Grass Roots

Strandlinien 4 Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

Foto: Jørgen D. Petersen.

Huset rummer i dag Dragør Museum.

Den ældste del af huset kan stamme helt tilbage fra 1682. I løbet af 1700-tallet blev bygningen udvidet flere gange og i 1810 blev den omtalt som ”Byens Sejlmager- og Materielhus”. I stueetagen var der dels beboelse, dels pakhus. På 1. sal var der sejlmagerværksted.

Dragørs bjergningsvæsen holdt til her. Bjergerne hjalp skibe, der var gået på grund i Øresund, ved at bjerge deres last over i mindre både og pramme. Så blev det grundstødte skib lettere, og kunne komme videre.

Da huset blev brugt af bjergningsvæsenet, var der på taget et lille udkigstårn, hvorfra man kunne holde øje med grundstødte skibe i sundet. Tårnet blev fjernet i 1914.

I bygningen har der været mødelokale for Dragør Byforstanderskab (datidens kommunalbestyrelse), indtil Dragør Kommune fik sit rådhus på Stationsvej 5 i 1914.

Efter i en periode at have været værksted, overtog Dragør Museum huset i 1932 efter en gennemgribende restaurering.

Husets snoede skorsten har næppe haft en egentlig funktion, men er en form for udsmykning. Skorstenen er fra slutningen af 1800-tallet, og formentlig bygget af murermester R. P. Guldborg.

Strandlinien 4 - før 1914. Foto tilhører Dragør Lokalarkiv.

Byens hus har haft mange funktioner, bl.a. rummede det bjergningsvæsenet, som brugte udkigstårnet på taget for at kunne holde øje med grundstødte skibe. Tårnet blev fjernet i 1914.

Byens hus Kilde: http://www.lokalarkiv.dragoer.dk

I 1931 skrev læge Poul Dich nedenstående artikel om huset. Den bygger på arkitekt Egil Fischers undersøgelser af bygningens udviklingshistorie og er suppleret med oplysninger fra redaktør Christian Nicolaisen.

Det ældste Pakhus Det første man hører om Byg­ningen forefindes i Byens Regn­skaber Aar 1682 hvor man finder anført Anskaffelsen af Egestolper til Byens Pakhus. Det maa formo­des, at dette Pakhus har tjent til Oplagsrum for Materiellet, som an­vendtes ved Bjergningen, samt for de bjergede Varer, idet Bjergnin­gen netop paa denne Tid begynd­te at florere.

Den oprindelige Bygnings Læng­de synes kun at have været tre Fag. Det, der tyder herpaa, er først og fremmest de to Stolper paa Nord- og Sydsiden, som sidder to Fag fra Vestgavlen. I Modsætning til de andre Stolper, med Undta­gelse af Hjørnestolperne, er der i disse udskaaret for et Løsholt i Brystningshøjden, som om de tid­ligere havde været Hjørnestolper.

I samme Retning tyder det, at Gulvbrædderne paa Loftet er smal­lere over disse tre Fag end over de næste to Fag mod Øst og Vest, samt at Vand- eller Gesimsbrædtet er skaaret skraat af 2 Fag fra Vest.

Bygningen har sikkert først været opført paa lignende Maade som andre Landbygninger paa den syd­lige Del af Amager, med Egetræs­bindingsværk paa Kampestenssok­kel, lerklinede Vægge og Straatag.

Om bindingsværkshuse Det skal i Sammenhæng hermed, til Belysning af det følgende, brin­ges i Erindring, at man ved den ældste Form for Bindingsværk slet og ret gravede Stolperne ned i Jor­den. I Løbet af det 15. og 16. Aar­hundrede kom der forskellige Paa­bud om, at sætte Stolperne paa Sten og ikke jordgrave dem „Sko­vene til Fordærv" (de maatte jo forholdsvis ofte fornyes, da de raadnede op fra Grunden).

I det 18. Aarhundrede sattes Stolperne paa Sten ca. 1 Kvarter over Jorden.

I sin mest udviklede Form an­bragtes Stolperne paa et vandret Stykke Fodtømmer, "Fodremmen", og denne anbragtes atter paa Sten ca. 1 Kvarter over Jorden.

Stenene, hvorpaa Stolper eller Fodrem hviler, kaldes "Syldsten”. Bjælken, som forløber vandret ved Tagskægget kaldes "Tagremmen”. Bjælken imellem Tag- og Fodrem kaldes Løsholt.

