SandholtBeyer

Hegelund, Peder Jensen, 1542-1614, Biskop og Forfatter, fødtes 9. Juni 1542 i Ribe, hvor Faderen, Jens Christensen H., siden blev Borgmester; Moderen hed Anne Pedersdatter. Efter at have gjennemgaaet sin Fødebys Latinskole og derefter i nogen Tid selv været Hører ved Skolen drog han 1561 med Skolemesteren, den senere som Salmedigter og Salmebogsudgiver bekjendte Mag. Hans Thomesen, til Kjøbenhavn, hvor han blev indskrevet ved Universitetet og optoges i Niels Hemmingsens Hus. I Foraaret 1564 rejste han efter Tidens Skik til Udlandet for at studere ved fremmede Universiteter. Han levede saa først i Leipzig og derpaa (efter et kort Ophold i Hjemmet 1565-66) i Wittenberg, hvor han var Hovmester for Niels Hemmingsens temmelig mislykkede Søn Hans, og hvor han 1568 tog Magistergraden. Den følgende Sommer kom han tilbage til Danmark og overtog allerede i Nov. Maaned Skolemesterembedet i Ribe. Han beklædte dette Embede til 1580, da han blev theologisk Læsemester eller Lektor ved Domkapitlet; 1588 blev han Sognepræst ved Domkirken og endelig 1595 Biskop over Ribe Stift. Som saadan døde han 18. Febr. 1614. Han var 3 Gange gift og havde Børn med alle sine 3 Koner, i alt ikke færre end 17.

H. var en i sine forskjellige Stillinger meget anset Mand, der røgtede sin Gjerning med stor Nidkjærhed og Dygtighed, og han var lige saa afholdt som agtet. Ved Siden af sin praktiske Virksomhed fandt han hyppig Lejlighed til litterær Syssel, men det er dog forholdsvis paa faa Punkter, at hans Forfatterskab har en betydeligere Interesse. Han udgav – til Dels paa Latin – flere mindre grammatiske og pædagogiske Arbejder, optraadte gjentagne Gange som latinsk Digter og skrev, mest i bestemte Anledninger, flere længere danske Digte, væsentlig af opbyggeligt og belærende Indhold. Af disse kunne nævnes: «Argumenta resurrectionis corporum, Trøst og Bevisning udaf Guds Ord om Legemens Opstandelse» (1578), «Memento mori, Om Liv og Død, timelig og evig» (1587, baade Vers og Prosa) og «Elogia mulierum, Om ypperlige Kvindfolk» (1587). Det mærkeligste ved disse Skrifter er uden Tvivl den ualmindelige Færdighed, Forfatteren viser i Behandlingen af det danske Sprog. Et vigtigere litterært Efterladenskab af H. haves i de Optegnelser, han fra 1565 af og til kort før sin Død indførte i sine Almanakker, og i hvilke der er bevaret en overordentlig stor Mængde Efterretninger, ikke blot om hans eget Livs Hændelser, men ogsaa og især om samtidige Personer og Begivenheder. Allerede disse Optegnelser, af hvilke kun nogle Brudstykker ere trykte (bl. a. i «Mag. til den danske Adels Historie» I.), bære Vidne om en historisk Interesse, som, uden Tvivl næret ved H.s Samliv i Ribe med Mænd som Hans Svaning og Anders Sørensen Vedel, ogsaa gav sig Udtryk i mere bevidst historisk Produktion. Man kjender af denne dog kun en ganske kort Udsigt over de oldenborgske Kongers Historie (trykt bag i H.s «ABC af bibelske Ordsprog», 1588), medens et rimeligvis større Arbejde om den nordiske Syvaarskrig vistnok maa anses for tabt. Hvad der dog mere end noget andet har sikret H. et Navn i den danske Litteraturhistorie, er et Værk af noget anden Art end de foran nævnte, nemlig hans danske Skuespil «Susanna» med det tilhørende Mellemspil «Calumnia». H. nærede en levende Interesse for dramatisk Digtning, og i de Aar, han var Rektor i Ribe, lod han ofte sine Disciple opføre Skuespil, undertiden latinske, hyppigst dog danske. Blandt disse sidste var ogsaa hans eget Skuespil «Susanna», som opførtes 1576. Stykket udkom dog først i Trykken (tillige med «Calumnia») 1579, og da i en noget omarbejdet Skikkelse. Det er ikke originalt, men en Bearbejdelse af et latinsk Skuespil af en tysk Forfatter, Sixt Birck (Betulius eller Betuleius). Imidlertid er Bearbejdelsen i visse Punkter temmelig selvstændig, saa at H. baade kan siges at have uddybet Karaktertegningen og, som han selv siger i Fortalen, afpasset Skildringen efter sin danske Samtids Sæder og Mennesker. Sprogbehandlingen er, i Betragtning af Tiden, ualmindelig naturlig og flydende og faar en særegen Farve ved mange træffende og kjærnefulde Vendinger, oftest i det danske Ordsprogs folkelige Form. Det med «Susanna» forbundne Mellemspil «Calumnia» er en Monolog, som var bestemt til at fremsiges mellem to af Stykkets Scener. Den skildrer Bagtalelsens Last, dens Arbejdsmaade, Virkninger osv., ofte dog paa en temmelig kunstlet Maade og i hvert Fald i en uhyre trættende Bredde. Som Sprogmindesmærke har dog «Calumnia» næppe mindre Interesse end «Susanna» selv, og Mellemspillet har det Fortrin for «Susanna», at det er originalt. – H. nævnes endnu som Forfatter til eller Bearbejder af flere andre Skuespil, men det er maaske tvivlsomt, om Angivelsen er rigtig.

Pontoppidan, Annales eccles. Dan. III, 153 ff. Thorup, Histor. Efterr. om Ribe Cathedralskole S. 79 ff. Kinch, Ribe Bys Hist. og Beskriv. II, 203 ff. P. H.s Susanna og Calumnia, udg. af S. Birket Smith, 1888-90, Indledn.

S. Birket Smith.

Kilde: http://runeberg.org/dbl/7/0213.html