Grass Roots

Forlovere: Gårdmændene Jens Madsen Poulsen og Gerhard Vilhelm Montagne Nielsen begge af Fejø

Faddere: Ungkarl Karl Petersen og Forlovede Johanne Kristensen Bruun fra Fejø Kommis Alfred Hansen fra Næstved

Faddere: Gaardejer Lars Petersens Hustru Pige Heline Petersen Gaardejer Frederik Werneburg Gaardejer Karl Petersen alle af Fejø

Faddere: Gaardmand Jepsen Christensens Hustru Olgine ?? Sognefoged ?? Jens Poulsen Gårdejer Karl Petersen og Hustru af ??

Faddere: Gaardejer Karl Petersens Hustru Johanne Pigen Gaardejer ?? Bendixen Ungkarl Hans Nielsen alle af Fejø

Faddere: Pigen Melhine Petersen (Sognefoged ? Jens Poulsen) Gaardejer Karl Petersen og Hustru alle af Fejø

Fejø Kirke

Fejø Kirke, der er bygget sidst i 1200 tallet, er placeret idylisk helt tæt på øens sydkyst og har i en periode tillige været benyttet af de omliggende øer Askø og Femø som sognekirke.

At kirken tillige har været et pejlemærke for de søfarende er oplagt.

Kirken omkring 1950

Vindfløjen på tårnet bærer årstallet 1865 – måske er den opsat i anledning af, at man fejrede kirkens 600 års fødselsdag.

Kirken var i middelalderen viet til de søfarendes helgen Sankt Nicolaus og i 1979 fandt man en velbevaret figur af Sankt Nicolaus indmuret i murværket i tårnet.

Kirken, der kan henføres til den senromanske periode, fik i 1923 de gamle vinduer i romansk stil gjort mindre og ændret til de nuværende smallere vinduer i gotisk stil. Kun i tårnets vestgavl er et af de oprindelige store romanske vinduer bevaret. Kvindeindgangen i skibets nordside er også muret til.

I kirken er der ophængt 3 kirkeskibe: Forrest ses orlogsfregatten “Enigheden” fra 1811, i midten “Ebenetzer” fra 1811 og bagerst koffardiskibet “Familien Iversen” fra omkring år 1900.

Kirken med “den gamle kirkegård” ved vandet. Øverst til højre ses “den nye kirkegård” og øverst til venstre “Graverhuset”

Fejø Kirke har tilknyttet 2 kirkegårde – den ene og oprindelige, omgiver kirken og er omkranset af en meget smuk mur af natursten. Imidlertid gør placeringen få meter fra kysten, at der i undergrunden er så meget saltvand, at de begravede konserveres i en grad, at genbegravelser ikke er mulig. Som konsekvens heraf er der omkring år 1880 etableret en ny kirkegård, som efterfølgende er udvidet i flere omgange, et par hundrede meter fra kirken.

Med de 2 kirkegårde blev der behov for at ansætte en graver.

Årsagen kan læses i nedenstående – lidt makabre – brev og ansøgning fra 1884 fra Fejøs præst Niels Ewaldsen til Ministeriet for Kirke og undervisningsvæsenet:

” Man henvender sig, uagtet gentagne påmindelser, ikke til kirkeværgen, der bor temmelig afsides på øen og det er bleven skik at grave omtrent hvor man har lyst, da man nødigt vil have sine gravsteder på den nye kirkegård, der er blevet anlagt fordi pladsen på den gamle var optaget.

Følgen er, at det meget ofte hænder, at der bliver gravet på steder, hvor der for kun få år siden er blevet sænket kister. Disse slås da i stykker og spredes tilligemed deres indhold omkring, så jeg ved den første jordpåkastelse, jeg her foretog, så betydelige rester af tidligere begravne ligge spredt omkring eller samlet i dynger for senere at graves ned andetsteds.

Der kan anføres eksempler på, at man efter kun 6-7 års forløb, har gravet ned på samme sted, ja ved én lejlighed var det udgravne lig end ikke forrådnet og udbredte en sådan stank at graverkarlen måtte kaste den påbegyndte grav til igen for at grave andetsteds.