Afstanden imellem de lodrette Stolper kaldes „Fag”.

De firkantede Felter eller Tavl i Væggen imellem Bjælkerne udfyl­des paa forskellig Maade, enten med Lerklining om Risfletning, "Vendreværk", eller Udfyldning af Ler uden Fletværk, eller med Strand­sten klinede op med Ler. Sidenhen, i den senere Halvdel af det 18. Aarhundrede, lukkedes Felterne undertiden med Teglsten.

I Bindingsværkets mest udviklede Former forekommer flere vandrette og lodrette, samt skraa Tømmer­stykker.

Fodremmen eller Fodtømmeret er et vandret gennemgaaende Styk­ke Tømmer, som ovenfor beskrevet. Nogle Steder i Danmark findes i Stedet herfor ,"Syldstykker”, det vil sige indskudte Bjælker imellem Stolperne, de lægges paa Sten ligesom Fodremmen og de tjener til at for­hindre Stolperne i at glide fra "Syldstenene”.

Af andet Fyldtømmer kan næv­nes "Skraastivere" , (Skraa baand), endvidere lodret Fyldtømmer "Peb­linge.' og "Dokker".

De modstaaende Facaders Stol­per forenedes ved Tværbjælker, som dannede Loft i Rummene i Stueetagen. Disse Tværbjælkers En­der dannede Bjælkehoveder som ragede frem paa Facaden under Tagskægget.

Tagkonstruktionen omfattede i de ældre Bygninger: Rygaasen, et Stykke vandret Tømmer, der ligger øverst i Rygnin­gen og er gennemgaaende i hele Bygningens Længde.

Spærfag, hvilende som to Pas­serben paa den Del af Stol­perne, som ragede op over Tagremmen. Spærfagene forenedes et Stykke oppe af tværgaaende "Ha­nebjælker”.

Underlaget for Tagtækket var i Begyndelsen Rafter, det vil sige unge Træer med Barken paa, som an­bragtes parallelt med Tagspærene, hvilende paa Aasen og Remmen og paa tværs af hvilke man an­bragte Risbøgekviste, som Halmen syedes paa med Pilevidjer eller Halmbaand (Simer).

Senere erstattedes Rafterne af Lægterne, som anbragtes paa tværs af Spærfagene.

Af særlige Tagkonstruktioner skal nævnes Højremshuset, ogsaa kal­det Udskudshuset, som er karakte­riseret derved, at Taget paa den ene eller begge Sider af Huset i en kortere eller længere Udstræk­ning forlænges udover et Rum, der kaldes Udskudet, en Slags "Sideskib”. Taget strækker sig ofte langt ned mod Jorden, saa Yder­væggen bliver lav.

Endvidere Sulehuset, der kende­tegnes ved svære Stolper, Suler, (altså: Søjler), som anbragt i Byg­ningens Længdeakse bar Ryg­aasen.

1 skovrige Egne, med let Til­gang til Træ, var Bindingsværket altid rigest udviklet. (Se nærmere herom i H. Zangenberg: Danske Bøndergaarde).

En spartansk bygning Vender vi efter denne Digres­sion tilbage til vort gamle Pakhus, finder vi, at dette tilhører den me­re enkle Bindingsværkstype. Stolperne hviler her paa en Kampe­stenssokkel.

Medens Bindingsværksfagene el­lers er 2½ Alen brede, er Fagene her paa Amagers sydlige Del bre­dere, ca. 3 Alen, som Tegn paa en vis Sparsommelighed med Tømme­ret.

Lodret Fyldtømmer og „Skraa­baand” forefindes ikke. Løsholterne er forskudt i Forhold til hinanden, for at ikke Hjørnestolperne skal svækkes ved to Indskæringer i sam­me Højde.

Medens den almindelige Spær­afstand for Tegltag er 3 Fod, reg­nes Straataget at være saa meget lettere, at det kan taale 5 Fods Spærafstand og her er endda 6 Fods Afstand. Paa Grund af denne store Afstand er Lægterne gjort særlig svære. Baade Spærafstanden og den tidligere nævnte Gesims ved Vandbrædtet tyder saaledes paa, at det ældste Hus har været straatækt.

Gavlene har - paa Grund af Husets ringe Længde - næppe været afvalmede, men forsynet med Bræddegavle og Vindskeder.

Resten af den ældste Indgang saas, inden Bygningens sidste Re­staurering i 1932, i det midterste Fag.

