det nødvendigt at flytte fastelavnsridningen, der i mange år var holdt på Vestgrønningen.