Det var jo meget ønskeligt om dette blev forandret og at der blev holdt gravorden på kirkegården, men da både kirkeværgen og kirkens betjente alle bo langt borte fra kirken, antager jeg det kun kan ske derved at man lønner en mand til som graver at bo i nærheden af kirken for at påse orden og grave, når det er nødvendigt.

Man har fundet en pålidelig mand, der er vel skikket til denne post og som er villig til at opslå sin bolig ved siden af kirken, såfremt han kan få et lille årligt tilskud. Ifølge ministerialbogen er gennemsnittet af døde 26,6 for årene 1874-1883 og dersom der tilsiges manden et tilskud af 50 kr. årligt, er han villig til at overtage posten”.

Ansøgningen blev bevilget af Ministeriet for Kirke og Undervisningsvæsenet – og min oldefar Hans Hansen blev ansat i 1884.

Hans Hansen og hustruen Kirstine Hansen, lejede ”Graverhuset”, som i 1877 var bygget af gårdejeren på ”Klokkely” til brug som aftægtsbolig.

Hans Hansen bestred graverjobbet i 20 år – efter hans død, fortsatte Kirstine på posten i yderligere 19 år – en temmelig sej dame!

Sønnen Andreas Hansen, der efterfulgte sin mor som graver, boede med hans hustru Marie i graverhuset indtil hans død i 1955, hvor sønnen Hans Hansen overtog graverjobbet, men ikke graverboligen.

I dag benyttes “den gamle kirkegård” alene til urnegravsteder og “den nye kirkegård” primært til kistebegravelser.

Faddere: Moderen Pige Anna Jørgensen Partikulier Niels Kuld Sognefoged ?? Jens Poulsen alla af Fejø

Faddere: Fru Hilleborg Hasse, Vesterby Pigen Frida Petersen, Østerby Ungkarlene Ole og Peter Christensen, Skalø

Faddere: Jaura Christensen og Petra Mortensen af Østerby Ole og Peter Christensen, Skalø

Faddere: Barnets Fader og Moder Husejer Poul Poulsen, Fejø Husassistent Aase Poulsen, Fejø

Faddere: Husassistent Ulla Poulsen af Østerby Faderen Medhjælper Kristian Alfred Nielsen af Sønderherred Medhjælper Henning Sigfred Nielsen af Præstø

Fejø Kirke

Fejø Kirke, der er bygget sidst i 1200 tallet, er placeret idylisk helt tæt på øens sydkyst og har i en periode tillige været benyttet af de omliggende øer Askø og Femø som sognekirke.

At kirken tillige har været et pejlemærke for de søfarende er oplagt.

Kirken omkring 1950

Vindfløjen på tårnet bærer årstallet 1865 – måske er den opsat i anledning af, at man fejrede kirkens 600 års fødselsdag.

Kirken var i middelalderen viet til de søfarendes helgen Sankt Nicolaus og i 1979 fandt man en velbevaret figur af Sankt Nicolaus indmuret i murværket i tårnet.

Kirken, der kan henføres til den senromanske periode, fik i 1923 de gamle vinduer i romansk stil gjort mindre og ændret til de nuværende smallere vinduer i gotisk stil. Kun i tårnets vestgavl er et af de oprindelige store romanske vinduer bevaret. Kvindeindgangen i skibets nordside er også muret til.

I kirken er der ophængt 3 kirkeskibe: Forrest ses orlogsfregatten “Enigheden” fra 1811, i midten “Ebenetzer” fra 1811 og bagerst koffardiskibet “Familien Iversen” fra omkring år 1900.

Kirken med “den gamle kirkegård” ved vandet. Øverst til højre ses “den nye kirkegård” og øverst til venstre “Graverhuset”

Fejø Kirke har tilknyttet 2 kirkegårde – den ene og oprindelige, omgiver kirken og er omkranset af en meget smuk mur af natursten. Imidlertid gør placeringen få meter fra kysten, at der i undergrunden er så meget saltvand, at de begravede konserveres i en grad, at genbegravelser ikke er mulig. Som konsekvens heraf er der omkring år 1880 etableret en ny kirkegård, som efterfølgende er udvidet i flere omgange, et par hundrede meter fra kirken.