I Bræddegavlene har der sand­synligvis været Lemme, som eneste Adgang til Tagrummet.

I Byens Regnskaber findes 1775 et Notat om at Byens Kasse mod­tog 10 Rigsdaler i Pakhusleje.

Udvidelse i 1700-tallet - 2. byggestadium Den første Udvidelse bestod an­tagelig i, at der føjedes to Fag til, baade mod Øst og Vest. I Byens Regnskaber noteredes 1782: Køb af Egestolper til „Byens Hus".

Gavlene afvalmedes da op til de gamle Gavlspær, og der sattes en Kvist med Lem i begge Gavle. Taget paa Gavlkvistene og det øvrige Tag var dækket med Straa; derom vidner Kvistenes Byggemaa­de med Vindskeder.

Døren paa Nordsiden er maaske allerede da blevet muret til og det er muligvis Trappestenen fra denne Dør, som nu forefindes ved Sokkelen paa Vestgavlen. Om der her har været en Dør, kan iøvrigt ikke med Sikkerhed afgøres.

Maaske stammer Indgangen paa Sydsiden til Loftstrappen fra denne Udvidelse. Døren er ganske vist for­nyet, men Vinduet ved Siden af den er ialtfald gammelt og kan have siddet over Løsholtet uden at overskære dette.

De lerklinede Vægge var som almindeligt forsynede med Flet­værk med lodrette Pinde (Væger), der gik ind i Huller i Rem og Løsholt og vandrette Vidier (Ven­der), flettet ind derimellem.

Om Tidspunktet for Opførelsen af den nordre Kvist er det vanske­ligt at udtale sig med Bestemthed.

Vindskederne tyder paa, at Huset har været straatækt ved Opførelsen. Det brede Spærfag, der er anbragt her nærmest den gamle Vestgavl, kunde tyde paa, at Kvisten allerede har været paatænkt, muligvis opført ved den første Udvidelse. I samme Retning tyder det, at man i Byens Regnskaber 1789 læser at „Byens Hus” har været udlejet til Sejlmagerværksted. Det maa for­mentlig have været Loftet der har været udlejet til Værksted, idet Byens Protokol angiver, at Bystuen blev taget i Brug 1790.

Et Sejlmagerværksted paa Loftet maa vel som Forudsætning have krævet denne Kvist, som gav god Arbejdsplads og godt Lys til Loftet.

Imod denne Tydning kan anføres at nogle Løsholter, som maa an­tages at være fjernede, da de ler­klinede Vægge blev erstattede med Murværk, det vil sige under 3. Bygge­stadie, er blevet fundne som Over­liggere af lodret Karm i den nord­lige Kvist; det er dog muligt at de stammer andetsteds fra, eller fra en Reparation.

Forlængelse mod øst - 3. byggestadium Den sidste Udvidelse mod Øst fandt antagelig Sted omkring Aar 1800.

Bygningen forlængedes da mod Øst, idet Bindingsværksgavlen med det ene Nordfag, de afvalmede Spærfag og Kvisten flyttedes ud i den nye (nuværende) Østgavl. Iøvrigt opførtes Tilbygningen af Murværk, og ved samme Lejlighed har den øvrige Del af Huset maa­ske, som omtalt ovenfor, faaet de lerklinede Vægge erstattet med Murværk.

Der er, som før omtalt, en Mulighed for, at nordre Kvist kan stamme fra det 3. Byggestadium. Denne Kvists Vind­skeder og Spærafstanden i den nye østlige Del, der er lige saa stor som Spærafstanden i den vestlige Del, tyder paa at Taget i Begyn­delsen af 3. Byggestadium har væ­ret straatækt. Det kan ikke med Sikkerhed afgøres, hvornaar Taget i sin Helhed blev tækket om med Tegl.

Den sydlige Kvist er utvivlsomt først opført samtidig med at dette fandt Sted.

Sandsynligvis stammer Havne­kontoret ogsaa fra denne Tid, op­ført ud for det flyttede Østfag og mellem dette og den gamle Gavl fra 2. Byggestadium anbragtes en Dobbeltport med en Skodde sym­metrisk i Forhold til denne paa hver Side.

Det karakteristiske og dekorative Beghus stammer antagelig ogsaa fra denne Tid. Over en aaben Ild kogtes her i Jerngryder Beg til Kalfatring af Baadene og de store Skibe, naar de kølhaledes, og Tjæ­re til Tjæring af Tømmer og Fiske­garn.

