Grass Roots

Sønderstræde 7

Matrikel nr. 146

Det var først omkring 1745, at der blev bygget huse syd for de ovenfor beskrevne ejendomme. På grunden Sønderstræde 7 byggede skipper Claes Olufsen Bødker et stort hus på formodentlig 9½ fag, men han var også blevet gift med en velhavende pige.

Det var skipper og senere foged Cornelis Nielsens datter Marchen fra Jens Eyberts Plads 6. I 1743 var Cornelis Nielsen byens største skatteyder. Han betalte da 23 rigsdaler i formueskat, foruden at der blev betalt 26 rigsdaler i skat af Marchens mødrene arv på 1.300 rigsdaler. På den baggrund har det ikke været så vanskeligt at bygge et stort hus.

Claes stammede fra Strandgade 6. Hans far havde blot haft en lille jagt på 3½ læst, hvormed han sejlede brænde fra Præstø til København. Claes blev ved sit giftermål ejer af jagten "Tre Søstre" på 19 læster og med en besætning på tre mand og en dreng. Det blev dog kun kort tid, at han fik glæde af herlighederne, for han døde allerede i sommeren 1748. "Tre Søstre" blev herefter overtaget af den 20-årige skipper Isbrandt Jacobsen Raagaard, og i sørullen kan man læse, at han ikke blot overtog jagten, men også den afdødes enke. Ja, han overtog sågar også den afdøde Claes' nummer i sørullen.

Denne Isbrandt Jacobsen Raagaard var en slags familiemedlem til Claes' enke, Marchen Cornelisdatter, idet han var søn af hendes stedmoder fra dennes tidligere ægteskab. Marchen og Isbrandt var således "sammenbragte børn", og Cornelis Nielsen var henholdsvis far og stedfar til de to, som giftede sig i foråret 1749. Året efter fik de datteren Grith, opkaldt efter Marchens afdøde mor.

Marchen døde i 1763, og Isbrandt giftede sig med Gerdte Pieter Olsen Bødker, en skipperdatter fra Kongevejen 4. Nu blev der født mange børn i huset - elleve bragte Gerdte til verden, og de otte nåede frem til voksenalderen.

Formodentlig efter at Gerdtes far var afgået ved døden i 1784, flyttede familien hen på Kongevejen og overtog hendes barndomshjem, medens Sønderstræde 7 blev overtaget af Isbrandts ældste datter, Grith, og hendes mand, skipper Jan Pietersen Bacher, som siden deres giftermål i 1771 også havde boet i huset.

Husets nye ejer, Jan Pietersen Bacher, lod i 1784 sit hus brandforsikre. Det var da en 11 fag lang stråtækt bygning. Jan var gårdmandssøn fra Store Magleby, men havde valgt livet til søs og havde taget styrmandseksamen.

Af de syv børn, som Grith fødte, nåede kun to frem til giftealderen. Selv døde hun i 1786, hvorefter Jan fandt sig en ny kone, Trein Jan Møller, fra Store Magleby. Dette par fik en datter, som selvfølgelig kom til at hedde Grith efter den afdøde kone. Denne Grith Jansdatter blev gårdmandskone på Kærgård i Store Magleby. Hun kom ulykkeligt af dage, idet hun indebrændte under den store ildebrand her i pinsen 1821.

Efter Jan Bachers død i 1792 flyttede hans hustru til Store Magleby og giftede sig der med gårdmand Wibrandt Carlsen.

Husets næste ejer blev skipper Bertel Jansen, som stammede fra Toldergade 6 (og var dermed broder til Neel Jansdatter i Sønderstræde 6).

I 1793 giftede han sig med skipperdatteren Anne Jacob Hermann. Året før sit giftermål havde Bertel Jansen sparet op, så han kunne erhverve eget skib, men allerede på den første rejse forliste det ved Memel, og kun ved et mirakel reddede han sig i land på en planke.

Bertel og Anne var stræbsomme folk. De urolige tider for søfarten efter 1801 fik Bertel til at se sig om efter alternative indtægtsmuligheder. I 1802 blev den gård i Store Magleby, der havde tilhørt den afdøde præst Endorph, til salg.

Kirken havde indtil Endorphs død haft både en dansk og en tysk/hollandsk præst, men derefter blev begge embeder slået sammen og varetaget af pastor Schmitto, der boede i præstegården. Endorphs gård lå i Møllegade lige over for præstegården. Den købte Bertel Jansen og slog sig herefter på landbrug, mens han stadig passede søfarten.

Som nybagt gårdejer var han stærkt interesseret i de landbrugsreformer, der var oppe i tiden, og det var da også ham, der i 1806 tog initiativ til at påbegynde en udskiftning af Store Maglebys jorder som begyndelsen til en mere rationel drift. For at afrunde billedet af denne farverige person skal det lige nævnes, at gården brændte for ham ved den store brand i Store Magleby 1809, men han fik den udflyttet og genopbygget så tæt på Dragør, som det var muligt. Endvidere tjente han under Englandskrigen 1807-1814 gode penge som kaperskipper, hvor han af og til kom i situationer, der gjorde det påkrævet for ham at bruge både kanon og pistol.

Det må være omkring 1802-03, at Anne og Bertel er flyttet fra Sønderstræde 7. Den nye ejer, skipper Ole Hansen Wass, gjorde sig også gældende som kaperskipper i ovennævnte periode. Helt frem til 1920'erne var det hans slægt, der boede i huset. Det skal da også lige tilføjes, at en af Ole Wass' døtre, Neel, blev gift med Bertel Jansens søn Jacob.

Denne side er sidst opdateret: 19 | 01 | 2009

Sønderstræde

Sønderstræde hed tidligere - sammen med Jens Eyberts Plads - Store Brøndstræde.

I slutningen af 1800-tallet var beboerne her utilfredse med dette navn, fordi det gav association til Store Brøndstræde inde i København, hvis ry var temmelig blakket.

Vandposten i den sydlige ende omtales i 1775 som Anders Jydes brønd efter husejeren i nr. 13. I midten af 1800-tallet fik den navnet Karrebækposten efter spækhøker Niels Karrebæk i nr. 11. I denne brønd druknede Trein Jan Buur sig i 1813. Hun boede i Stormgade 2, og det skulle være "på grund af tungsind og grublerier over hendes trykkende armod og elendighed".

Strædets første bebyggelse i den nordlige ende er fra 1700-tallets første årtier, mens husene fra nr. 7 og frem er opført i perioden fra midten af 1740'erne til midten af 1750'erne.

Denne side er sidst opdateret: 19 | 01 | 2009