Med de 2 kirkegårde blev der behov for at ansætte en graver.

Årsagen kan læses i nedenstående – lidt makabre – brev og ansøgning fra 1884 fra Fejøs præst Niels Ewaldsen til Ministeriet for Kirke og undervisningsvæsenet:

” Man henvender sig, uagtet gentagne påmindelser, ikke til kirkeværgen, der bor temmelig afsides på øen og det er bleven skik at grave omtrent hvor man har lyst, da man nødigt vil have sine gravsteder på den nye kirkegård, der er blevet anlagt fordi pladsen på den gamle var optaget.

Følgen er, at det meget ofte hænder, at der bliver gravet på steder, hvor der for kun få år siden er blevet sænket kister. Disse slås da i stykker og spredes tilligemed deres indhold omkring, så jeg ved den første jordpåkastelse, jeg her foretog, så betydelige rester af tidligere begravne ligge spredt omkring eller samlet i dynger for senere at graves ned andetsteds.

Der kan anføres eksempler på, at man efter kun 6-7 års forløb, har gravet ned på samme sted, ja ved én lejlighed var det udgravne lig end ikke forrådnet og udbredte en sådan stank at graverkarlen måtte kaste den påbegyndte grav til igen for at grave andetsteds.

Det var jo meget ønskeligt om dette blev forandret og at der blev holdt gravorden på kirkegården, men da både kirkeværgen og kirkens betjente alle bo langt borte fra kirken, antager jeg det kun kan ske derved at man lønner en mand til som graver at bo i nærheden af kirken for at påse orden og grave, når det er nødvendigt.

Man har fundet en pålidelig mand, der er vel skikket til denne post og som er villig til at opslå sin bolig ved siden af kirken, såfremt han kan få et lille årligt tilskud. Ifølge ministerialbogen er gennemsnittet af døde 26,6 for årene 1874-1883 og dersom der tilsiges manden et tilskud af 50 kr. årligt, er han villig til at overtage posten”.

Ansøgningen blev bevilget af Ministeriet for Kirke og Undervisningsvæsenet – og Hans Hansen blev ansat i 1884.

Hans Hansen og hustruen Kirstine Hansen lejede ”Graverhuset”, som i 1877 var bygget af gårdejeren på ”Klokkely” til brug som aftægtsbolig.

Hans Hansen bestred graverjobbet i 20 år – efter hans død, fortsatte Kirstine på posten i yderligere 19 år – en temmelig sej dame!

Sønnen Andreas Hansen, der efterfulgte sin mor som graver, boede med hans hustru Marie i graverhuset indtil hans død i 1955, hvor sønnen Hans Hansen overtog graverjobbet, men ikke graverboligen.

I dag benyttes “den gamle kirkegård” alene til urnegravsteder og “den nye kirkegård” primært til kistebegravelser.

Faddere: Husassistent Ulla Aaris Poulsen Arbejdsmand Olaf Helge Jensen Arbejdsmand Erik Nielsen og Hustru Rita f. Christensen Wæver Faderen alle af Østerby

Fejø Kirke

Fejø Kirke, der er bygget sidst i 1200 tallet, er placeret idylisk helt tæt på øens sydkyst og har i en periode tillige været benyttet af de omliggende øer Askø og Femø som sognekirke.

At kirken tillige har været et pejlemærke for de søfarende er oplagt.

Kirken omkring 1950

Vindfløjen på tårnet bærer årstallet 1865 – måske er den opsat i anledning af, at man fejrede kirkens 600 års fødselsdag.

Kirken var i middelalderen viet til de søfarendes helgen Sankt Nicolaus og i 1979 fandt man en velbevaret figur af Sankt Nicolaus indmuret i murværket i tårnet.