Det synes at fremgaa af Byens Protokol, at Bystuen blev taget i Brug 1790 og at Delingen af Bjerg­ningspengene fandt Sted her.

Det er sandsynligt at Udvidel­sen mod Øst omkring Aar 1800 er foraarsaget heraf, idet "Bystu­en”, "Bylokalet” med sin Forstue og Trapperummet, nu lagde Beslag paa 4 af Bygningens 7 Fag.

Det var naturligt at Udvidelsen mod Øst ikke anvendtes til Bystue, men til Oplagsrum, fordi dette der­ved kom nærmest Havnen, og blandt andet kunde faa Lem i Gavlen mod Øst.

Om Udskuddet langs Bygningens Sydside er opført samtidigt eller senere, kan ikke med Sikkerhed af­gøres. Sandsynligvis er den dog opført paa dette Tidspunkt bestemt for "Svedekassen”, en Kasse, hvori Træet, der skulde bøjes til Skibsbygningsbrug, blødgjordes ved Ind­virkning af Vanddamp.

Bystuen Bystuens Forstue blev altsaa i 2. Bygningsstadium indrettet i de 2 østligste Fag af den gamle Bygning med Udgang i det østligste Fag og Vindue i det næste. Ved at afskildre Trappen til Loftet fra Forstuen med et Træskillerum med to Vinduer i, opnaaede man at kunne komme fra Syddøren til Loftet uden at pas­sere Bylokalerne.

Selve Bystuen indrettedes i de to Fag vest for Forstuen og for­synedes med to Vinduer mod Syd og Ovn til en ny Skorsten, med den ejendommelige spiralt drejede Skorstenspibe.

De to østligste og vestligste Spærfag i den nuværende Bygning er temmelig smalle og erindrer man at Østvalmen er flyttet fra den tid­ligere Østgavl (2. Byggestadium), ser man at dens 2det Spærfag fra Gavlen har haft sin Plads umid­delbart øst for Skorstenen og langs Trappens Østside.

Der har da for­modentlig været en bedre Afstiv­ning mellem dette og det næste Spær for Skorstenen, hvis denne og dermed Bystuen har været ind­rettet allerede inden den sidste Ud­videlse, hvilket synes at være Til­fældet. Det fjernede Spærfag langs Skorstenens og Trappens Østside svarer til en Valm, med Fald som den nuværende og ikke fladere end at Skorstenen kunde have været ført op i Rygningen allerede før den sidste Udvidelse.

Udkigstårnet Oprindeligt holdt Lodserne Vagt ved Østgavlen af "Byens Hus” ind­til Lodshuset og den søndre Sme­die opførtes 1823.

Udkigstaarnet paa Lodshuset be­nyttedes først og fremmest af Lod­serne, men Skipperne fik dog og­saa Lov at benytte det.

Paa Grund af Uenighed imellem Lodserne og Skipperne byggede Skipperne deres eget Taarn paa Byens Hus. Taarnet, der hvilede paa Tagrygningen, var firkantet og var forsynet med Rækværk.

Adgangen til Taarnet har formentlig været fra Trappe­rummet mod Syd i Stueetagen, men det synes som om man har villet undgaa at komme ind paa det vestlige Loft og at man derfor har skilt Taget nærmest den gamle Østgavl fra ved et Bræddeskille­rum og ført en Trappestige gen­nem en Lem op til dette, hvorfra der atter var Passage ind gennem en Dør til det nye Østloft og der­fra til Taarnet.

Da Taarnet blev brøstfældigt, og Bjergningerne sjældnere, maatte det nedrives ca. 1910, og Skipperne fik Adgang til det nye fritstaaende Lodstaarn, som Staten lod bygge.

Husets indretning Skillerummet, der staar hvor den gamle Østgavl var, er bygget til Erstatning for den flyttede Bindings­værksgavl og med spinklere Stol­per end denne. Der er i det afsat Plads til en Dør, der muligvis har givet Forbindelse med Bystuens Forstue, men senere er tilmuret.

I Bystuen har der som sagt væ­ret en Ovn, muligvis med Kakler bag. Det har ikke været en Bilæg­gerovn, da Pladsen bag den i For­stuen har været optaget af Skor­stenen, men det kan have været en firkantet Ovn af samme Form som Bilæggerovnene, men med Indfyring fra Bystuen - eller en anden gam­meldags Kakkelovn.

