Grass Roots

Vor Frue kirke og kloster

Bygningskomplekset, som i dag rummer Vor Frue kirke og kloster, har tjent mange formål gennem historien. Kirken benævnes første gang Vor Frue i 1558. I middelalderen hed den Skt. Nikolai kirke, og var oprindelig bygget som domkirke for Aarhus. I midten af 1200-tallet blev den overtaget af dominikaner-brødre, som byggede de tre klosterfløje. Efter reformationen blev klosterbygningerne i 1541 givet til almindeligt hospital, og kirken blev sognekirke. Under navnet Vor Frue kloster fungerer klosterbygningerne i dag som stiftelse for ældre.

Frådstenskirken

Den første stenkirke på stedet blev opført i årtierne efter 1060 som domkirke for det nyanlagte Aarhus stift. Placeringen på en lav sandbanke nord for Aarhus å og uden for byens volde blev formentlig valgt, fordi der ikke var plads inde i byen. Kirken blev opført i frådsten og marksten og havde muligvis et tårn i vestenden. Kirkens længde uden tårnet var godt 39 meter, hvilket svarer til andre fornemme stenkirker i denne meget tidlige tid i dansk stenbyggeri. Desuden havde kirken en krypt uder koret, og denne var også indrettet til kirkerum med tre apsider i østenden. Kirken var indviet til Skt. Nicolaus (dvs. Nikolai), en sen kilde hævder, at det skulle være sket i 1087.

Kryptkirken blev opdaget ved et tilfælde under en istandsættelse af den nuværende kirke i 1955. Den blev herefter udgravet af Nationalmuseet og genopbygget med piller og hvælvinger i frådsten, og i 1957 blev den indviet til kirke med navnet Skt. Nikolai kirke. Det vides ikke, hvornår den blev opgivet og fyldt op med brokker og jord, men fundene viste, at rummet har været i brug endnu i 1300-tallet, muligvis på et tidspunkt som brændselskælder.

Dominikanernes teglstenskirke

Byggeriet af den nye domkirke inden for voldene var gået i gang i 1190’erne, og da dominikanerne oprettede et kloster i Aarhus omkring 1230, blev den gamle domkirkebygning overdraget til dem. Dominikanerne var grundlagt af Dominicus og anerkendt som orden i 1216, og de fik deres første danske kloster i Lund i 1223. De var en orden af tiggerbrødre, som holdt til i byerne, hvor de indsamlede almisser og forkyndte evangeliet for byens borgere og fattige. De kaldtes også prædikebrødrene eller sortebrødrene, og deres kirker var åbne for offentligheden.

I sidste halvdel af 1200-tallet gik dominikanerbrødrene i gang med at ombygge kirken, så den passede til deres formål. I første omgang rev de det gamle kor med apsis ned og erstattede det med et større kor, der havde lige østgavl og høje, slanke vinduer. I midten af 1300-tallet blev også skibet ombygget i teglsten, mens den gamle nordmur blev genbrugt og blot forhøjet med teglsten. I midten af 1400-tallet blev kirken udvidet med et sideskib i sydsiden og omkring år 1500 fik den et tårn i den nordøstlige ende.

Som kronen på værket fik kirken en fornem, udskåren fløjaltertavle, som menes at være udført i Claus Bergs værksted på Fyn omkring 1520. På fløjene ses flere af dominikanerordenens yndlingshelgener: Maria Magdalene, Katharina af Alexandria, Katharina af Sienna, Nicholaus, Peter martyr, Vincent Ferrier, samt muligvis Dominicus og Thomas Aquinas.

Klosterbygningerne

Da dominikanerne overtog stedet, begyndte de formentlig meget hurtigt at opføre en østlig og en nordlig klosterfløj. Heraf er kun noget af den østlige del af nordfløjen bevaret i dag. I sidste halvdel af 1400-tallet undergik klosteret en gennemgribende ombygning. Østfløjen blev bygget helt om, der blev anlagt en vestfløj og nordfløjens vestlige ende blev også udvidet eller ombygget. I samme periode fik klostergården en overhvælvet korsgang.

Der vides intet om rummenes brug og fordeling i middelalderen, men adgangen til klosteret har tilsyneladende været i den vestlige fløj, som i dag er den bedst bevarede. Her findes et smukt, overhvælvet rum med to søjler og kalkmalerier fra 1517, og det er blevet foreslået, at dette har været klosterets kapitelsal, men en nyere vurdering er, at det snarere har været modtagelsesværelse for gæster.

