Grass Roots

Kirkegårdens historie

I 1711 var København blevet ramt af endnu en epidemi "Den sorte død", som alene tog 23.000 liv, og der måtte i hast anlægges seks pest- eller assistenskirkegårde i byens udkant, men stadig inden for voldene. De var imidlertid slet ikke fyldestgørende. Bare på Holmens Kirkes gravplads lå kisterne ovenpå jorden og udbredte sådan en stank, at Søværnet fik besked om at affyre kanoner på området for at skabe bevægelse i luften og tilsløre stanken noget med krudtrøg.

Det var først i 1760 lang tid efter epidemien, at man besluttede at sløjfe de seks overfyldte og farlige pestkirkegårde. En sumpet mark på den anden side af Søerne blev udlagt til en ny og større assistenskirkegård. Der blev dyrket tobak på marken, men nu blev den forsynet med en ringmur og udlagt som kirkegård.[1] Det bedre borgerskab afholdt sig imidlertid fra at blive begravet på et så fjernt og øde sted, så kirkegården var fortrinsvis fattigkirkegård. Det ændredes i 1785 da krigskancellisekretær Johan Samuel Augustin bad om at blive stedt til hvile på Assistens Kirkegård. Flere fra de øvre klasser fulgte hans eksempel, og efter den tid blev stedet mondænt. Det endte endda med, at københavnerne begyndte at tage på udflugt til kirkegården med madkurv og medbragt te.

I 1804 opdagedes ved en tilfældighed at graverne på kirkegården var involveret i organiseret gravrøveri. Bl.a. florerede den historie, at den unge Giertrud Birgitte Bodenhoff, som blev begravet på kirkegården i 1798, kun havde været skindød, og natten efter sin begravelse var blevet vækket af gravrøverne, da de ville tage hendes smykker, hvorefter de myrdede hende.[2] Året efter gravrøvernes anholdelse blev en kommission nedsat, der skulle se på de generelle forhold på kirkegården. Kommissionen formulerede bl.a. en instruks, hvori det blev forbudt at "Æde- og Drikkevarer falholdes eller fortæres paa Kirkegaarden, eller at der paa samme holdes Musik eller foretages noget, der ligner Lystighed." I samme forbindelse blev de store massive træporte ind til kirkegården udskiftet med de store gitterlåger som stadig anvendes. Det udførtes så det var sværere for folk at snige sig rundt uset på kirkegården om natten.[3] Derudover blev det i 1813 forbudt graverne at sælge spiritus til besøgende.

Som det største grønne område på Nørrebro er Assistens Kirkegård blevet et yndet opholdssted for bydelens beboere. Om sommeren ses således solbadende både på selve kirkegården og i Hans Tavsens Park, som ligger langs med kirkegårdens sydvestlige side.

Sct. Mariæ Kirke

Sct. Mariæ Kirke og Vor Frue Kloster. Akvarel af C. Gress Sct. Mariæ Kirke og Vor Frue Kloster blev grundlagt i senmiddelalderen af Erik af Pommern, der indkaldte karmelitermunke fra Landskrona hertil. Munkene blev også kaldt hvidebrødre, efter deres hvide kapper. Kongen gav munkene jord og penge til at bygge et kloster. Byggeriet begyndte i 1430, men i 1450 brændte det meste, og munkene måtte begynde forfra. Ca. tre meter over gulvet ses stadig på pillerne skellet mellem det nye og gamle. Det gik langsomt fremad med byggeriet. Først i 1485 var kirken færdig, og omkring 1500 stod hele anlægget færdigt. Kirkens segl er kendt fra 1482.

Efter reformationen i 1536 overtog kronen alt kirkegodset. De fleste klostre blev revet ned eller ombygget til andre formål. Sct. Mariæ Kirke og klosteret blev reddet fordi byens borgere kunne bruge bygningerne til andre formål.

Karmeliternes segl.jpg

Klosterets vestfløj blev 1541 indrettet til latinskole og eksisterede til 1807. Senere afløstes den af Borgerskolen, der igen 1841 blev afløst af Friskolen som her havde til huse indtil 1886-87. Østfløjen lod Christian III i 1541 indrette til Helsingørs almindelige Hospital. Her havde oprindelig ca. 50 beboere deres hjem. De sidste beboere – eller »lemmer« - forlod stedet i 1916. Fra 1930 havde seks enlige kvinder små lejligheder i nordfløjen i stiftelsen Vor Frue Kloster. De sidste af disse flyttede ud 1986. Kirkeministeriet overtog bygningerne i 1989 og Helsingør Stiftsadministration med bispekontor har været her siden 1995.

Tagrytteren (det lille tårn på taget) er ved at være på plads.
Kirken, der var dømt til nedrivning, blev en tid lang brugt som hestestald, tærskelo og oplagsplads. Men da der efterhånden var kommet mange udlændinge, især hollændere og tyskere, til den vigtige sundtoldby, bestemte Frederik II på deres bøn, at kirken skulle overlades til dem, og 1576-77 blev den da indrettet til tysk kirke, efter at 371 læs halm og møg var kørt bort.