Panelet i Bystuen er med lodrette Brædder foroven og vandrette forneden.

I de to sydlige Hjørner har der været Hjørnehylder med Plads for nogle „russiske Træboller", der har været brugt til Pengene, som for­deltes herfra.

I Stuens venstre Skillerum fand­tes inden sidste Restaurering en tilmuret Dør. Døren, som var en Revledør med Fyldinger mod Stu­en, er opbevaret.

I Døren til Bystuens Forstue har Udraaberen - Bytjeneren - staaet og kaldt Byens Folk sammen til Uddelingen af Bjergeløn ved at tude i sit Horn. Bystuens Lokaler er bevaret urørt, som Rammen om de for Byens Historie saa minderige Begivenheder vedrørende Bjerg­ningstiden og de Minder der knyt­ter sig til Bygningen i dens Egen­skab af Byens gamle Raadhus.

Bystyret forsamledes i Bystuen indtil 1914.

Efter denne Tid har Bygningen været udlejet til Snedkerværksted og Smedie og forskellige Døre og Vinduer blev indsat paa Bygnin­gens Syd-, Vest- og Nordside.

Dragør Museum Efter Museumsforeningens Dan­nelse i 1930 arbejdede dens Besty­relse med det Maal for Øje at ind­rette et Søfarts-, Fiskeri- og By­museum i det gamle Raadhus.

Foreningen til gamle Bygningers Bevaring støttede Foreningen i dens Formaal, idet Dr. phil. Vilhelm Lorenzen holdt et Foredrag i Mu­seumsforeningen om Dragørs Ar­kitektur, i hvilket han særligt frem­hævede det gamle Raadhus som værdigt til Fredning. Yderligere skænkede Foreningen en Sum som Støtte til Raadhusets Restaurering.

Kommunalbestyrelsen overdrog definitivt den gamle Bygning til Museumsforeningen i Foraaret 1932 og bevilgede et Beløb som Bidrag til Tagets Istandsættelse.

I Løbet af Sommeren 1932 re­staureredes Bygningen under Le­delse af Arkitekt Egil Fischer, hvis Planer i det væsentlige er fulgt under Arbejdet.

Hvad Bygningens Ydre angaar, genskabte man dens oprindelige Bindingsværkspræg og dens Karakter af Pakhus, idet man dog paa visse Punkter har valgt en Løsning, der i museumsmæssig Henseende var mere tilfredsstillende end den strengt historisk korrekte.

At føre Bygningen tilbage til et bestemt Byggestadium frembød vis­se Vanskeligheder, man valgte der­for at reproducere Bindingsværket fordi denne Løsning baade genskabte Facadens ældste Struktur og forekom mest dekorativ.

Som det vil fremgaa af det fo­regaaende, er denne Løsning et Kompromis, men alligevel af en saadan Art, at Bygningens oprin­delige Udseende delvis bevaredes og en passende Skønhedsvirkning opnaaedes, samtidig med at Byg­ningen gjordes tjenlig til Muse­umsbygning.

Arkitekt Egil Fischer var mest tilbøjelig til at undlade at sætte Løsholter i, at bevare de vertikale Stolper og foretage Udmuring, blot saaledes at Vinduer og Døre af senere Aargange fjernedes; han vil­de paa det nærmeste ved at følge denne Anvisning genskabe Byg­ningens 3. Byggestadium.

Naar Løsholterne alligevel ind­sattes skete det efter Bestyrelsens Ønske udfra æstetiske Betragtnin­ger, idet man dog ogsaa mente, at det var historisk forsvarligt.

Taget underkastedes en grundig Afstivning og Reparation.

Den nordre Facade blev delvis nedrevet, idet Vinduer og Døre af senere Aargange blev fjernet, hvor­imod de to Vinduer i Gavlen mod Vest bibeholdtes for at faa Lys til Museumsrummene, og i Facaderne indsattes Løsholter paa de gamle Steder.

Som Dør til Forstuen indsattes en gammel Revledør som har sid­det i Tømrer Kromanns Hus i Strand­stræde.

Denne Dørtype - med to Halv­døre - med den fintprofilerede Karm og den dekorative Beklæd­ning af Dørfladerne med staffede Brædder, synes at have været al­mindelig i Smaahusene i Dragør.

Som Vindue til Forstuen ind­købtes et gammelt Vindue fra Sko­magerhuset paa Hjørnet af Jens Eyberts Plads og Strandgade.