Efter reformationen

De omfattende ombygninger på kirken og klosteret i slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet kan ses som tegn på, at klosteret nød stor opbakning i den periode. Imidlertid var dominikanerne blandt de første ordener, der måtte forlade landet på reformationstiden, og i Aarhus skete det allerede i 1530. Herefter blev bygningerne formentlig overdraget til byens Helligåndsstiftelse, og i 1541 gjorde kong Christian III klosteret til almindeligt hospital for syge og fattige i Aarhus, Randers og Horsens.

Fra 1749-1857 havde Aarhus fattigvæsen bl.a. skolelokaler i klosterbygningerne. I 1856 blev der givet en ny fundats for Aarhus hospital som plejeboliger for ældre. I 1950 ændrede denne stiftelse navn til Vor Frue kloster. Under en omfattende ombygning og istandsættelse i årene 1877-1879 blev den middelalderlige østfløj og det meste af nordfløjen nedrevet og erstattet af nye bygninger. Hospitalet havde indtil da haft et kapel i østfløjen, men nu blev der indrettet kirkesal i den før omtalte søjlesal i vestfløjen. Salen blev indviet i 1888, og i 1967 blev den overtaget af Vor Frue sogns menighedsråd. Den kaldes nu Vor Frue klosters kirke eller blot klosterkirken.

Til trods for de mange ombygninger er det stadig et af de bedst bevarede klosterkomplekser i Danmark.

Søndermark Kirkegård og Krematorium, Frederiksberg Arkitekt: Frits Schlegel og Edvard Thomsen

Kapelkrematoriet havde ingen lang tradition i Danmark, da et sådant skulle planlægges på Søndermark Kirkegård på Frederiksberg i 1920'erne. Efter en arkitekkonkurrence valgte man derfor for første gang et modernistisk anlæg fremfor et kapel i en traditionel middelalderlig stil. Førstepræmieforslaget var udført af Frits Schlegel og Edvard Thomsen, der opførte kapelkrematoriet efter en bearbejdning af løsningen. Kapellets hoveddisposition er kubisk og klassisk symmetrisk, og materialerne, røde mursten og kobbertag, er traditionelt danske. Men i detaljeringen er formgivningen mere fri. Det ses i indgangsfacadens halvrunde nicher og i dens store englerelief af kunstneren Einar Utzon-Frank. Også den nøgterne kapelsal og kornichen med de højtsiddende sidelysvinduer varslede nye tider. Til anlægget hører mindre sale, krematorie-funktioner og en smuk gård, hvor urnerne kan anbringes i private nicher.

Vor Frue kirke og kloster

Bygningskomplekset, som i dag rummer Vor Frue kirke og kloster, har tjent mange formål gennem historien. Kirken benævnes første gang Vor Frue i 1558. I middelalderen hed den Skt. Nikolai kirke, og var oprindelig bygget som domkirke for Aarhus. I midten af 1200-tallet blev den overtaget af dominikaner-brødre, som byggede de tre klosterfløje. Efter reformationen blev klosterbygningerne i 1541 givet til almindeligt hospital, og kirken blev sognekirke. Under navnet Vor Frue kloster fungerer klosterbygningerne i dag som stiftelse for ældre.

Frådstenskirken

Den første stenkirke på stedet blev opført i årtierne efter 1060 som domkirke for det nyanlagte Aarhus stift. Placeringen på en lav sandbanke nord for Aarhus å og uden for byens volde blev formentlig valgt, fordi der ikke var plads inde i byen. Kirken blev opført i frådsten og marksten og havde muligvis et tårn i vestenden. Kirkens længde uden tårnet var godt 39 meter, hvilket svarer til andre fornemme stenkirker i denne meget tidlige tid i dansk stenbyggeri. Desuden havde kirken en krypt uder koret, og denne var også indrettet til kirkerum med tre apsider i østenden. Kirken var indviet til Skt. Nicolaus (dvs. Nikolai), en sen kilde hævder, at det skulle være sket i 1087.