Kirken, der kan henføres til den senromanske periode, fik i 1923 de gamle vinduer i romansk stil gjort mindre og ændret til de nuværende smallere vinduer i gotisk stil. Kun i tårnets vestgavl er et af de oprindelige store romanske vinduer bevaret. Kvindeindgangen i skibets nordside er også muret til.

I kirken er der ophængt 3 kirkeskibe: Forrest ses orlogsfregatten “Enigheden” fra 1811, i midten “Ebenetzer” fra 1811 og bagerst koffardiskibet “Familien Iversen” fra omkring år 1900.

Kirken med “den gamle kirkegård” ved vandet. Øverst til højre ses “den nye kirkegård” og øverst til venstre “Graverhuset”

Fejø Kirke har tilknyttet 2 kirkegårde – den ene og oprindelige, omgiver kirken og er omkranset af en meget smuk mur af natursten. Imidlertid gør placeringen få meter fra kysten, at der i undergrunden er så meget saltvand, at de begravede konserveres i en grad, at genbegravelser ikke er mulig. Som konsekvens heraf er der omkring år 1880 etableret en ny kirkegård, som efterfølgende er udvidet i flere omgange, et par hundrede meter fra kirken.

Med de 2 kirkegårde blev der behov for at ansætte en graver.

Årsagen kan læses i nedenstående – lidt makabre – brev og ansøgning fra 1884 fra Fejøs præst Niels Ewaldsen til Ministeriet for Kirke og undervisningsvæsenet:

” Man henvender sig, uagtet gentagne påmindelser, ikke til kirkeværgen, der bor temmelig afsides på øen og det er bleven skik at grave omtrent hvor man har lyst, da man nødigt vil have sine gravsteder på den nye kirkegård, der er blevet anlagt fordi pladsen på den gamle var optaget.

Følgen er, at det meget ofte hænder, at der bliver gravet på steder, hvor der for kun få år siden er blevet sænket kister. Disse slås da i stykker og spredes tilligemed deres indhold omkring, så jeg ved den første jordpåkastelse, jeg her foretog, så betydelige rester af tidligere begravne ligge spredt omkring eller samlet i dynger for senere at graves ned andetsteds.

Der kan anføres eksempler på, at man efter kun 6-7 års forløb, har gravet ned på samme sted, ja ved én lejlighed var det udgravne lig end ikke forrådnet og udbredte en sådan stank at graverkarlen måtte kaste den påbegyndte grav til igen for at grave andetsteds.

Det var jo meget ønskeligt om dette blev forandret og at der blev holdt gravorden på kirkegården, men da både kirkeværgen og kirkens betjente alle bo langt borte fra kirken, antager jeg det kun kan ske derved at man lønner en mand til som graver at bo i nærheden af kirken for at påse orden og grave, når det er nødvendigt.

Man har fundet en pålidelig mand, der er vel skikket til denne post og som er villig til at opslå sin bolig ved siden af kirken, såfremt han kan få et lille årligt tilskud. Ifølge ministerialbogen er gennemsnittet af døde 26,6 for årene 1874-1883 og dersom der tilsiges manden et tilskud af 50 kr. årligt, er han villig til at overtage posten”.

Ansøgningen blev bevilget af Ministeriet for Kirke og Undervisningsvæsenet – og min oldefar Hans Hansen blev ansat i 1884.

Hans Hansen og hustruen Kirstine Hansen, lejede ”Graverhuset”, som i 1877 var bygget af gårdejeren på ”Klokkely” til brug som aftægtsbolig.

Hans Hansen bestred graverjobbet i 20 år – efter hans død, fortsatte Kirstine på posten i yderligere 19 år – en temmelig sej dame!

Sønnen Andreas Hansen, der efterfulgte sin mor som graver, boede med hans hustru Marie i graverhuset indtil hans død i 1955, hvor sønnen Hans Hansen overtog graverjobbet, men ikke graverboligen.

I dag benyttes “den gamle kirkegård” alene til urnegravsteder og “den nye kirkegård” primært til kistebegravelser.

Faddere: Barnets forældre Arbejdsmand Ejnar Marius Larsen og hustru Klara Margrethe Husassistent Aase Bolette Nielsen alle af Østerby