Fra 1576 indtil 1740 blev her udelukkende prædiket på tysk, men efterhånden kom der flere og flere månedlige danske gudstjenester. 1740 blev det ved kongelig forordning bestemt, at militæret på Kronborg, ansatte ved Øresunds Toldkammer, de ansatte på Hammermøllens geværfabrik i Hellebæk og de fremmede i byen skulle høre under Sct. Mariæ Kirke. Først i 1819 fik kirken et egentlig sogn, da Skt. Olai sogn deltes. I 1851 hørte de tyske prædikener så helt op. De mange tyske indskrifter overalt i kirken vidner om den lange periode som tysk kirke. Under ledelse af arkitekt, professor H. B. Storck blev kirke og kloster fra 1900 til 1907 gennemgribende restaureret og ført tilbage til oprindelig skikkelse ved fjernelse af senere tilbygninger og andre ændringer, som det var idealet på Storcks tid.

Kirkebygningen

Indgangen til kirken er til daglig den vestligste af de to oprindelige indgange fra klosterets søndre klostergang, vel oprindeligt processionsdøre. Kirken er en pseudobasilika med et midterskib der er dobbelt så højt og bredt som de to sideskibe. Det enorme tegltag, der dækker alle tre skibe, giver ikke mulighed for lys ind i højkirken, men kun gennem de store gavlvinduer og fra søndre sideskibs otte vinduer. Den rigt udsmykkede østgavl med det godt elleve meter høje vindue, er et pragtværk inden for dansk gotik. Kirkerummet der nu står i røde munkesten, var indtil 1904 hvidkalket. Bag altertavlen, der er foran det store østvindue, ses ganske svage spor af et kalkmaleri fra katolsk tid, der vistnok var kirkens oprindelige højaltertavle. Gulvet er dækket af talrige, til dels slidte gravsten, der stammer fra den tid, da det var muligt for velhavende borgere at erhverve sig et gravkammer inde i kirken. Kirkens fornemme kalkmalerier stammer fra 1440-1500. Over alteret på østgavlen ses navnet "frater godekyn(us)" som var klosterets prior i 1480’erne. I hovedskibets østligste fag ses en korsfæstelsescene med en af kirkens store velyndere Poul Laxmands våbenskjolde. Han blev myrdet 1502 og ligger begravet her i kirken. Kirke og kloster står i dag som nordens bedst bevarede klosterkompleks.

Tagstengamle.JPG

Det vældige tag er belagt med stærkt hvælvede tagsten. Denne form for tagsten kaldes munke og nonner. Navnene skyldes at der på munkenes underside - den konkave side - siddder en lille tap helt oppe ved stenens overkant. Tappen binder hver enkelt munketagsten til det underliggende lag af nonnetagsten, der til formålet har et indhak i siden. På munketagstenenes rygside - den konvekse side - findes en opadvendt, svagt krummet tap, som skal låse den overlappende munk fast og dermed sikre den mod at blive løftet op af vinden. Disse tagsten kendes fra den tidlige middelalder og frem til 1600-tallet, hvor vingetegl blev almindelige - hvis taget da ikke var af strå.

Tagrytteren, der er tegnet af H.B. Storck i forbindelse med restaureringen i 1901-07, blev repareret i 1976 – 78, og samtidig blev der lagt et nyt tag. For abejdet stod arkitekt Mads Drosted. Han havde desværre ikke rigtig forstået det med tagsten udformet som munke og nonner, så taget blev lagt forkert og måtte omlægges 1991.

Spøjs skillevæg i koret

Af Peter Pentz (53 fortællinger)

Jetsmark Kirke er en typisk jysk granitkirke opført i 1200-tallet. Der er udhuggede figurer over det romanske vindue for enden af koret. Figurerne forestiller en okse, der symboliserer evangelisten Lukas og en ørn, der symboliserer evangelisten Johannes. Både tårnet og våbenhuset er opført i tegl i 1400-tallet. På samme tid fik kirken også hvælv. Ganske usædvanligt har man i Jetsmark opført en skillevæg mellem apsis og kor. På den måde kunne apsis, altså rundingen for enden af koret, fungere som et sakristi. Skillevæggen er udstyret med et skab til de hellige kar. I 1474 blev kirken udsmykket med kalkmalerier.

Pave på vej i helvede med liderligt grin

Fortællingen skrevet af Peter Pentz

Næsten samtidigt med at Jetsmark Kirke blev dekoreret med kalkmalerier, udkom et stærkt pavefjendsk protestskrift. Skriftet handlede om en drøm, som en kejser Sigismund havde haft. I drømmen vandrede paven til helvede sammen med kardinaler og munke. Den scene blev malet på østvæggen i Jetmark Kirkes kor. Her ser man en pave, der med et liderligt grin, fører en kardinal og en munk ind i helvedesgabet. Man forstår pavens grin, når man ser, at kirkefolkenes elskerinder – heriblandt en gift kone med tørklæde - også går i den fordømte flok. Man kan undre sig over, at sådan et satirisk billede kunne få lov til at pryde kirken - og så oven i købet på kirkerummets helligste væg. Men middelalderens tankegang tillod grove karikaturer.

Offenligt tilgængelig Opført: 1175-1225 Kalkmaleri: 1474

http://danmarkskirker.natmus.dk/koebenhavn-by/garnisonskirken/ http://da.wikipedia.org/wiki/Garnisons_Kirke

http://danmarkskirker.natmus.dk/koebenhavn-by/garnisonskirken/ http://da.wikipedia.org/wiki/Garnisons_Kirke