Kryptkirken blev opdaget ved et tilfælde under en istandsættelse af den nuværende kirke i 1955. Den blev herefter udgravet af Nationalmuseet og genopbygget med piller og hvælvinger i frådsten, og i 1957 blev den indviet til kirke med navnet Skt. Nikolai kirke. Det vides ikke, hvornår den blev opgivet og fyldt op med brokker og jord, men fundene viste, at rummet har været i brug endnu i 1300-tallet, muligvis på et tidspunkt som brændselskælder.

Dominikanernes teglstenskirke

Byggeriet af den nye domkirke inden for voldene var gået i gang i 1190’erne, og da dominikanerne oprettede et kloster i Aarhus omkring 1230, blev den gamle domkirkebygning overdraget til dem. Dominikanerne var grundlagt af Dominicus og anerkendt som orden i 1216, og de fik deres første danske kloster i Lund i 1223. De var en orden af tiggerbrødre, som holdt til i byerne, hvor de indsamlede almisser og forkyndte evangeliet for byens borgere og fattige. De kaldtes også prædikebrødrene eller sortebrødrene, og deres kirker var åbne for offentligheden.

I sidste halvdel af 1200-tallet gik dominikanerbrødrene i gang med at ombygge kirken, så den passede til deres formål. I første omgang rev de det gamle kor med apsis ned og erstattede det med et større kor, der havde lige østgavl og høje, slanke vinduer. I midten af 1300-tallet blev også skibet ombygget i teglsten, mens den gamle nordmur blev genbrugt og blot forhøjet med teglsten. I midten af 1400-tallet blev kirken udvidet med et sideskib i sydsiden og omkring år 1500 fik den et tårn i den nordøstlige ende.

Som kronen på værket fik kirken en fornem, udskåren fløjaltertavle, som menes at være udført i Claus Bergs værksted på Fyn omkring 1520. På fløjene ses flere af dominikanerordenens yndlingshelgener: Maria Magdalene, Katharina af Alexandria, Katharina af Sienna, Nicholaus, Peter martyr, Vincent Ferrier, samt muligvis Dominicus og Thomas Aquinas.

Klosterbygningerne

Da dominikanerne overtog stedet, begyndte de formentlig meget hurtigt at opføre en østlig og en nordlig klosterfløj. Heraf er kun noget af den østlige del af nordfløjen bevaret i dag. I sidste halvdel af 1400-tallet undergik klosteret en gennemgribende ombygning. Østfløjen blev bygget helt om, der blev anlagt en vestfløj og nordfløjens vestlige ende blev også udvidet eller ombygget. I samme periode fik klostergården en overhvælvet korsgang.

Der vides intet om rummenes brug og fordeling i middelalderen, men adgangen til klosteret har tilsyneladende været i den vestlige fløj, som i dag er den bedst bevarede. Her findes et smukt, overhvælvet rum med to søjler og kalkmalerier fra 1517, og det er blevet foreslået, at dette har været klosterets kapitelsal, men en nyere vurdering er, at det snarere har været modtagelsesværelse for gæster.

Efter reformationen

De omfattende ombygninger på kirken og klosteret i slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet kan ses som tegn på, at klosteret nød stor opbakning i den periode. Imidlertid var dominikanerne blandt de første ordener, der måtte forlade landet på reformationstiden, og i Aarhus skete det allerede i 1530. Herefter blev bygningerne formentlig overdraget til byens Helligåndsstiftelse, og i 1541 gjorde kong Christian III klosteret til almindeligt hospital for syge og fattige i Aarhus, Randers og Horsens.

Fra 1749-1857 havde Aarhus fattigvæsen bl.a. skolelokaler i klosterbygningerne. I 1856 blev der givet en ny fundats for Aarhus hospital som plejeboliger for ældre. I 1950 ændrede denne stiftelse navn til Vor Frue kloster. Under en omfattende ombygning og istandsættelse i årene 1877-1879 blev den middelalderlige østfløj og det meste af nordfløjen nedrevet og erstattet af nye bygninger. Hospitalet havde indtil da haft et kapel i østfløjen, men nu blev der indrettet kirkesal i den før omtalte søjlesal i vestfløjen. Salen blev indviet i 1888, og i 1967 blev den overtaget af Vor Frue sogns menighedsråd. Den kaldes nu Vor Frue klosters kirke eller blot klosterkirken.

Til trods for de mange ombygninger er det stadig et af de bedst bevarede klosterkomplekser i Danmark.