Museets indretning Hvad Bygningens Indre angaar skal følgende noteres:

Forstuen er i det væsentlige uforandret. Kun er den gamle Revledør i Træskillerummet erstattet med en af de gamle typiske Fyldingsdøre med en fint profileret marmoreret Karm.

„Bystuen” er indrettet til „Sø­fartsstue”. Udstillingsborde er væg­fast indbygget i Stuen og de op­rindelige Døre er her fjernede for at give Plads for to dekorative Fyldingsdøre, som stammer fra Hu­set paa Hjørnet af Badstuevælen og Lillegade.

I det næste smalle Værelse har man opsat to Paneler, begge stammende fra Dragør. Stuen rummer Broderier, udskaarne Træsager, (Kærestegaver, Karvesnit, Mangle-brædder etc.), samt Billeder af for­skellig Art.

I de to vestligste Fag har man installeret Jens Eyberts Stue, samt en Vævestue.

"Jens Eyberts Stue" er overflyt­tet fra Jens Eyberts Hus paa Jens Eyberts Plads.

Stuen er med stor Omhu overflyttet og installeret i de nøjagtige originale Proportioner.

Træloftet, Døren, Alkoveindfat­ningen og Panelerne er smukt de­korerede i Oliemaling, Loftsdeko­rationen er nærmest i Rokokostil. Tapetet er bevaret. Man har møb­leret Stuen med Møbler og Ting fra hin Tid, for at skabe et Bille­de af en "Skipperstue”.

Om "Jens Eybert", (han hed egentlig Eybertsen ; Eybert var et almindeligt Hollændernavn), ved man, at han var Skipper omkring 1802; han stammede fra Hollæn­derbyen, og er kendt for at have stiftet et Legat, som endnu uddeles i Dragør.

Nabostuen er en Vævestue. Naar man erindrer, at der omkring 1870 var en Væv i saa godt som et­hvert Hus i Dragør, er Indrettel­sen af dette Rum naturlig.

Loftsetagen er gjort disponibel for fremtidige Arrangementer, men er for Øjeblikket nærmest Oplags­rum. For at gøre Tagrummet pas­sabelt maatte de lavtsiddende Ha­nebjælker fjernes og Tagafstivning foretoges ved Hjælp af Stole an­bragt paa Dragere.

Det ses af det foregaaende, at Museet til sin Disposition har hele den Del af Huset, som forefandtes inden den sidste Udvidelse om­kring Aar 1800. Den øvrige Del benyttes endnu som Oplagsrum for Havnens Materialer, men det vil være naturligt, at ogsaa denne Del med Tiden tilfalder Museet.

Dragør Havns huse Dragør Havn har i de sidste Aaringer undergaaet en kendelig Forbedring i skønhedsmæssig Hen­seende.

Mod Nord har man fjernet den hæslige Biograf, og frigjort det gamle Blokhus, som efter sin Re­staurering fremtræder i sin fulde Skønhed og falder smukt sammen med Toldhuset og Greisens Pak­hus (tidligere Kjempes Hus).

Mod Syd ligger der en Gruppe Huse, som i arkitektonisk Henseende er samhørige, nemlig det gamle Raad­hus, Havnekontoret, Beghuset, Lodshuset, søndre Smedie og Lod­sernes Pakhus, Disse Bygninger er alle smukke og særprægede og uerstattelige i Havnebilledet.

Det er at ønske, at Beghuset kan befries for de Nødtørftshuse, der er klistret op ad det paa en skæm­mende Maade, ligesom man maa ønske, at den Garagebygning, der skamskænder Raadhusets søndre Facade, snarest vil blive fjernet.

Museumsforeningens Indsats bør værdsættes paa rette Maade, igen­nem en fortsat Renselse af Havnen for skæmmende Bygninger, og det bør forlanges, at man ved fremti­dige eventuelle Nybygninger tager passende Hensyn til den Bygnings­stil som er fremherskende.

Dragør Havn er et Valfartssted for Byens Borgere, Landliggere og Turister, og det bør være alles Opgave at værne om de Værdier og den Attraktion, der ligger i Dragør Havns Skønhed.

Minderne om Dragørs Historie og Storhedstid knytter sig især til Havnen: Hansetiden, Skippertiden, Lodstiden og Bjergningen.

At værne om dette er ikke blot Museumsforeningens Opgave. Det har ogsaa Bud til Byens Venner, dens Beboere og deres Repræsen­tation: Kommunalbestyrelsen.